Boligdrømme på havneøen

1. april 2018

I det naturskønne område ved Vejle Fjord skyder nye eksklusive boliger nu op på havneøen. Resultatet bliver arkitekttegnede og luksuriøse ejerlejligheder opført i de bedste materialer – og med en udsigt, der giver plads til det gode liv.

Tekst: Rune H. Jensen Fotos: EDC

Hvis du drømmer om at vågne op hver morgen til en privilegeret udsigt over fjord, skov og lystbådehavn, så er den nye grønne bolig-ø Havneøen i Vejle stedet at søge hen netop nu.

Her vil ni slanke boligtårne rejse sig som et fremtrædende nyt vartegn for byen, der har vokseværk i disse år. Byggeriet af de fire første tårne med 55 lejligheder i størrelser fra 139 m2 til hele 402 m2 er for længst skudt i gang, og allerede nu er der god vind i sejlene for salget af de eksklusive liebhaverboliger:

Frihed og luksus til unge og ældre

– Vi holder løbende åbent hus, hvor man kan komme og opleve området og udstillingslejligheden med egne øjne. Og vi er blevet stormet, der er en virkelig stor interesse for boligerne fra en meget bred kundekreds. Samtidig har det været overraskende, hvor stor aldersmæssig spredning, der er tale om – fra de helt unge i 20’erne til seniorerne i 70’erne, siger Mette Hjære, projektchef og ejendomsmægler hos home v/Lynggaard og Hansen, der udbyder de luksuriøse havneboliger med Kirk Kapital A/S som bygherre.

Hun peger på kvaliteter som frihed, beliggenheden i vandkanten og nærheden til skov og byens centrum som parametre, der i stigende grad tiltrækker både unge, ældre og dem midt imellem. Tidens generelle tendens med omdannelser af havneområder til nye, urbane boligmiljøer, der binder byen og havnen sammen, som man møder det i f.eks. København, Aarhus og Esbjerg, er for alvor også kommet til trekantområdet og Vejle, der samtidig har en helt unik, naturskøn placering på Danmarkskortet at trække på.

– Ofte tiltrækker de helt eksklusive boliger en mere moden kundekreds, så det har overrasket mig, at vi f.eks. også har kunnet lave fire købsaftaler med unge mennesker på én uge. Det kræver selvfølgelig en sund økonomi, men det er jo kun en skøn tendens, at også de unge kan og ønsker at bo lækkert i fantastiske omgivelser, siger Mette Hjære.

Varm, grøn og åben arkitektur

Det er Arkitema Architects, der har tegnet boligtårnene på Havneøen. Etape 1 omfatter de fire første tårne i varierende højder, som rummer boliger af alt fra 3-værelses lejligheder til 2-etagers penthouselejligheder. Der er ikke sparet noget hverken æstetisk eller kvalitetsmæssigt på Havneøens nye drømmehjem, der ligger med Kirk Kapitals nye domicil af den islandske kunstner Olafur Eliasson som nærmeste nabo.

– Hvert af de ni huse skal have sin egen identitet uden at sætte samhørigheden over styr, for der skal også skabes et harmonisk udtryk. Det opnår vi ved, at alle tårnene opføres i teglsten i varierende varme nuancer, siger Kim Risager, arkitekt og seniorpartner hos Arkitema Architects, og uddyber:

– Offentligheden skal have adgang, og der skal være noget at komme efter. Derfor vil vi gerne skabe et tilgængeligt, levende og spændende miljø langs vandet og mellem boligtårnene. Beboernes parkeringspladser gemmes af vejen i en skjult parkeringskælder, hvilket giver plads mellem boligtårnene til et frodigt og grønt miljø, og et samlet promenadeforløb rundt om Havneøen vil være attraktivt for alle – både beboere og byens borgere.

Materialer over standard

– Det er virkeligt flotte og gode materialer langt over standard, der bygges med. Som køber har man også mulighed for at påvirke materialevalget. Man kan f.eks. få et møde i stand med gennemgang af inventaret hos Unoform, der leverer køkkenerne i tårn A og B. Vandhaner m.m. er fra Vola, og der er generelt tale om kvalitetsmaterialer på et niveau, man ikke normalt ser i lejlighedsbyggeri, fortæller Mette Hjære.

Selv om boligerne får hver deres identitet, så er det et fællestræk, at der er tale om meget lyse og transparente lejligheder med store glasflader og godt lysindfald, der samtidig fremhæver den unikke udsigt over fjorden.

Også selve boligtårnene får hver sin identitet med forskellige facadeudtryk, men der bibeholdes en fælles linje, hvor det samme teglmateriale i varme nuancer benyttes til samtlige boligtårne. Dertil kommer, at alle boligtårne har samme grundplan på 18×18 meter.

De fire første tårne, der nu skyder op på Havneøen, ligger med to tårne i første og to i anden række til fjorden, og bygningerne får forskellige højder fra 6 til 12 etager, ligesom lejlighederne varierer meget i størrelse. Desuden er der to integrerede altaner til hver lejlighed, mens nogle af boligerne har egne store tagterrasser.

