Drømmen om at få fod under eget designer-bord, opstod for dengang blot 22-årige Mikkel Tanggaard Jørgensen for små fem år siden, hvor han arbejdede som vurderingsekspert i auktionsbranchen med speciale i danske møbelklassikere. Han oplevede hvordan der hele tiden kom gode, men også meget slidte designermøbler på auktion, og at nogle opkøbte dem for at istandsætte og videresælge dem.
Tekst: Morten Buckhøj Fotos: Another Classic
Det kan jeg da også, tænkte han, og fik sin mor, Lene Tanggaard Jørgensen, med på ideen. Det blev til virksomheden Another Classic i Esbjerg, der i dag opkøber, restaurerer og sælger dansk møbelkunst over det meste af verden, fra Australien til USA, men stadig mest i Danmark, hvor interessen for det smukke, klassiske møbeldesign er så stor som nogensinde før.
Another Classic begyndte som et fritidsprojekt, men i dag har virksomheden syv ansatte ud over Mikkel og hans mor, og man beskæftiger desuden en række eksterne leverandører i blandt andet Polen, hvor man har topprofessionelle håndværkere, der alle er udlært med speciale i eksklusiv møbelpolstring.
Forretningsmodellen er ganske simpel. Another Classic opkøber brugte designermøbler – ikke kun de store klassikere fra guldalderen i 1950’erne og 60’erne, men også ældre møbler fra bl.a. Frits Henningsen, Jacob Kjær og Kaare Klint. På eget værksted renoverer Another Classic de gamle møbler, så de står næsten som nye og sælger dem derefter online eller fra det store, flotte butikslokale og showroom i Esbjerg, hvor man kan besigtige alle de møbler, der sættes til salg. Showroomet tiltrækker kunder fra hele landet. Another Classic leverer fragtfrit i Danmark, og hver uge kører der kassevogne ud fra Esbjerg både nord, syd og øst på med restaurerede møbler til levering – og de returnerer med slidte, brugte møbler til restaurering.
Konceptet har ikke kun vist sig kommercielt bæredygtigt; det er også miljømæssigt bæredygtigt, for det giver en CO2-besparelse på 90 procent i forhold til at købe nyt, fortæller Mikkel Tanggaard Jørgensen.
– CO2 aftrykket er meget stort ved nyproduktion af skind og polstringsmaterialer, og det er noget af det branchen er meget opmærksomme på. I dag benyttes der for eksempel olivenrester til garvning af skind, og plastaffald bliver genbrugt til at forstærke syninger. Det er leverandørerne, der arbejder med disse miljøforbedringer, og det kommer så os til gode i næste led, siger han.


Møbler med sjæl
Markedet for klassisk møbelkunst er stigende. Unge mennesker i dag er meget kvalitetsbevidste, og selvom man ikke ligefrem køber en Børge Mogensen sofa på en SU, så mærker Mikkel Tanggaard Jørgensen en stigende tendens til, at unge møblerer deres første ’rigtige’ hjem med kvalitet frem for ’brug-og-smid-væk’ møbler.
Det handler både om at være kvalitetsbevidst, men også om at skabe en bolig med sjæl.
– De gamle møbler har ’sjæl’, og det er noget man ikke kan få ind i ny-producerede møbler. Står man med et spritnyt hus eller en lejlighed, så giver de ældre møbler et udtryk til boligen og en varme, som mange efterspørger. Ældre møbler af høj æstetisk kvalitet signalerer også at man har taget stilling til nogle ting og gjort sig nogle tanker omkring indretning og hvilket udtryk man ønsker at ens bolig sender, siger Mikkel Tanggaard Jørgensen.
Han tilføjer, at hvert enkelt ældre møbel er unikt, og at det derfor ikke er et møbel, som står magen til hos naboen. – Det tager et helt liv at patinere et møbel, og dets patina bevares ved restaureringen, siger han.



Besparelse og investering
Når ældre restaurerede møbelklassikere er i så høj kurs, og er så efterspurgte som det er tilfældet, så skyldes det at der i nogle tilfælde er tale om en decideret investering.
I andre tilfælde er der mange penge at spare ved at købe brugte, gennemrestaurerede møbler i stedet for nye. Another Classic tager således 2.650 kr. for en Arne Jacobsen 7’er stol i læder, en stol, der normalt koster 8-9.000 kr. og Børge Mogensens klassiske trepersoners sofa, model 2213, der ofte koster omkring 120.- 130.000 kr. har Another Classic nogle stykker af til 50.000 kr.
Når det kan lade sig gøre, så skyldes det ifølge Mikkel Tanggaard Jørgensen netværk, netværk og atter netværk.
– Min force er min viden om møbler og så at jeg på få år har opbygget et omfattende netværk, hvor jeg får tilbudt ting, som jeg kan opkøbe og få restaureret. Folk i branchen ved at vi er bedst til at opkøbe noget, der er i dårlig stand. Det meste vi bliver tilbudt er på baggrund af fotografier, og ud fra dem kan jeg normalt afgøre om møblet vil kunne restaureres og hvor meget, der skal til. Et møbel kan godt være i for dårlig stand, men jeg plejer at sige at vi kan reparere alt, bare det ’hænger sammen’, siger Mikkel Tanggaard Jørgensen.
Udover at opkøbe, restaurere og sælge klassikere møbler så udfører Another Classic også almindelige restaureringsopgaver for kunder, der ønsker et klassisk møbel repareret eller ombetrukket eller som har arvet møbler, som de ønsker at bevare.
Et sted mellem 10 og 20 procent af omsætningen er restaureringsopgaver, resten er køb og salg af møbler. Another Classic har ikke kun stole, lænestole, sofaer, spise- og skriveborde med mere på lager. Man har også et udvalg af kunsthåndværk, spejle og lamper, der ligesom møblerne er blevet nænsomt restaureret og som komplimenterer den klassiske møbelkunst.

Bestsellers
Firmaets absolutte bestseller er Arne Jacobsens klassiske 7’er stol, som der er enorm efterspørgsel efter. Hans J. Wegner sofaer i lyst skind er lige nu et kæmpehit, og under corona solgte man i hundredvis af ompolstrede kontorstole til hjemmekontor i stuen.
Mikkel Tanggaard Jørgensen er glad for, at han og hans mor nåede at styr på virksomheden inden corona, for Another Classic var godt gearet til at øge omsætningen. Og det var præcis hvad corona betød for den vestjyske virksomhed.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at corona var god for os. Der var mange mennesker, der benyttede den periode til at forbedre deres bolig, når de nu ikke kunne rejse, og det var vi mange, der nød godt af. Men vi var også gode til at udvise lidt god vestjysk snusfornuft og holde lidt igen. Vi ekspanderede ikke så meget som vi måske kunne have gjort, til gengæld har vi efterfølgende kunnet håndtere den helt naturlige nedgang der fulgte i takt med at alting ’normaliserede’ sig igen, siger den unge møbelentusiast.
Læs mere på www.anotherclassic.dk