For Lundhilds Tegnestue handler arkitektur om at skabe kvalitets byggerier med god samvittighed. Tingene skal gøres ordentligt, og det sker bedst, når man er et team og har hjertet med i hvert eneste projekt.
Tekst: Rune H. Jensen Foto: Lundhilds Tegnestue
Det er marts, og solen tegner skarpe streger af lys over Stensballegård Gods og parkens dådyr uden for vinduerne. I en sidefløj til hovedbygningens historiske rammer fra 1693 er det en anden slags streger og linjer, der krydser hinanden. Fortid møder nutid. Barok arkitektur møder moderne funktionalisme og arkitekttegnede huse og villaer. For det er her, Lundhilds Tegnestue holder til. Et arkitektfirma, der i udpræget grad synes at leve op til begrebet ”tegnestue” og dets konnotationer af kreativt fællesskab:
Ét hold, Én tegnestue
– Vi er et hold. Et team. Jeg er god til at sætte mig ind i forskellige problematikker, og vi skal jo forholde os til mange forskellige flows, når vi fx bygger enfamiliehuse og villaer, siger Steen Lundhild, indehaver af den syv mand store tegnestue i Stensballe ved Horsens, og uddyber: – Derfor skal vi også være meget lyttende over for folks forskellige behov, skabe tillid og være en perlerække af medarbejdere, der er nærværende og tager ansvar i hele processen fra den kreative del til de mere tekniske faser af byggeriet. Vi skal kunne tage det individuelle hensyn – også rumligt – med ærlighed. Derfor bruger vi også rigtig meget tid på dialogen med bygherren, om det så er en privat eller professionel og fordeler opgaver i forhold til kompetencer.
Denne formiddag er det også et helt hold, vi møder omkring konferencebordet. Arkitekter Steen Lundhild, Camilla Guldbrandt Porse og Martina Poloniova, bygningskonstruktører Bjarne Fyhn Jansen og Jonas Kusk samt bygningsingeniør Olaf Bjørn Rasmussen har alle fundet tid til en samtale om den nu 13 år gamle tegnestue. De fremhæver variationen, alsidigheden og løsningsudfordringerne i opgaverne som centrale elementer, der giver arbejdsglæde og tilfredshed. I det hele taget handler det om at operere samvittighedsfuldt for en tegnestue, der som de fleste andre blev ramt af finanskrisens eftervirkninger:
Slib klingen og tænk dig om
– Jeg elsker mit fag. Vi gør det her med hjertet, og vi går bedst i seng, når tingene er lavet ordentligt. Vi har fået vendt skuden efter krisen, og der er igen sorte tal. Telefonen ringer. Vi skal være gode til at fokusere på dét projekt, vi er i gang med og altid have et overlap med hinanden gennem projektets faser. Slib klingen og tænk dig om, plejer vi at sige, indskyder Steen Lundhild med et smil.
Efter en karriere på store tegnestuer som Friis & Moltke, Holm & Grut Arkitekter og C. F. Møller tog han i 2004 skridtet til etableringen af sin egen tegnestue, der skiller sig ud med sit klare fokus på enfamiliehuse og villaer, fordi han prioriterer familiers trivsel og arbejdsmæssig variation højt. Lundhilds Tegnestue er således i dag et af de arkitektfirmaer i landet, der har tegnet flest enfamiliehuse i nyere tid. Stilen er primært moderne funktionalisme med rene, enkle og stramme linjer. Steen Lundhild vægter flow, lys og rummelighed, og måden at tænke arkitektur på har han taget med sig i bagagen til Lundhilds Tegnestue:


Tænk arkitektur indefra
– Jeg har stået i mesterlære ved nogle af landets bedste arkitekter og lært værdien i at arbejde indefra. Jeg tænker arkitektur indefra. Når det går op indvendigt i huset, når det rette flow er der, når brugeren får en fantastisk oplevelse af lys og rumlighed, så er det mindre vigtigt for mig, om det udvendigt er klassisk funkisstil eller et bondehus på landet. Huset skal først og fremmest fungere for hele familien, og det har vi gode erfaringer med. Facadearbejde og selve ankomsten til huset er ofte meget individuel, betoner Steen Lundhild.