Attraktivt miljø med promenadeforløb

To nye broer forbinder Havneøen med den øvrige del af området. Sammen med den åbne plads på øens sydlige del og det rekreative område mellem tårnene i den nordlige del vil broerne komme til at indgå i områdets samlede promenadeforløb og skabe et levende, attraktivt og tilgængeligt nyt miljø i Vejle.

Fra broen over kanalen vil man komme til at se Havneøens grønne, frodige udearealer med beplantning og små græsområder, hvilket giver et behageligt og afslappet nærmiljø. Desuden er der i direkte forlængelse af broen en adgangstrappe og rampe, der giver adgang til Havneøen via de kommende grønne arealer.

Man kan bevæge sig ned til flydepontonen og fortsætte langs kajkanten og den offentlige promenade til øens område med lystbådehavn og opholdsområdet mod øst og fjorden. I forlængelse af Havnepladsen med Kirk Kapitals nye domicil skabes det offentligt tilgængelige opholdsområde med maritime trædæk med siddeplateauer, så man kan nyde roen og udsigten helt ud til vandkanten. Desuden gør beton-flydepontoner det muligt at bevæge sig rundt om øen på vandet og få adgang til lystbådeområdet.

Dertil kommer, at Havneøen ligger i gåafstand til Vejle centrum med caféer, butikker og byliv, og der er ikke langt til attraktioner som Vejle Musikteater, Skyttehuset og Nørremarksskoven.

Egen p-kælder under tårnene

I en periode begyndte folk i Vejle at undre sig over, om byggeriet overhovedet var i gang. Men forklaringen var den såre enkle, at byggefasen tager tid med et så omfangsrigt projekt, at Havneøen skulle opbygges med ca. 1.800 pæle i havbunden, og at skabelsen af én stor og fælles p-kælder under tårnene af gode grunde ikke er så synlig set fra landjorden. P-kælderen har plads til 163 biler med en parkeringsplads tilhørende hver lejlighed, og der arbejdes desuden på et p-hus lige uden for området.

– Det er skønt, at man tydeligt kan se, at byggeriet nu er godt undervejs, og det er kun positivt, at mange Vejle-borgere gerne vil bo på Havneøen. Samtidig tiltrækker den også folk udefra, vi har allerede solgt nogle af de helt dyre lejligheder, og som nævnt er der en meget stor spredning også aldersmæssigt i kundekredsen, siger Mette Hjære om lejlighederne, der koster alt fra 4,5 millioner til 16 millioner kroner for den dyreste.

Denne penthouselejlighed ligger øverst i tårn A på 9.-10. etage, og for de 16 millioner kroner kan den nye boligejer boltre sig på hele 385 m2 fordelt på to etager.

En fælles succes

Set med arkitektens øjne er opførelsen af de nye luksusboliger på Havneøen et særdeles positivt tiltag, der også fortæller historien om et område med mod og vilje til at gå nye veje:

– Man bygger på en modig måde fra Vejle Kommunes side. Byen bygges ud i vandet, og både landskabet og byrummet indtænkes. Det er et klart udtryk for, at man i Vejle ikke ønsker at begå de fejl, som er sket andre steder med vindblæste bygninger på havnefronten. Derimod ønsker Vejle at skabe nogle rammer og aktiviteter, der understøtter det gode liv både for de nye beboere og byens borgere, siger Kim Risager.

Hos home v/Lynggaard og Hansen har man en tilsvarende holdning til et byggeri og et samarbejde, der er gået over alt forventning:

– Vi har haft et meget tæt samarbejde med bygherre og Arkitema Architects over de sidste to-tre år, og vi har været med helt fra starten. Det gør også, at det virkelig føles som et fælles projekt, hvor vi f.eks. har haft et tæt samarbejde om materialevalg med bl.a. Unoform / HTH. Alle har forsøgt at gøre det rigtige, Kirk Kapital A/S har været aktivt involveret, og det har alt i alt gjort det til et unikt projekt, en fælles succes, siger Mette Hjære.

Hun opfordrer alle interesserede til at opleve området og udstillingslejligheder ved selvsyn:

– Det er jo noget helt andet at være fysisk til stede i en lejlighed, opleve rummene, detaljerne, lyset og udsigten end at se det på et stykke papir, siger Jesper Guldmann, daglig leder af home Vejle, der sammen med Mette Hjære står for salget af de eksklusive lejligheder.

OM HAVNEØEN
• Havneøen er udviklet i samarbejde mellem Kirk Kapital A/S, Hundsbæk & Henriksen, Arkitema Architects og home projektsalg.

• Der bygges i alt ni boligtårne, hvoraf de fire første tårne med 55 lejligheder er under opførelse.

• Havneøen anses for en af landets bedste beliggenheder tæt ved fjord, vand, skov og by, og boligtårnene bygges i 1. og 2. række til Vejle Fjord.

• Lejlighedssalget på Havneøen varetages af home Vejle, som løbende holder åbent hus-arrangementer, hvor man kan opleve området og udstillingslejligheden med egne øjne.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Noble Denmark: Hvor nordisk æstetik møder globalt håndværk

Fra havedrøm til drømmehave

Søg