Ottavio Bottecchia
Krigshelt, antifascist og cykelrytter, død under mystiske omstændigheder. Fortællingen om grundlæggeren af det italienske cykelmærke, Bottecchia, er dramatisk og fascinerende.
Ottavio Bottecchia blev født i San Martino di Colle Umberto i Friuli 1. august 1894. Hans fattige familie bestod af mor, far og ni børn, så der var kun råd til et års skolegang, og herefter måtte han arbejde som murer.
Cykelsoldat i første verdenskrig
Ved første verdenskrigs udbrud meldte han sig til Bersaglieri-korpset. Bersaglieri er en eliteenhed, der er kendt for sin ekstreme mobilitet i bjergene. Soldaterne er i den bedste fysiske form, da al gang, uanset om det er parade eller i aktion, foregår i løb (130 skridt/min.).
På dette tidspunkt havde man, for yderligere at øge mobiliteten, indført cykelkompagnier, så Ottavio kom til 6. Battaglione Bersaglieri ciclisti. Da en officer havde lagt mærke til den fart, Ottavio kørte med på bjergstierne med et maskingevær på ryggen, foreslog han ham at blive cykelrytter. Og da han senere blev hjemsendt med medalje for tapper indsats, fik han en racercykel foræret af en cykelfabrikant.
Herfra tog hans cykelkarriere virkelig fart, og han vandt adskillige lokale og regionale løb; men det var, da han deltog i Giro d’Italia i 1923, han blev berømt. Her sluttede han på en femteplads og blev bedste rytter af dem, der kørte uden hold, og bedste juniorrytter.
Professionel cykelrytter i Frankrig
Det rygtedes i udlandet, og den franske cykelstjerne Henri Pelissier tog til Italien for at overtale Ottavio til at køre for sit hold, Automoto-Hutchinson.
Automoto, der var en stor producent af cykler, havde ikke bare som mål at vinde Tour de France med Ottavio Bottecchia som hjælperytter for Pelissier, men også at øge deres salg i Italien ved at have en populær italiener på holdet.
Den nye rytter klarede sig fremragende og vandt anden etape af Tour de France 1923, der gik fra Le Havre til Cherbourg, 371 km, hvorefter han havde den gule trøje i syv etaper, helt til Nice. I Paris sluttede han på en samlet andenplads efter Henri Pelissier. Derimod gik det ikke så godt med det franske sprog. Det begrænsede sig efter sigende til: Ingen bananer, mere kaffe, tak.
Tour de France-vinder
Året efter i 1924 var Ottavio i endnu bedre form, og ikke bare vandt han løbet som den første italiener, men havde også den gule førertrøje på fra start til slut.
På Gazzetta dello Sports forside den 22. juli var den store overskrift: Bottecchia triumferer i Tour de France og når det mål, som de bedste italienske ryttere har stræbt efter i 20 år. Han gentog kunststykket det følgende år og vandt også i overlegen stil.
Historiens hårdeste Tour de France
I 1925 stillede Ottavio Bottecchia også op i det 20. Tour de France, som er det længste, der er kørt.
Etapernes gennemsnitslængde blev forøget fra 312 km til 338 km, og totaldistancen var 5745 km.
Det var også det hårdeste løb på grund af det dårlige vejr. Den allerværste etape i hele Tour de France-historien var den 10. etape den 6. juli fra Bayonne til Luchon. 76 ryttere begyndte på etapen ved midnat, og mere end 17 timer senere kom Lucien Buysse i mål som vinder. Efter 25 minutter kom nummer 2, og da der efter en time kun var ankommet 10 ryttere, besluttede løbsledelsen at sende biler ud for at lede efter de resterende.
Ved midnat var der kommet 47 ryttere i mål, og man forlængede tidsgrænsen til 40 % senere ankomst efter etapevinderen. I løbet af natten krydsede yderligere ryttere målstregen, og man besluttede at ekskludere de 22, man ikke havde set noget til; heriblandt den forsvarende vinder Ottavio Bottecchia.
Hjemme igen i Italien
Ottavio blev aldrig den samme efter det nederlag og følte sig knækket både fysisk og mentalt. Han havde rygsmerter og bronchitis og var deprimeret, og senere mistede han oven i købet sin lillebror, kørt ned af en bil.
