Omgivelserne emmer af ro, men inden døre hos den økologiske chokoladefabrik Woodshade Organics er stemningen på denne tid af året præget af en glad og optimistisk travlhed. Tonsvis af økologisk chokoladekonfekt, marcipan og nougat skal fremstilles, pakkes og sendes til både ind- og udland inden jul, og størstedelen af produktionen foregår vel at mærke ved håndkraft.
Det er ikke til at tage fejl af – Indslev Bryggeri har til huse i de mest fantastiske bygninger lige ud til den gamle hovedvej. Hvis man som jeg har en vis passion for gamle industribygninger, så er det ikke svært at forstå, hvorfor den unge bryggeriejer Anders Busse Rasmussen fik lyst til at drive forretning på netop dette sted.