Arkitektur med mennesket i centrum

1. april 2019

Bæredygtighed, beliggenhed – og mennesket i centrum for det hele. For SPOT architecture handler det om at formgive og designe gode rammer for menneskers liv og dagligdag med respekt for konteksten, stilren arkitektur og modet til at udfordre.

Tekst: Rune H. Jensen Fotos: SPOT architecture

Mennesket er i centrum hos SPOT architecture. Om det er medarbejderen i en bank, ejeren af en villa eller virksomheden i et kontorfællesskab, så gælder den samme arkitektoniske hensigt: Man skal have det godt i de rammer, hvor man opholder sig en stor del af døgnets timer.

Det opnår man kun ved at lytte og læse mellem linjerne, ved at skabe imødekommende rum i sammenhæng med omgivelserne og stille høje krav til funktionalitet, materialer og bæredygtighed. Design, der forener arkitektur og bæredygtighed. Arkitektur, der både ligger i forlængelse af den særligt skandinaviske tradition for det enkle, stringente og stilrene – og som har sit helt eget æstetiske fingeraftryk, der kendetegner SPOT architecture.

Ung og erfaren tegnestue

Det er en ung, men også erfaren tegnestue, vi møder til en samtale en formiddag midt i Aarhus’ historiske bykerne nær havnefronten og kulturelle ikoner som domkirken, teatret og gamle, charmerende og skæve bindingsværkshuse. Her har SPOT architecture taget plads i en baggård i moderne og lyse lokaler i umiddelbar nærhed af byens historiske centrum og de to partneres egen arkitektmæssige baggrund.

Både 42-årige Torben Kjær og 40-årige Jostein Burmann havde således rig erfaring fra nogle af Aarhus’ store, centrale tegnestuer, inden de besluttede sig for at etablere eget arkitektfirma. Og selv om SPOT architecture i dag i stigende grad orienterer sig mod større projekter og totalrådgivning for professionelle bygherrer, så var det nødvendige udgangspunkt at finde tilbage til kernen og glæden ved faget:

– Vi kendte hinanden fra tidligere og mødtes igen til en julefrokost i 2015, hvor vi fandt ud af, at vi havde den samme drøm. Om at ryste posen og starte op selv, gå ned i skala, komme i tættere dialog med bygherre og i det hele taget få en mere alsidig hverdag. På de store tegnestuer kan man blive meget specialiseret og til en mindre brik i en stor organisation. Men her er vi med til det hele og kan inspirere, udfordre og definere projektet sammen med kunden. Man skal kunne spænde bredt på en lille tegnestue, siger Jostein Burmann.

Lyt til drømmene

Jostein Burmann er uddannet møbelsnedker og bygningskonstruktør og har siden taget efteruddannelse inden for bæredygtigt byggeri. Han er i dag certificeret DGNB-konsulent og har bl.a. detaljeret viden om bæredygtigt byggeri, energioptimering og -renovering samt om træ som byggemateriale. Torben Kjær er uddannet arkitekt og har haft ansættelse på flere af Aarhus’ store og anerkendte tegnestuer. Hans professionelle styrker omfatter bl.a. evnen til at lytte til bygherres drømme og ønsker, oversætte komplekse problemstillinger til virkelighed – og at få arkitekturen og det tekniske til at gå op i en højere enhed. Til sammen dækker de to partnere således en bred vifte af fagets udfordringer og havde samtidig begge drømmen om selv at bygge noget op fra bunden:

– Vi startede helt fra scratch i marts 2016 med bl.a. mindre tilbygninger til boliger. Opgaverne kom lidt af sig selv, da vi også havde et stort netværk qua vores tidligere karrierer. Men uanset om det er et byggeri på 30 eller 3.000 m², så er det i virkeligheden meget samme proces, man skal igennem. Derfor har vi taget en strategisk beslutning om at skalere op og efterfølgende lavet opsøgende salgsarbejde i netværket og hos professionelle bygherrer. Og det har virket, så vi i dag har nogle ret voluminøse og udfordrende opgaver, fortæller Torben Kjær.

Nyt kontorfællesskab i DGNB Guld-klassen

Blandt eksempler på SPOT architectures nyere erhvervsprojekter i større skala og med stærkt fokus på bæredygtighed, finder man kontorfællesskabet for NCC Property Development i Skejby ved Aarhus. Her har tegnestuen i samarbejde med Pluskontoret Arkitekter vundet en indbudt konkurrence om 8.000 m² kontorbyggeri. Det såkaldte Company House skal fungere som kontorfællesskab for store og mellemstore virksomheder og danne gode rammer for vidensdeling og tværfaglig interaktion. SPOT architecture har til det specifikke projekt bl.a. kunnet trække veksler på tegnestuens kompetencer inden for bæredygtigt byggeri, holistisk tankegang og de højeste kvalitetsstandarder:

– Bygningen skal opnå Guld-status efter den tyske DGNB-standard, der stiller meget høje krav til både de sociale, miljømæssige og økonomiske parametre. Den består af fire fløje i tre etager samlet omkring et stort og lyst atrium. Vi har bl.a. arbejdet med det sociale ved at se på, hvordan vi skaber et rart, åbent og transparent hus via forskellige typer og størrelser af mødesteder, hvor man kan mødes og vidensdele, fortæller Jostein Burmann.