Han havde helt mistet lysten til cykling, og det var først i løbet af det følgende forår, han så småt genoptog sine træningsture i Friuli.
Den sidste tur
En tidlig morgen, den 3. juni, cyklede han forbi et par kammerater for at høre, om de ville med ud at træne, men ingen af dem kunne, så Ottavio kørte alene.
Senere på dagen blev han fundet ved vejen udenfor landsbyen Peonis med kraniebrud og brækket kraveben, og han døde den 14. juni på sygehuset i den nærliggende Gemona.
Meget kunne tyde på et trafikuheld, men det mystiske var, at hans cykel var fuldstændig ubeskadiget. Da der ikke kunne findes den mindste skramme på hverken styrbånd eller pedaler, har det givet anledning til mange teorier om, hvem der kunne have dræbt ham.
Mysteriet om Bottecchias død
Da han boede i Frankrig, lærte han at læse af en holdkammerat, og ud over Gazzetta dello Sport læste han antifascistiske pamfletter og var kendt som modstander af Mussolini. Under efterforskningen af hændelsen fik politiet ordre fra den fascistiske kommandant om at indstille undersøgelserne.
Den officielle dødsårsag skulle herefter være solstik og efterfølgende styrt. Det lyder dog ikke særlig sandsynligt, at en mand, der har kørt Tour de France, får solstik på en træningstur, men familien protesterede ikke over afgørelsen; måske fordi den store livsforsikring ikke dækkede for voldelige hændelser.
”Indrømmelserne”
20 år senere lå en lokal bonde for døden og ville lette sit hjerte og bekende sine synder. Han påstod, at han havde dræbt Bottecchia, da han havde grebet ham i at stjæle druer, og derfor havde kastet en stor sten mod ham. Et af problemerne ved den forklaring er imidlertid, at druer langtfra er modne til at spise i juni.
En italiener udvandret til New York har også tilstået at have udført et lejemord for fascisterne på Bottecchia.
Bottecchia cykler bliver født
I 1926 havde Ottavio gjort brug af sin erfaring fra cykelkarrieren til at starte en produktion af cykler i samarbejde med Todoro Carnielli. Efter Ottavios død har Carnielli-familien fortsat fabrikationen under Bottecchia-navnet og er i løbet af årene blevet en af de største producenter af touringcykler, mountainbikes og racercykler.
Tour de France-vinder på en Bottecchia
Den første gang jeg stiftede bekendtskab med Bottecchia-cykler, husker jeg egentlig som en dårlig oplevelse.
Mit store cykelidol i 1980’erne var franskmanden Laurent Fignon. Den intellektuelle pariser med briller og hestehale, der var et sympatisk menneske og en fremragende cykelrytter.
I 1989 havde Fignon vundet Milano-San Remo og Giro d’Italia og var også favorit til at vinde Tour de France. Det år var sidste etape en enkeltstart til Paris, og Laurent Fignon var før sidste dag 50 sekunder foran Greg Lemond, så sejren var inden for rækkevidde.
Jeg var både overrasket og lettere rystet foran TV-skærmen, da jeg så Greg Lemond vinde med 58 sekunder og altså vinde Tour de France med sølle 8 sekunder.
Han havde kørt på en specialbygget aerocykel af mærket Bottecchia, der var udstyret med et såkaldt tristyr, som giver rytteren en kørestilling, der resulterer i en meget mindre vindmodstand.
Så det var udelukkende på grund af den teknisk overlegne Bottecchia-cykel, det lykkedes Lemond at slå den stærkere Fignon.
Bottecchia i dag
I dag laver Bottecchia cykler af alle typer og i alle prissegmenter, lige fra børnecykler til de mest avancerede mountainbikes og landevejscykler.
Inden for de sidste år har de leveret cykler til Acqua&Sapone-holdet og udnyttet for eksempel Stefano Garzellis erfaringer fra løb som Giro d’Italia til at optimere køreegenskaberne på cyklerne. Den cykel, de professionelle kører på, er ”Bottecchia Emme2”, der har en rammevægt på kun 900 g, men der findes også den absolutte topmodel Emme 695, hvor man anvender den mest avancerede teknik til at lave en ramme, der er blandt de allerstiveste og med en vægt på utrolige 695 g.
Se mere på ebsen-danmark.dk eller bottecchia.com