Af Morten Buckhøj – Foto: LVMH
Det franske mode- og designhus Louis Vuitton har eksisteret i 154 år, og står med en stærkere profil som internationalt luksusbrand end nogensinde.
Når man ser logoet er man aldrig i tvivl.
Louis Vuitton’s initialer omgivet af firearmede stjerner er det man kalder et ikonisk brand. Brandet signalerer stil, klasse og luksus, og har man en Louis Vuitton taske, eller kuffert, så er man ’noget’. Man er på farten, på rejse, på en mission i livet. Og man er formentlig også enten ganske velhavende, eller exceptionelt god til at prioritere sine udgifter. Gennem 154 år har firmaet Louis Vuitton lavet kufferter til det rejsende folk. Undervejs er produktserien blevet udvidet betragteligt i takt med, og med fin fornemmelse for, tidens udvikling.
Louis Vuitton firmaets forskellige ledelser har hele tiden formået at læse tidens mode- og rejsetrends og tilpasse produktlinierne efter dem. Fra de store kuffertkister beregnet til ugelange rejser med skib over Atlanten til tidens letvægts kufferter, der har præcis de mål, der tillader den travle forretningsmand eller
kvinde, at medbringe deres bagage ombord på flyet og derved spare unødig, irriterende og kostbar ventetid ved lufthavnens bagagebånd.
De store kistekufferter, som man endda også sørgede for at pakke for de rejsende, blev erstattet og suppleret af andre kufferttyper, der igen blev suppleret af håndtaster, punge og forskellige accessories, og som seneste skud på en evigt voksende stamme er kommet sko, ure og beklædning. Alt sammen prydet, mere eller mindre diskret, af Louis Vuittons berømte logo.

Ironisk nok begyndte hele eventyret om Louis Vuitton-mærket med en rejse. Dog hverken en
luksusrejse med damper, tog eller hestetrukken karet, men derimod til fods.
I 1835 besluttede den 14-årige Louis Vuitton at forlade hjemmet i den lille by Anchay i Jurabjergene i protest mod sin onde stedmor. Han ville til Paris, og da han ikke havde penge til at rejse med hestevogn, begav han sig ud på den 400 kilometer lange rejse – til fods.
Undervejs arbejdede han for at tjene til føde og husly. Louis kom fra en familie af møllere og snedkere. Han var god med sine hænder, og hvor han kunne komme til det, søgte han at arbejde med træ. Han udviklede på rejsen sine evner til at bearbejde bøge- og poppeltræ.
Rejsen tog mere end et år. I 1837 ankom han omsider til Paris og opsøgte Monsieur Maréchal, en velkendt layetier-emballeur, en person, der laver og pakker det rejsende folks kufferter.
Netop i disse år udvikledes det franske jernbanenet og de første dampskibe forlod Englands kyster med kurs over Atlanten mod Amerika. Derfor havde layetier-emballeur faget kronede dage. De producerede særlige transportkasser til de overdådige kjoler, der var tidens største mode blandt den europæiske overklasse, og sørgede for at pakke dem, så de ikke tog skade af rejsen. Materialet kufferterne blev lavet af var poppel, og
unge Louis Vuitton viste sig som en sand mester i faget. 1953 hvor han var steget i graderne til Monsieur Maréchals førstemand opnåede han den ære, at blive kejserinde Eugénies foretrukne emballeur.
Det gav Louis en ekstra høj status, og samme år som han giftede sig – i 1954 – besluttede han at starte sin egen forretning. Han og hans hustru åbnede deres første forretning i Rue Neuve des Capucines nummer 4, lige rundt om hjørnet fra den fornemme Place Vendôme og Paris’ kommende Opera. Og det var her, at eventyret om Louis Vuitton for alvor tog fart.

