En moderne klassiker er skabt ud af symbiosen mellem kendt møbeldesigner og Danmarks største cykelproducent. Vi præsenterer: Bike By Gubi – et nyt cykelprogram, der både har respekt for traditionen og sit helt eget DNA.
Tekst: Jesper S. Kjær · Foto HF Christiansen
Gubi Olsen er kendt over hele verden for sine møbelklassikere. Men Gubi Olsen nærer også en livslang kærlighed til cykler og cykelmekanik. I et tæt samarbejde med cykelproducenten HF Christiansen i Randers har Gubi Olsen udviklet et stilfuldt og gennemtænkt klassisk cykelsortiment i det nye cykelmærke Bike by Gubi, og alle modeller håndbygges i Randers.



En cykel med historie
– Det hele begyndte med, at jeg sad og kiggede på billeder af cykler. Pludselig dukkede en cykel op, jeg havde købt for mine egne penge, da jeg var fjorten år. Det var en fantastisk cykel. Senere fik jeg knallert, og så forærede jeg cyklen væk til en bondemand i Svebølle. Ham ringede jeg op efter alle de år og spurgte, om han stadig havde cyklen. Det havde han, og sådan fik jeg den selvsamme cykel tilbage. Den blev utrolig flot, da jeg var færdig med den. Jeg kunne genbruge alle delene undtagen forhjulet, fortæller Gubi Olsen.
Gubi Olsen sendte et billede af den gennemrenoverede cykel til familiefirmaet HF Christiansen i Randers. Hos HF Christiansen har man i en menneskealder håndbygget modellen Raleigh Tourist de Luxe på egen fabrik. Tourist de Luxe’n er formentlig den bedst kendte klassiske cykel på gaden i Danmark – i udpræget grad i København, hvor de grønne og sorte Tourist de Luxe-cykler i mange år har sat standarden for god stil, ’old school’-detaljer, høj kvalitet og afslappet kørestilling.
Gubi Olsens oprindelige oplæg var at samarbejde med HF Christiansen om at give Tourist-cyklen et facelift for at skabe en nymoderne klassiker. Men en klassiker ændrer man kun meget nænsomt, og Tourist de Luxe-cyklen er netop blevet en klassiker, fordi nye generationer efterspørger cyklen, som den altid har set ud. Og i Randers holder man stadig tegninger fra 1920’erne i hævd, når Tourist de Luxe-modellen bliver samlet. Resultatet blev således, at det oprindelige oplæg blev forkastet.


Lette kvalitetsmaterialer og unik nummerering
I stedet blev HF Christiansen og Gubi Olsen enige om at skabe et helt nyt cykelprogram, Bike by Gubi, som skulle have sit helt eget DNA. Efter et års dialog, tegninger og prototyper repræsenterer Bike by Gubi det bedste af alle verdener: Gubis sikre hånd når det kommer til farvevalg, vedligeholdelsesfrie og lette kvalitetsmaterialer, unik nummerering af hver cykel inspireret af den klassiske møbelverden og høj samlekvalitet garanteret af produktionen i Danmark.
Henrik Lunn Christiansen fra HF Christiansen:
– Det har været et enormt interessant og udfordrende projekt at skabe den nye, moderne klassiker sammen med Gubi Olsen. Gubi har bragt mange tanker til bordet og har en udpræget sikker hånd, når det kommer til at skabe cykler i varme og sommerlige farver. I mange år har Raleigh Tourist de Luxe været den eneste model, som vi har håndbygget fra start til slut i Randers, men vi er stolte af at have lagt Bike by Gubi til nu.
Se mere på www.bikebygubi.dk