Fra britisk landadel til it-mærke

17. august 2022

Elegant, klassisk og håndværk er stadig ord, der klinger godt med Mulberry, men det britiske modehus er samtidig blevet trendsættende

Af Jane Stoffregen – Foto Sara Galbiati

Roger Saul startede i 1969 med at skære læderbælter ud af skind på køkkenbordet i sin lejlighed i London. To år senere brugte han en gave på 500 pund til at lancere sin første taskeog bæltekollektion under mærket, som skulle vise sig at blive et af verdens mest eksklusive.

Siden da er Mulberry blevet en verdensomspændende forretning kendt for sin omfattende linje af luksuriøse modetasker, tøj og accessories og kompromisløshed, når det gælder kvalitet. Da Mulberry slog dørene op for konceptbutikken i Århus i november 1997, var det britiske mærke klassisk landadelig med inspiration hentet fra jagt og fiskeri. Det var elegante og klassiske tasker, brune og sorte i præget skind, der stod på hylderne, og
det var de klassiske tern, der prydede tøjkollektionen.

Vol-Magazine har mødt butiksindehaveren af den århusianske Mulburry-forretning, Dorthe Skou, til en snak om Mulberrys udvikling de sidste ti år. Dorthe Skou stod bag disken på Mulberry Århus’ første åbningsdag, og på den front, har intet ændret sig. Hun startede i Mulberry som butiksassistent med 20 timer om ugen, siden
hen overtog hun Mulberry Århus, og i dag kan hun sammen med butikken fejre 10 års jubilæum. Og Dorthe Skou står stadig i butikken, for det er her, hun befinder sig bedst. ”Jeg vil helst have mange timer på gulvet. Jeg kan godt lide at ekspedere, at sælge og snakke med kunderne, og så må papirarbejdet vente til om aftenen,” forklarer Dorthe Skou.


Kendte ikke Mulberry

Det lå ikke i kortene, at Dorthe Skou skulle blive ejer af Mulberry Århus. Da en veninde viste hende stillingsopslaget som butiksassistent i Mulberry, kendte hun ikke til mærket. Hun havde passeret de 30, inden hun købte sin første eksklusive taske, og selvom hun altid havde været kvalitetsbevidst, havde
drømmene aldrig kredset om et liv som butiksejer og frontfigur for Mulberry Århus.
De sidste ti år har sat sit aftryk på mærket Mulberry og på butikken i Århus. Ambitionen om at være trendsættende i den internationale moderverden, har ført Mulberry væk fra at være landsidens yndling til at være et internationalt must-have.
Mulberry tog sit første elegante skridt mod den omskiftning i 2001, da de for første gang introducerede en farvet taske.
”Jeg kan tydeligt huske, at jeg havde Breton-tasken i den røde farve. Det var første gang, jeg havde en taske, som jeg følte, at folk rigtigt kiggede efter,” fortæller Dorthe Skou. Nye kunder fik øjnene op for Mulberry. Der kom tasker ind i kollektionen, som ikke kun tiltalte den klassiske pige, men også tiltalte bypigen.

Roxanne blev til it-taske


Men den helt store stilskifte skete, da designeren Nicholas Knightly i 2003 blev udnævnt til kreativ direktør for Mulberry. Med lanceringen af de nye klassikere; den rå og afslappede Roxanne-taske og den feminine og klassiske Bayswater, gjorde han om nogen mærket international og skabte en klar, ny designmæssig retning for Mulberry.
Kendissen Victoria Beckham blev i 2004 spottet med Roxannetasken over armen på vej til lufthavnen. Snart efter blev Roxanne it-tasken, den stjernerne stod i kø for at få fat i.
Modemagasiner viste verden over billeder af stjerner som Kate Moss, Kate Winslet og Kylie Minoque med Mulberry-tasken som fast accessorice.
”Modemagasinerne herhjemme viste klip af de kendte med taskerne, og de skabte et behov for vores kunder, som kom ind i butikken efter nøjagtig de tasker, de havde set i bladene,” siger Dorthe Skou.
Stilen var afslappet, den var by-orienteret og passede godt til den skandinaviske stil og den lidt yngre kunde.


Flet, phyton og lilla lak

Den nye, moderne stil førte Stuart Vevers videre, da han i 2005 overtog rollen som chefdesigner. Med visionen om, at gammelt håndværk og mode skal gå hånd i hånd, kom han på banen med en afslappet holdning til mode og fokus på sjæl og karakter. Stuart Vevers første bidrag til Mulberry-familien var tasken Ayler, der var feminin, havde en kurveagtige form og en spændende Rio-flet.
I dag står lilla laktasker side om side med enkle tasker i det velkendte darwin-skind i Mulberry Århus.
”Mulberry havde en ambition om at blive trendsættende for tasker, og det er de helt sikkert også blevet. Det skal stadig være sådan, at det er luksuriøst og af den højeste kvalitet, og at vi samtidig tør komme med noget, som er opsigtsvækkende,” siger Dorthe Skou
Dorthe Skou har entusiastisk fulgt hvert af Mulberrys skridt, og hun kan fuldt ud fornemme, at stilskiftet falder i god jord hos de stilbevidste danske kvinder.


Den personlige butik

Når man kigger rundt i det århusianske bybillede er der ikke mange high-end konceptbutikker i byen, men Dorthe Skou har formået at få en butik, der kun findes i verdens største storbyer, til at køre rundt i Århus.
”Hvordan har du formået at få en eksklusiv butik som Mulberry til at overleve i Århus?”

”Jeg har haft troen på det. Det har været en balancegang, hvor jeg har fået indkøbt de rigtige varer og har fået ryddet ud i varelageret. Og så har jeg været både tålmodig og stædig. Jeg har villet have det til at fungere.”
”Hvad er det specielle ved at træde ind i
Mulberry i Århus?”
”Min butik er meget personlig. I storbyerne kommer der mange turister og ”engangskunder”, her har jeg en meget loyal kundegruppe, som har støttet mig igennem årerne. Jeg vil gerne have, at alle skal føle sig velkomne i min butik, og derfor møder mit personale og jeg altid kunden med et smil og tiden til at finde ud af præcis hvilken taske, der passer til den enkelte kunde. Den største udfordring er at lære kunderne at kende, så de kommer herfra med en god fornemmelse og det rigtige produkt.”

”Hvordan oplever du, at du driver en personlig butik?
”Når jeg får fremvist de nye kollektioner i show-roomet i Bond Street, London, begynder jeg allerede der at tænke på specifikke kunder.
Jeg tænker: ’Den der var lige hende, den der var lige ham og den skindkjole var lige hende, så den tager vi i en 10’er.’ Der ligger udfordringen i, om jeg virkelig kender mine faste kunder og formår at ramme nogle nye.”

Dorthe Skou er stolt, når hun kigger tilbage på de sidste ti år i Mulberry, og hun føler sig i trygge hænder, når den nye kreative direktør Katie Grand overtager pennen i Mulberry.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Vores kulturarv skal bygges på mursten

To hjul erstatter fire – med en motor og et batteri

Lad wellness være et fristed i hverdagen

Med REXCON får byggeriet nye rødder

Med skræddersyet snedkerarbejde er vejen fra idé til virkelighed ikke lang

Når vi bevarer vores møbler, forlænges de gode minder

Gaggenau – Mageløst tysk design

Skotsk lyd fra Linn

I fremtiden skal vi tænke bæredygtigt og cirkulært

Fra Showroom til drømmerum

Søg