Autentisk arkitektur 

1. juli 2021

Katrine Sølvsten er en af de få kvindelige boligarkitekter, der har egen tegnestue. Hun bruger empati og kvindelig intuition i sit arbejde og er ikke bange for at udfordre kunderne. Hun er autentisk og tegner tidløse boliger med kant, der også vil vække glæde om mange år.

Tekst: Vibeke C. Larsen Fotos: Sølvsten Arkitektur 

23.000 følgere

Så mange mennesker har på Instagram valgt at følge profilen soelvsten_arkitektur. Bag navnet gemmer sig den 38-årige arkitekt Katrine Sølvsten.

”Hele mit firma er udsprunget af Instagram. Det er mit uovertrufne medie til at formidle min vision om alt, hvad jeg tror på indenfor boligarkitektur. Jeg tror, at succesen skyldes, at jeg har givet min profil et personligt touch. Jeg viser, hvem jeg er, og den personlighed og ærlighed er vigtig for mig i mit arbejde. Det er en vigtig værdi, som jeg aldrig vil give køb på, hvorfor min tegnestue heller aldrig skal blive en større virksomhed,” siger Katrine Sølvsten.

Hun har altid været kreativ og elskede som barn at male og tegne, men det var først på et tilvalgsfag på HF i arkitektur og design, at hendes interesse for at tegne huse blev vækket.

”Det faldt mig naturligt at tænke i de baner. Jeg oplevede en stor tilkendegivelse fra min lærer, men tænkte ikke nødvendigvis, at jeg skulle videre med det, da mine drømme gik i retningen af læge- eller psykologistudiet, fordi mennesker altid har interesseret mig,” fortæller Katrine Sølvsten.

Efter et sabbatår søgte hun alligevel ind på arkitekturskolen i Aarhus. 

”Alle de andre til prøven var meget dygtige og velforberedte og kunne en masse flotte dyder, som jeg slet ikke var trænet i. Efter prøven sagde jeg storgrinende til min søster, at der ikke var nogen chance for, at jeg kom ind,” fortæller Katrine Sølvsten. Men hun kom ind. 

Plads til familie- og arbejdsliv

Katrine Sølvstens tegnestue ligger i Brabrand ved Aarhus. Et område, der rummer mange smukke arkitekttegnede huse fra de tidlige 60’ere. Familien bor selv i en dobbelt bungalow fra 30’erne, som er tilbygget og gennemrenoveret. Husets øverste etage er familiens hjem, mens Sølvsten Arkitektur holder til i den nederste. Så kan familieliv og arbejdsliv kombineres. Noget, som Katrine Sølvsten oplevede, der ikke var meget plads til, da hun som nyuddannet arkitekt blev gravid med sit første barn i 2012. Katrine Sølvsten blev dog ansat i et arkitektfirma, hvor hun var i treethalvt år. 

”Jeg fik et barn mere og ville dengang ikke arbejde mere end 30 timer om ugen, hvilket var svært at få til at gå op med den spæde karriere,” siger Katrine Sølvsten, der er mor til to børn på fem og otte år. 

”Mit fokus lå på at være mor, men jeg ville også gerne mit fag. Jeg følte aldrig, at jeg blomstrede i faget, før den dag jeg foldede vingerne ud i mit eget firma. Så måtte det briste eller bære.” 

Tror på min intuition 

Det er fire år siden, at Katrine grundlagde Sølvsten Arkitektur. 

”Jeg tror rigtig meget på min intuition. Hvis tingene føles rigtige, kaster jeg mig ud i det. Jeg har ikke været vant til, at tingene blev serveret for mig, så jeg har lært, at hvis der skal ske noget, er det op til mig selv at få det til at ske.”

Katrine Sølvsten begyndte at fotografere de arkitektoniske perler, der ligger i hendes lokalområde. Billederne lagde hun på Instagram med tekster om, hvorfor hun fandt husene smukke. 

”Jeg er meget inspireret af 60’ernes arkitektur, hvor man gjorde en dyd ud af at tegne gennemtænkt underspillet boligarkitektur, der blandt andet kom til udtrykke i materialevalget og detaljerne. I mit arbejde trækker jeg referencer tilbage til den danske funktionalisme og målet er at skabe tidløs arkitektur, der efter min mening, vil have de bedste levevilkår – også om mange år,” fortæller hun. 

