Colnago den to-hjulede Ferrari

1. april 2010

Af Mick Østergaard Foto: Colnago

Ferrari, Ducati, Beretta, Panerai, Gaja, Cerruti, Pininfarina, Gucci. Hvad disse mærker er for hhv. biler, motorcykler, våben, ure, vin, beklædning, bildesign og luksus accessoiries…det er Colnago for cykler. Alle i en klasse for sig, og med en stolt historie.

I lighed med ovennævnte mærker, så er Colnago også italiensk og familieejet. OK, visse af de nævnte mærker er ikke længere i familie-eje, men de er startet som sådanne.

Jeg er garanteret ikke den eneste cykelentusiast, der har det sådan: når jeg ser min cykel, så smiler jeg. Sådan SKAL det være. Nøjagtig som når jeg nærmer mig min bil eller motorcykel…og hvis du ikke har det sådan, så skift køretøj!

Solen skinner, det er tidlig morgen, og du har vejen for dig selv. De første 50 kilometer er tilbagelagt, og du begynder så småt at mærke følgerne: hjernen er blæst, på den fede måde, og du har kanon samvittighed…kort sagt, du er ovenpå.

Men muskler, åndedræt og sædemuskulatur begynder også så småt at komme med signaler om den seneste cirka 1½ times indsats. Men så kigger du ned på din cykel, ser dit skyggebillede i grøftekanten, og vupti, så får du din anden vind…du føler dig straks som Bjarne Indurain Merckx Armstrong…du går på den store klinge og lader de andre æde støvet.

Du har omhyggeligt udvalgt din drømmecykel. Den rigtige cykel med de rigtige komponenter, med den rigtige farve, og ikke mindst; med den rigtige historie. Alt dette drøner lynhurtigt gennem dit hoved efter de førnævnte 50 kilometer, og glæden og tilfredsheden er simpelthen en dynamo, der giver de ekstra ressourcer…du svæver af sted, og modvind bliver nærmest til medvind.

Vi sidder ved Torben Clintons køkkenbord. Vi taler om Colnago, og hvis jeg inden samtalens start var i tvivl om, at Torben var sælger af Colnago, så er jeg det ikke længere.

Fra jeg kom ind ad døren til den danske repræsentant for Colnago, tonser mandens entusiasme igennem alt. Og kompetencen er i orden med en baggrund som aktiv konkurrence cykelrytter og mange tusinde km på cykel hvert år.

I byen Cambiago lige uden for Milano i Norditalien ligger fabrikken, der producerer denne legendariske cykel.
Den dag i dag ledet af manden, der startede det hele, Ernesto Colnago. 77 år.

Den dynamik og entusiasme grundlæggeren ægger for dagen, er ifølge Torben nærmest mavepustende. Hver morgen kl. 8.00 åbner han selv fabrikken, og hele dagen er han aktivt til stede indtil kl.19.00. Hver dag 11 timer!

Alle medarbejdere er totalt dedikerede. De udstråler en enorm stolthed over at arbejde med cykelmærket over alle cykelmærker.

Cykelmærket over alle cykelmærker? Ingen tvivl overhovedet…ifølge Ernesto og Torben.

Deres argumenter synes overbevisende: Verdens ældste cykelfabrik med samme ejer den dag i dag, og hvad innovation og nytænkning angår, har Colnago aldrig ligget i andres slipvind, men derimod altid haft den gule førertrøje på. Også en af grundene til, at Colnago i alle årene har haft mange af verdens bedste cykelryttere i stalden.

Colnago var de første med bl.a. forhjulsaffjedring og cykel stel i kulfiber(for ca. 25 år siden, i samarbejde med Ferrari), og er i dag verdensledende på dette felt.