Omkring en tredjedel af tegnestuens omsætning kommer i dag fra ombygninger, tilbygninger og moderniseringer, og Steen Lundhild fremhæver, at netop denne type opgaver faktisk er noget af det vanskeligste:
– Det kræver først og fremmest en ordentlig beskrivelse og omtanke, så vi kan holde budgettet og tidsplanen. Det handler også om at se potentialet i det eksisterende byggeri, få den gode ide og skabe en helhed til et tidssvarende hus. Vi er ret dygtige til at tage hensyn til familiens sammensætning og det indre flow i huset, så det fx ikke føles tomt i sammenbragte familier, når børnene ikke er der. Der skal tages højde for individuelle behov, byggetekniske knudepunkter og skabes forskellige rumligheder, og der skal tages hensyn til bl.a. funktionalitet, lysindfald og energioptimeringer. Det er fedt at se det lykkes, siger Steen Lundhild om tegnestuen, der har mange tilbagevendende kunder til 2. gangsbyggerier.
Ombygninger og lavenergi
Vejen til et vellykket nybyggeri eller en ombygning finder Lundhilds Tegnestue stilmæssigt ofte med lidt smalle profiler og konstruktioner. Og fx kan varierede tagflader skabe fornemmelsen af, at udemiljøet trækkes ind i huset, ligesom aksehuse kan give et naturligt flow og levne rum til forskellige ”zoner” af børne- og voksenafdelinger. Men man skal igennem en lang række faser, før en drømmebolig står klar til indflytning, og Lundhilds Tegnestue sætter en ære i at sætte hele holdet i spil hele vejen fra den indledende dialog og rådgivning til de konstruktionsmæssige detaljer og det helt færdige hus. I en tid med langt større krav til energioptimering og miljøvenlighed har Lundhilds Tegnestue desuden udviklet konceptet lavenergihuse. Net, der skaber arkitekttegnede lavenergihuse til typehuspriser. Fokus ligger igen primært på enfamiliehuse, der udfordrer vanetænkning med unikke arkitekttegnede boliger i skandinavisk designtradition med lavt energiforbrug og stort lysindfald, så æstetik, funktionalitet og energi ideelt set går op i en højere enhed.



En privilegeret tegnestue
Der er kort sagt travlhed på Lundhilds Tegnestue, og for Steen Lundhild er der intet større ønske om at ekspandere firmaet så meget, at det kommer til at fjerne fokus fra dét, arkitektur virkelig handler om: At skabe kvalitetshuse i gode materialer, der skaber de optimale rammer for den individuelle families trivsel. Og det gør han bedst ved at være i tæt, løbende dialog med bygherren og altid deltage i den indledende kreative fase.
– Vi prioriterer, at vores kunder oplever, de får et helt personligt møde omkring deres projekt. Vi føler os privilegerede ved, at vi kan levere et produkt med de individuelle særpræg som hver enkelt bygherre ønsker og glædes ved, siger Steen Lundhild.
Sessionen er forbi, og tegnestuens hold af medarbejdere vender tilbage til arbejdsstationerne i de klassiske rammer for at udvikle flere huse, der kan gøre bygherrens drømme til virkelighed. Uanset om det er en lille privat ombygning, et større erhvervsbyggeri eller 40 nye lejeboliger, så handler det hver gang om tillid og kemi mellem bygherren og hele tegnestueteamet. Om at skabe det indre flow både i husene og på tegnestuen. Om at have hjertet med, slibe klingen og aflevere et ordentligt stykke arbejde.
Se mere på www.lundhild.dk
OM LUNDHILD TEGNESTUE
Tegnestuen blev i 2004 stiftet af arkitekt MAA og bygningskonstruktør Steen Lundhild (f. 1965), der har en fortid hos arkitektfirmaer som Friis & Moltke, Holm & Grut Arkitekter og C. F. Møller.
Lundhild Arkitekter fokuserer især på enfamiliehuse og villaer og påtager sig opgaver helt fra mindre til- og ombygninger af privatboliger til store nybyggede erhvervsprojekter.
Tegnestuen prioriterer kombinationen af funktionalitet og gode rammer for det sociale samvær i boligen og vægter et tæt samarbejde med bygherren gennem hele processen.
Lundhild Tegnestue står bag talrige nybyggerier, ombygninger, renoveringer og designs samt bolig- og erhvervsbyggerier over hele landet.