FØDT SOM ENTREPRENØR – RONNI GOL, MANDEN BAG LIGHT-POINT
I knap 30 år har Ronni Gol arbejdet målrettet på at ændre vores opfattelse og oplevelse af belysningen i vores hjem. Men det var egentlig et tilfælde, at det netop var lys, der blev hans livsbane. Det eneste, der lå i kortene, var at han ville skabe sin egen virksomhed – sin egen karriere.
Han har altid elsket det. At se muligheder, at turde tage chancer og at investere. Ronni Gol er indbegrebet af en driftig iværksætter og en selfmade erhvervsmand og entreprenør. Han grundlagde lampevirksomheden LIGHT-POINT tilbage i 1995 – som blot 25-årig. I dag designer, producerer og sælger virksomheden high end-lamper til kunder i hele verden, og har i den grad positioneret sig som en førende dansk designvirksomhed med international approach og appeal. Som dem, der tør lidt mere, og som ikke er bange for at sætte spørgsmålstegn ved det etablerede, det konventionelle.
I de sidste mange år har Ronni Gol kun tænkt på lys. Både det naturlige og det kunstige. Men at det lige blev lamper, var egentlig en tilfældighed. Som dreng legede han meget med Lego. Han kunne lide at bygge og designe. Men han kunne endnu bedre lide at lave en god forretning. Allerede som skoledreng købte han varer, når han var i udlandet, og solgte dem videre til klassekammeraterne med fortjeneste. Begejstringen og talentet for at kunne købe og sælge, skabe værdi, havde han arvet fra sin far, det lå i generne, i hans DNA.
Historien om Ronni Gol starter altså allerede i skolen. Han ville ikke være advokat eller læge som de andre elever. Han ville drive forretning. Han kom på EFG handel og kontor, og senere på handelsskolen for at læse HH. Han undrede sig over at undervisningen udelukkende handlede om at gøre de studerende klar til arbejdsmarkedet – som lønmodtagere. Altså ikke om, hvordan de kunne gå ud og etablere egen virksomhed.
“Jeg voksede op med forældre, der var selvstændige, så det lå naturligt for mig, at jeg også selv ville gå den vej, og forme mit eget arbejdsliv. Jeg ville ikke bare have et job, jeg ville skabe mit job”, pointerer Ronni Gol.
Efter studietiden søgte han ind i finansverdenen. Han troede, at han skulle arbejde med penge og aktier, men på det tidspunkt var det umuligt at få en elevplads. Han tog et midlertidigt job hos en elgrossist, hvor en af hans kammerater arbejdede. Her fik han indblik i lysindustrien, og blev senere ansat i en lampebutik. Han opdagede hurtigt, at hans styrke og interesse lå i salget, og senere i indkøb. Ronni Gol var i butikken i halvandet år, tredoblede omsætningen og halverede kostprisen. Butikken blev hovedleverandør til konkurrenterne, der kom volumen på, deraf bedre priser, og trods fristende tilbud om at blive i butikken, så afslog Ronni Gol. For han ville selv.
”Når jeg fortalte om mine planer om at starte egen virksomhed, så svarede folk, at ”hvis det virkelig var så god en ide, så var der nok andre, der havde fået den”. Så blev jeg lidt trodsig. Det gør jeg stadigvæk en gang imellem. Jeg er ikke så vild med janteloven. Jeg fik udbetalt nogle feriepenge og fik lidt skat tilbage, og så gik jeg ellers i gang. Jeg ville skabe en god forretning, men jeg tænkte slet ikke på at bygge et brand op”.
Fra 16 til 800 kvadratmeter
Ronni Gol startede LIGHT-POINT hjemme fra hans dengang 16 m2 store studiebolig i København, men kort tid efter rykkede han videre til større lokaler. Først distribuerede virksomheden andres lamper, primært fra Italien. En lille køkkenspot til Unoform-køkkener kickstartede egenproduktionen, og hver gang, der kom penge ind, blev de brugt til produktudvikling. Der kom hurtigt mange større kunder, som lagde ordre med stor volumen. Bl.a. flere statslige institutioner, som fx Christiansborg og ministerierne. Senere allierede Ronni Gol sig med en række eksterne designere, ligesom han selv begyndte at designe. Han designede bl.a. udendørslampen CUBE, som blev til ved et tilfælde, men som i dag stadig er en bestseller.