Kemien er altafgørende

Sølvsten Arkitektur har i dag seks ansatte, men det personlige touch og autenticiteten hænger ved.

”For mig er det ikke noget ophøjet at være arkitekt, og jeg møder altid folk i øjenhøjde. Når jeg er ude til kundemøder, er jeg mig selv. Jeg er lydhør overfor andre, men jeg er ikke bange for at skubbe til folks grænser.” understreger Katrine Sølvsten. 

”Når jeg i min dagligdag møder mange spændende mennesker og lader energien og ideerne få frit spil, så mærker jeg altid efter, om den rette kemi er til stede. Der skal være en grundliggende tillid som udgangspunkt for ethvert projekt,” siger hun.

Det er en stor investering at få bygget nyt og derfor er det helt fundamentalt, at bygherren får følelsen af at blive set og forstået.

”Jeg spørger ofte mig selv, hvordan jeg er kommet hertil og har fået skabt en tegnestue fyldt med dygtige folk, der er med til at eksekvere vores projekter. Min holdning er, at vi som arkitekter tænker forskelligt og beriger og nuancerer projekterne i sparringsprocessen. Den kreative proces er variabel og jeg elsker, hvordan vi drager nytte af hinandens kompetencer. Jeg har en enorm respekt og ydmyghed for tiden, mennesker og livet der leves. Uden mit hold, ville Sølvsten Arkitektur ikke være, hvor virksomheden er i dag,” siger arkitekten. 

Inspiration fra sin far 

Sølvsten Arkitektur tegner primært boligarkitektur, herunder nye villaer, sommerhuse, tilbygninger, transformationsbyggerier, renoveringer og boligbyggeri i lidt større skala. Og uderummet er altid tænkt ind i projektet. 

”Normalt overlader man haven til en havearkitekt, men vi ynder at få det hele til at spille sammen, så boligens rum forlænges ud i haverummet. Det handler om at favne grunden og skabe forskelligartede scenarier ude som inde.”

Arkitektfirmaet går gerne hele vejen, når det drejer sig om at designe helt ind i inventarløsninger, så man som byggeherre sikrer sig, at den røde tråd føres gennem hele byggeriet. 

”Vi vil gerne følge vores projekter helt til dørs og skabe en helhed. Helheden og detaljen er kodeord hos os.”

Ligevægt er et andet kodeord i Katrine Sølvstens arbejde. Det udspiller sig både, når det kommer til materialevalg, form og komposition. Spændingsfeltet mellem det bløde-hårde, kolde-varme, tunge-lette er der, hvor balancen indfinder sig, og harmonien kommer til udtryk. 

”Min far var læge og kunstner, og han har lært mig at arbejde med dualitet og komposition. Han var en kreativ sjæl, som jeg har lært meget af. Desværre mistede jeg ham for otte år siden, så han nåede ikke at opleve min udvikling personligt som fagligt. Det ville jeg gerne have delt med ham,” siger Katrine Sølvsten. 

TRE HURTIGE SPØRGSMÅL TIL KATRINE SØLVSTEN
Hvor finder du inspiration?
Jeg finder stor inspiration i vores danske designtraditioner og nyfortolker den. Jeg bor selv i Brabrand, en arkitektonisk højborg, hvor gamle arkitekttegnede villaer ligger som skjulte skatte i Hans Broges Bakker. Inspirationskilder er bl.a. Wohlert, Kastholm, Knud Blach Petersen og Friis & Molktes tidligere værker, der holder til fulde i dag. 

Hvordan karakteriserer du din stil?
Skandinavisk funktionalisme møder japansk minimalisme.

Hvad er din yndlingsbygning?
Louisiana er et bygningsværk, hvor overgangen mellem bygningskrop og landskab forenes og smelter sammen i flydende overgange og skaber et spændingsfelt mellem inde og ude. Knud Friis’ egen villa her i Brabrand er også smuk og visionær. Den står lige så skarpt i dag, som da den blev bygget i 1958. Af internationale værker er Barcelona Pavillonen af Mies van der Rohe et sublimt mesterværk.

Se mere på www.soelvsten-arkitektur.dk og @soelvsten_arkitektur 

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Noble Denmark: Hvor nordisk æstetik møder globalt håndværk

Fra havedrøm til drømmehave

Søg