Tjek på trends
Louis Vuitton skabte en række nyskabelser. For det første dækkede han sine kufferter med vandtæt kanvas, dernæst opfandt han en kuffert med fladt låg, baseret på en ramme af poppeltræ beklædt med gråt Trianon kanvas, der var limet fast, så kufferten blev helt vandtæt. Hjørnerne var forstærket med metal, og indretningen var unik. Større og mindre skuffer gjorde det muligt at opbevare alt hvad der hørte til en klassisk, elegant garderobe på absolut bedste vis. Det blev øjeblikkeligt en succes, og i løbet af kort tid voksede Louis Vuittons forretning sig for stor til det lille værksted. Fabrikken blev flyttet ud af byen til den lille by Asnières, hvortil og fra det var let at transportere materialer og færdige kufferter via Seinen eller jernbanen. Nogle år senere blev forretningen ved Place Vendôme også for lille, og man flyttede til større lokaler ikke langt derfra.
I 1880 overtog Louis’ søn Georges ledelsen af firmaet og otte år senere introducerede han et komplekst design med brune og beige skaktern, med ’L. Vuitton’ påtrykt med jævne mellemrum, og det var også Georges Vuitton som i 1896 skabt det monogram, som i dag er det verdensberømte symbol på Louis Vuitton. Initialerne omgivet af de fire armede stjerner. Monogrammet var inspireret af datidens fremherskende japanske stil, og har ikke ændret sig siden. I 1887 tog man patent på designet og i 1905 på Louis Vuitton som et varemærke.
Louis Vuitton nåede aldrig selv at se ’sit’ verdensberømte monogram, han var død fire år tidligere, i 1982.
En af Louis Vuitton selskabets styrker var – og er – ledelsens fornemmelse for tendenser i tiden. Både Louis og Georges Vuitton havde et markant udsyn, og en stor interesse for stil, mode og design. Da de store robers tid rindede ud, var Louis Vuitton klar med nye kufferttyper tilpasset den nye mode, og en af de mest berømte opfindelser var ”The Wardrobe”, en kuffert der åbnedes vertikalt, og på den ene side havde plads til at hænge tøj på bøjler og på den anden var indrettet med hylder og skuffer. Man behøvede således ikke at pakke ud undervejs på sin rejse.
Allerede to år inden Henry Ford præsenterede sin Ford ’T’, havde Louis Vuitton lanceret en kuffert, der passede ind bag reservehjulet på et automobil. Et andet om end mere kuriøst
eksempel på forudseenheden var, at man skabte en kuffert til brug ved lufttransport, der ud over at være markant lettere end datidens normale kufferter også kunne flyde, og derved bruges som ’redningsbåd’ i tilfælde af at man skulle styrte ned i havet.
Allerede i 1895 havde Louis Vuitton åbnet sin første butik i London, og få år senere rykkede man ind i New York og derfra videre ud i de største og mest indflydelsesrige byer. Tidens mest kendte Hollywood-stjerner og de største erhvervsmagnater pakkede deres sager i Louis Vuittons kufferter, succesen var fuldendt.
I 1914 flyttede hovedsædet i Paris vestpå til Champs Elysées, hvor det stadig ligger. I dag dog på den modsatte side af den verdensberømte avenue. I løbet af de følgende 70 år fortsatte udviklingen i én retning – fremad. Nye produkter baseret på det traditionelle håndværk kom til, brandet blev konstant styrket.


Nye tider
Først i 1987 sker der en markant forandring på de indre linier. Louis Vuitton fusionerer med champagne og cognac-selskabet. Möet Hennesy til LVMH, der i dag er verdens største og mest succesrige brand indenfor luksusvarer.
Samtidig bevæger Louis Vuitton sig ind i modebranchen med en stor kollektion indenfor herre- og damemode, accessories, smykker, sko og ure. Til at stå i spidsen for denne markante nyskabelse indenfor det næsten 150 år gamle brand engagerer man den unge amerikanske designer Marc Jacobs som Artistic Director. Jacobs, der i hjemlandet kaldes for ”the guru of grunge”, og Louis Vuitton brandet, er umiddelbart hinandens absolutte modsætninger, men det skulle vise sig at være et perfekt match.
På den ene side hengiver Marc Jacobs sig med ærefrygt til det klassiske håndværk og Louis Vuitton brandets tidløse luksus, mens han på den anden siden, revitaliserer dets image med en ny og smittende energi.
Marc Jacobs har bragt unge kunstnere og designere med sig, og selvom beklædning stadig er en ny produktion i den 154 år gamle virksomhed, så er det på ingen tid lykkedes at placere brandet blandt de førende indenfor eksklusiv luksusmode. Og det er præcis det, som er hele Louis Vuittons ånd og sjæl. Man
går ikke på kompromis med noget, mindst af alt kvaliteten. Derfor er Louis Vuitton det eneste luksusbrand i verden, der udelukkende selv forhandler sine egne produkter. Og derfor kan man, så snart man lancerer en ny linie, med sikkerhed sige, at det er det bedste af det bedste. Det gælder for alle nye produktlinier, som sko og ure, der ikke kun er modepræget tilbehør, men er skabt efter samme grundlæggende know-how som kerneproduktet, kufferten.