”Jeg har aldrig haft i tankerne, at jeg skulle være designer. Men jeg så et hul i markedet. En god forretning. Udendørsbelysning i begyndelsen af dette årtusinde var ikke det helt store. Men det er noget helt andet i dag. Udelys er en kategori, som vokser og vokser, fordi vores uderum er blevet meget vigtigere for os – faktisk et af boligens vigtigste rum”, fastslår han.
Ronni Gol var på forkant og udnyttede momentum. Et af hans talenter. Ligesom hans evne og vilje til at se muligheder i stedet for begrænsninger. Under finanskrisen i 2008 trak alle LIGHT-POINTS konkurrenter for eksempel deres annoncer ud af magasiner og aviser, mens Ronni Gol med stor succes gjorde det stik modsatte, og intensiverede markedsføringen. Virksomheden flyttede igen videre til større lokaler, senere til en stor butik på Strøget, og i de sidste seks år har LIGHT-POINT haft hovedkontor på Grønnegade i hjertet af København, tæt på den 800 m2 store butik og showroomet på hjørnet af Gothersgade og Borgergade. LIGHT-POINT designer, producerer og distribuerer ikke kun egne produkter, men har desuden agenturet på italienske Oluce samt rettighederne til den ikoniske danske udendørslampe Rørhat. De kreative processer styres af Ronni Gol i dialog med en ekstern designer og designstudios i udlandet. Hver dag udfordrer og udforsker teamet nye måder at tænke lys på, og der opsøges konstant nye territorier.
En drengedrøm går i opfyldelse
En af Ronni Gols store drengedrømme gik i opfyldelse her i 2022, da LIGHT-POINT indgik et samarbejde med Studio F.A. Porsche, som har designet to eksklusive kollektioner for den danske virksomhed.
”Det er min indre drift. Hele tiden at skabe værdi på mange forskellige parametre. Ny udvikling, nye produkter, nye medarbejdere, nye samarbejder. At bygge ovenpå fundamentet. Det er dét, der driver mig allermest. Vi har 30 års-jubilæum næste år, og jeg har efterhånden høstet en del erfaringer. Markedet forandrer sig, meget ændrer sig, men forretningsmodeller og -planer? Dem arbejder jeg ikke med, hverken dengang eller nu!”, smiler Ronni Gol.
Alligevel er LIGHT-POINT en succeshistorie. En historie om at ville. Når det trækker op til storm, og alle fiskekutterne sejler i havn, så ror Ronni Gol ud. Og selvom udgangspunktet var beskedent, så har LIGHT-POINT for længst manifesteret sig i toppen af danske lampevirksomheder med 25 agenter, der dækker markeder i hele Europa, Asien og Mellemøsten m.fl.
At designe atmosfære
Hos LIGHT-POINT designer de mere end lamper. De designer lys. Og udforsker konstant, hvad lyset gør ved os og for os. Lamper dækker naturligvis først og fremmest et praktisk behov for lys, men de bidrager med meget mere: velvære, energi, poesi, følelser, atmosfære, sanselighed – og i sidste ende livskvalitet. Denne filosofi afspejles i det store sortiment af prisvindende lamper til både indendørs og udendørs brug. Men designteamet leger også med lys, og udfordrer grænser, normer og traditioner for at udvikle nye, innovative måder at skabe belysning på. Lyset er nemlig noget af det allervigtigste, når vi indretter os, og alle LIGHT-POINTs lamper er resultatet af en stræben efter en perfekt balance mellem den ultimative form og den nyeste lysteknologi – efter eminent kvalitet, høj funktionsværdi og tidløs æstetik.
Hos LIGHT-POINT har man en arkitektonisk og artistisk tilgang til design. Stilen er elegant og enkel, men samtidig edgy og ekspressiv. Lamperne balancerer på kanten af at være lysobjekter – skulpturelle, signifikante, stilistiske og med en klar signatur. De kan være stilmarkører og designstatements i et rum, have attitude og temperament, men også være sofistikerede, stilrene og stille, blende ind og næsten forsvinde. Det er på alle måder no-nonsense-design.
Mens Ronni Gols designteam og lyseksperter kan guide og inspirere til unikke, kreative løsninger og til at skabe de ultimative lysmiljøer og lysoplevelser i dit hjem, på kontorer, hoteller, restauranter og i andre offentlige rum, så gør han det, han elsker allermest: nemlig at udvikle og skabe. Han så lyset tidligt i livet, men han bliver ved med at spejde efter mere … for han kan ikke lade være. Dét kaldes ægte entreprenørånd.