– I forhold til det miljømæssige har vi bl.a. anvendt genbrugstegl, træ og forsøger i det hele taget at udtrykke en holdning til materialernes taktilitet, ligesom vi trækker teglen synligt med ind i atriet. Og økonomisk set er det kun en fornuftig forretning for NCC, fordi hele løsningen vil skabe god effektivitet, idet den både omfavner indeklima, spildevandsopsamling, solenergi, driftsøkonomi osv.

Imødekommende omgivelser til banken

En helt anden type projekt, hvor man dog stadig genkender tegnestuens enkle streg og anvendelse af naturmaterialer, træ og transparens, er udvidelsen af Djurslands Banks filial på Nordre Strandvej i Risskov. SPOT architecture er her totalrådgivere med SlothMøller som ingeniører på en udvidelse af filialen til dobbelt størrelse, hvor den nye tilbygning trækkes fra den eksisterende bygning og skaber en ny, lys hovedindgang i dobbelthøjde. Alligevel skal de to bygninger til sammen fremstå som en afbalanceret helhed, hvor mellembygningen af glas forbinder de to bygningskroppe, mens det gennemgående tag fletter nyt og eksisterende sammen:

– Den ene bygning må ikke ligne en udvækst på den anden, de skal i stedet respektere og supplere hinanden som én samlet bygning. De hvidpudsede facader, som er karakteristiske for området, og zinktaget er gennemgående markører. Udtrykket er desuden blødt op med udvendige lameller i ubehandlet cedertræ. De gør både, at den enkelte medarbejder selv kan justere luften manuelt, og at bygningen æstetisk set vil se forskellig ud i løbet af dagen afhængigt af træskoddernes aktuelle positioner.

– Det har været vigtigt for banken, at medarbejderne har haft selvbestemmelse og kommer til at arbejde under behagelige forhold. Det sociale er noget, vi tager med os fra DGNB-tankegangen, og vi ser generelt mere og mere fokus på det sociale hos virksomhederne. Det er et meget mere imødekommende hus end traditionelle banker, og vi ved, at både bygherre og medarbejderne glæder sig til at flytte ind i foråret 2019, fortæller Torben Kjær.

Boliger og butikker med respekt for stedet

På Søndergade i Galten er et større byggeri med både butikker og boliger undervejs. Skanderborg Kommune er indstillet på en fortætning af en række af landsbyernes bymidte, og i Galten fokuserer SPOT architecture samtidig på at sikre en naturlig æstetisk sammenhæng med konteksten:

– Selv om der her må bygges tættere og højere, skal vi selvfølgelig tage hensyn til nærområdet og den eksisterende bebyggelse. Derfor er hovedidéen at bygge 3 ½ etager mod hjørnet af grunden, og derpå trappe ned mod nord og øst til tre og 2 ½ etager. En del af ejendommen har gavl ud mod Søndergade, og vi gentager motivet og bryder facaden mod Søndergade op i tre let forskudte gavle. På den måde bliver skalaen ikke for voldsom, og samtidig giver det en nem fasedeling mellem etape et og to. Vi kan desuden nøjes med én trappeopgang til samtlige boliger i begge etaper via svalegange, der indpasses arkitektonisk til bygningskroppene.

– Den første af de i alt tre etaper er på 1.200 m² brutto. Der vil være butikker i underetagen ud mod Søndergade, og boligerne i dét niveau får adgang til mindre have mod syd, mens lejemålene på de øvre etager får altaner. Vi bygger generelt i tegl med felter af træ og tegl i anden nuance eller mønstermuring, mens vi tænker taget i blådæmpet eller sort vingetegl og svalegangene i galvaniseret stål. Overordnet set handler det om at fortætte, men også om at respektere det stedspecifikke og hele konteksten. Man kan nå lidt længere med en god dialog med bygherre, myndigheder og ved at tage hensyn til, men også udfordre projektet og bygherre, siger Jostein Burmann.

Lukket ishus ved Saksild.
Åbent ishus ved Saksild.

