Belsac introducerer i samarbejde med det danske pelshus Kopenhagen Fur en nyhed i branchen: En kollektion af pelstasker i mink, sæl og italiensk skind. Og der er fortsat en rød tråd gennem taskerne fra Belsac, så både arven, de nyeste trends og det nordiske islæt kommer til sin ret. Det handler grundlæggende om at stå ved sit DNA og lade kontrasterne mødes.
Tekst: Rune H. Jensen Foto: Jakob Mydtskov
Efterår på den lange, lige landevej mod Vemb ved Holstebro løfter ikke umiddelbart sløret for, at man på Belsacs faciliteter designer trendsettende kollektioner, der bliver båret under modeverdenens skarpeste spotlights. Det er ikke desto mindre tilfældet, hvilket det nyskabende samarbejde, Belsac x Kopenhagen Fur, sætter en markant streg under.
Kant. Konstraster. Kopenhagen Fur
Inden for murene hos Belsac i Vemb ligger de eksklusive dametasker i mink og sæl til display, lyser op i al deres enkelhed og udfordrer kontrasterne. Det bløde skind møder metallynlåse, og organisk materiale smelter sammen med rene grafiske linjer. Det boksede og rå kontrasterer det runde og distinkt feminine. Design og kvalitet forenes med funktionalitet, og arv går hånd i hånd med moderne behov og detaljer såsom indbygget mobillomme eller Ipadtaskestørrelse. Det nye Belsac x Kopenhagen Fur-samarbejde ser lovende ud at dømme ud fra modtagelsen på Sleek-messen i Bellacentret i august. Kombinationen af læderets naturlige muligheder og pelsmaterialernes fleksibilitet ligner således et fingerpeg om nye potentialer, en udforskning af mink og sæls muligheder på dametasker. Et samarbejde, der går nye veje og som kan skubbe til branchen.
De fem taskemodeller i mink i to farver og de fire sælmodeller med de grønlandske navne Smilla, Malina, Nivi og Pipaluk – hvilket betyder noget i retning af ”det allerkæreste jeg har” – har fokus på ansvarlig produktfremstilling og er skabt i italiensk læder. Der er kant, kontrast og noget glamourøst over designet fra Camilla Dalager, der tydeligt lader ane, at Belsac anno 2014 er et fashion brand, et ”progressivt accessory brand”, hvor en taske er et statement, noget man er stolt af.


Stolt af det nordiske DNA
Camilla Dalager står i spidsen for familievirksomheden, som hendes far etablerede tilbage i 1971. Der er lokal og håndværksmæssig tilknytning på færde, hun er opvokset i området og mestrer stadig syhåndværket på de oprindelige maskiner, der fortsat finder fysisk plads i lokalerne. I dag er det udelukkende den strenge kvalitetskontrol, lagring og pakning, der finder sted her. Råmaterialet hentes især i Italien af højeste kvalitet kalveskindslæder, og produkterne syes i tæt samarbejde med producenter i Indien, der opfylder overenskomsterne og de europæiske standarder. Og stadig er den danske identitet alligevel indlysende og åbenlys ifølge den kreative direktør:
“Det handler rigtig meget om at stå ved sit DNA og bevare en skarp identitet, der fastholder vores nordiske snit og designtradition. Opmærksomheden på detaljen og æstetikken, de rene linjer, stringensen og råheden er fortsat centrale elementer. Nordisk design har desuden fokus internationalt p.t., og Kopenhagen Fur har været rigtig gode til at støtte op om vores linje og dele ud af deres know-how”, siger Camilla Dalager.
Det er ubetinget hende, der designer de forskellige styles og kollektioner, også når det gælder mink- og sæltaskerne til samarbejdet med Kopenhagen Fur. Inspirationen henter hun udefra og ikke kun fra taskebranchen. Tøj, interiør, farver, almindelige tendenser, fantastiske nordiske designere eller noget helt sjette – og skaber så sit eget nye visuelle og funktionelle udtryk, der stadig fastholder de rene skandinaviske linjer og den klassiske Belsac-identitet.
Husk arven
Camilla Dalager overtog Belsac efter sin fars død i 2009 og har siden målrettet drejet virksomheden i en ny retning. Hvor Belsac tidligere havde styrker som handelsvirksomhed, har hun pejlet firmaet mod et fashion brand. Og et uomgængeligt krav som ny leder var friheden til at gøre præcis, hvad hun brænder for, til at gøre tingene fuldt ud og uden kompromisser. Det har hun søsat i praksis og dermed sat fart på en revitaliseringsproces for Belsac. Men altid med øje for historien og DNA’et. Hun bruger for eksempel aktivt arkivet og historiske modeperioder som 1970’erne og finder inspiration i det retrospektive:
“Forarbejdningen er interessant. I 1970’erne var det typisk med kraftige stikninger, sort tråd, meget udtryk, rå kontur og en god fornemmelse for råvarerne. På den måde er der en klar linje frem til samarbejdet med Kopenhagen Fur med de rene linjer, råheden og det lidt street-agtige anno 2014”, siger hun.