En Colnago smutter du ikke bare ind til den lokale cykelhandler efter, du bestiller den efter ordre. Og lige præcis efter dit eget ønske. Husk derefter, at forventningens glæde er stor, for der går 60-70 dage inden du får din skræddersyede cykel. Du kan godt bede om at få din cykel hurtigere, men det hjælper bare ikke noget. Selv paven måtte vente! (Pave Paul d.2 fik en Colnago i 1979).

Og netop skræddersyet er et af nøgleordene hos Colnago. Du kan få din Colnago i 22 forskellige størrelser…og skulle der være ønsker herudover, klares dette også.

Mens du venter de 60-70 dage kan du via internettet følge hele produktionen af netop DIN cykel…nu er den samlet…nu er den lakeret…nu er den færdig!!! Alene selve lakeringen tager tre uger…og har man først set lakeringen af en Colnago på nært hold, så giver det hele mening!

Da Ernesto Colnago i 1954 startede sin cykelproduktion var det netop med at gå nye veje. I flere år havde han som den første hjulpet flere cykelryttere med at ombygge og tilpasse deres cykler, så de ikke længere fik ondt i ben og skuldre, men derimod fik en cykel, de kunne få det optimale ud af. Så hvad var så mere naturligt end at videreudvikle netop dette med, at alle, uanset højde og benlængde, kan få en cykel, der passer helt præcist til dem?

Gennem alle årene har Colnago sponseret mange professionelle cykelteams. Men hvor andre cykelproducenter til deres teams leverer masser af cykelstel PLUS millioner af kroner, så leverer Colnago KUN stellene…man skal bare være stolt af at køre på en Colnago, basta!

For nogle år siden sad Ernesto Colnago foran sit tv og fulgte Giro d’Italia. Mexicanske Cuppio fra et af Colnagos teams var stukket alene, og var på vej op ad den sidste stigning inden mål, da hans kæde sprang. Han blev så edderspændt arrig, at han tog sin (Colnago-) cykel og kylede den ned af bjergsiden. Minuttet efter havde team-ejeren en vis Hr. Colnago i telefonrøret, hvor han fik foreholdt, at han havde to mu er: Enten kom Cuppio straks med en undskyldning, eller også havde teamet ikke længere nogen cykler at køre på. En time senere stod en slukøret Cuppio skoleret i Cambiago foran Ernesto Colnago og undskyldte alt, hvad han havde lært. Resten af løbet kørte han på en Colnago…hvor cyklens navn var skjult bag sort tape!

Colnago benytter kun de bedste komponenter og samarbejdspartnere. I mere end 25 år har han arbejdet sammen med Ferrari, og han bruger kun Campagnolo-dele på de dyreste modeller. Når Ernesto Colnago og Valentino Campagnolo mødes til de store cykeludstillinger og går i enerum, så er der INGEN der forstyrrer dem…så hvisker folk andægtigt til hinanden, at nu bliver det ikke større.

Tilbage i Torbens køkken sidder jeg stadig og kigger forgabt på hans seneste specialbyg over en EPS ramme, og med de fedeste Campagnolo dele, mens han fortæller, at den ene del vejer 68 gram, og den næste 27 gram. Cyklens samlede vægt er godt 6 kilo, og med en pris på ca. 70.000 kroner, så bliver det til noget af en kilopris…det skal dog siges, at man kan få en Colnago fra små 10.000.

Torben får tit at vide af sine venner, at han ikke har noget arbejde, og det giver han dem også ret i. ”Jeg står op om morgenen, og så nusser jeg lidt med cyklerne. Derefter går jeg ud og giver folk en oplevelse for livet, og dét får de på en Colnago!”

Se mere på hhv. www.colnago.com og www.marker-scandinavia.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Når 1 + 1 giver 3: Fra forskellighed til helhed

UBR – den bedste jakke du nogensinde har haft

Pengerådgivning: Økonomi med plads til livet

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

Viljen til at lykkes: Dennis Povlsens rejse fra tømrer til succesfuld virksomhedsejer

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Få fod under eget bord i sydens sol til en pris hvor de fleste kan være med

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Søg