Ishuset som lysende træskulptur

Et alternativt eksempel på tegnestuens arkitektoniske vingefang er det nye ishus ved Saksild. Som erstatning for det hidtidige nedslidte og utidssvarende ishus, opfører tegnestuen i samarbejde med den nye ejer en moderne træbygning tilpasset områdets strandmiljø og ikoniske sommerhusprofil.

– Ishuset, der åbner i juni 2019, får træbeklædning hele vejen rundt og er uden tagudhæng. Det har skjulte tagrender og trælistebeklædning på både facade og tag. Når det holder lukket, fremstår ishuset således som et fuldendt træmassiv, hvilket samtidig hindrer indbrud og hærværk. Men i åbningstiden kan man køre de store skodder til side og åbne op for det overdækkede, tilbagetrukne salgsareal. Og så vil ishuset om aftenen fremstå som en lysende træskulptur via en svag belysning bag skodder og lamelopbygningen. Det bliver et hus, der falder naturligt ind i strandomgivelserne, og bygherre er samtidig opsat på at hæve niveauet betragteligt med kvalitets-is, -kaffe og -pizza.

SPOT architecture har en forkærlighed for og stor viden om træ som byggemateriale, som ikke alene giver bæredygtige og æstetiske fordele. Der hersker også fordomme om materialet, og vi er f.eks. opdraget til at tro, at træ altid skal behandles, hvilket betyder løbende vedligehold. Men hvis ventilation og byggeri i øvrigt er opført rigtigt og efter gamle, ærlige teknikker, så er der ifølge Torben Kjær ikke noget argument, der taler for oliebehandling. Samtidig opnår træet – som det bliver tilfældet med ishuset i Saksild – en flot og naturlig, sølvgrå patinering med årene.

En alsidig tegnestue med ambitioner

Der er kort sagt alsidighed og bred detaljeviden om fagets forskellige områder, og der er mod til at udfordre hos SPOT architecture. Det gælder også i forhold til de fremtidige ambitioner. Opgavetyperne er blevet skaleret op, og med tegnestuens erfaring, stramme set up og overlappende fagkompetencer, er der mod og tro på meget mere:

– Målsætningen er at vækste med flere store projekter, totalrådgivning for professionelle bygherrer, projektudvikling og yderligere medarbejdere inden for de kommende to år. Vi har en lang arbejdsuge, men det er også sjovt og udfordrende. Der er hårde dage, men vi sørger også for at fejre og nyde sejrene. Vi har skullet lære enormt meget og lære alle aspekter af det at drive en virksomhed inkl. salgsarbejde, administration, regnskab osv. at kende. Men det er jo det hele værd, når tingene lykkes og udvikler sig.

SPOT architecture bevæger sig mod nye udfordringer, og referencelisten vidner i dag om tillid fra vidt forskellige og store kunder, der ellers kan være varsomme med at lægge byggerierne i mindre tegnestuers hænder. SPOT architecture løfter ansvaret med erfaring og med en bæredygtig bevidsthed, der sætter høje standarder for miljø, socialt velvære og fornuftig økonomi. Med en klar, æstetisk linje og respekt for stedet og konteksten, som arkitekturen skal leve i. Og først og sidst altid med mennesket i centrum.

OM SPOT ARCHITECTURE
• Tegnestuen blev etableret i 2016 af arkitekt Torben Kjær og bygningskonstruktør Jostein Burmann.
• Begge har mange års erfaring fra flere af Aarhus’ store tegnestuer. SPOT architecture omfatter i dag desuden arkitekt og bygningskonstruktør Allan Trøjborg Hansen og forventer at udvide med to til tre medarbejdere i løbet af 2019.
• SPOT architecture har erfaring med alt fra private villaer og transformation af bevaringsværdige bygninger til kultur- og erhverv samt bl.a. sygehuse, kontor- og undervisningsbyggeri.
• Tegnestuen har et bæredygtigt fokus og varetager alt fra rådgivning, skitsering, udvikling og projektering til parametrisk design og virtual reality, fotorealistiske visualiseringer og BIM-projektering i 3D.
• Blandt de seneste og igangværende projekter er bl.a. NCC’s Company House (i samarbejde med Pluskontoret Arkitekter), udvidelse af bankfilial for Djurslands Bank, private villaer samt bolig- og butiksbyggeri i Galten.

Se mere på www.spotarchitecture.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

I fremtiden skal vi tænke bæredygtigt og cirkulært

Fra Showroom til drømmerum

Når et øjeblik bliver til lys

Kunderne i Investering & Tryghed skal føle tryghed i en omskiftelig verden

Når 1 + 1 giver 3: Fra forskellighed til helhed

UBR – den bedste jakke du nogensinde har haft

Pengerådgivning: Økonomi med plads til livet

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

Søg