Pels, læder og Josephine Skriver
Foruden den nye pelskollektion har Belsac et stort sortiment af øvrige taskemodeller, punge, handsker og sleeves på programmet – også til den mandlige del af befolkningen. Ambtionerne er høje, og virksomhedens kollektion for efterår/vinter 2014 ligger i forlængelse af forrige sæsons retning. Men tilsat endnu mere rå kant, farver, detaljer, trend og glamourøsitet – og den internationale topmodel Josephine Skriver som visuelt blikfang.
Og Belsac x Kopenhagen Fur-samarbejdet tager stikket hjem med udforskningen af pelsmaterialernes fleksibilitet og stilmæssige spændvidde i kombinationen med læderets naturlige skønhed og kontrasterne mellem blødt og råt. Samarbejdet fortsætter, næste kollektion er allerede i støbeskeen, og Belsac har udvalgte forhandlere i hele landet med Belsac x Kopenhagen Fur-tasker på hylderne.
Value for money
Der er en selvsikkerhed og et drive over Belsacs og Camilla Dalagers tilgang til tingene. Hun stiller høje krav til sig selv, sine designs og de endelige produkter. For halvhjertede løsninger er aldrig ok.
“Når tingene er iorden, vil folk også godt betale for det. Det er ganske enkelt value for money. Det er håndværket, det nordiske design – og ”småt er godt””, slutter Camilla Dalager.
Efteråshimlen uden for Belsacs lokaler bekræfter, at der er kontraster til i verden. Og inden for ligger taskerne og beviser, at det KAN lade sig gøre at lyse klart op på modeverdenens stjernehimmel, når man er stærk på designet, mestrer håndværket og ellers tør stå ved sit DNA.



OM BELSAC
Belsac blev grundlagt i 1971 af Poul Hansen, fader til Camilla Dalager, som i dag er Kreativ Direktør i Belsac. Camilla Dalager er uddannet Design Manger fra IBA, Kolding og har specialiseret sig i taskekonstruktion fra ARS ARPEL, Milano.
Navnet ”Belsac” kommer af fransk ”Belle Sac”, der betyder ”smuk taske”. Belsacs produkter er netop kendetegnet ved kombinationen af fransk elegance, italiensk temperament og dansk design.
Sortimentet omfatter tasker, punge og handsker i italiensk kalveskind, der alle kvalitetskontrolleres på faciliteterne i Vemb ved Holstebro. Der er produkter til både damer og herrer. Belsacs designfilosofi kombinerer forkærligheden for nordisk designtradition med de nyeste modetendenser.
Motto: ”Man skal forelske sig i en taske på grund af designet og kvaliteten, men man skal elske den for evigt på grund af funktionaliteten” – Camilla Dalager.
Se mere på www.belsac.dk