Danske trimaraner erobrer verden

1. juni 2014
Quorning Boats Dragonfly – 1

Quorning Boats, der i år fejrer sit 45-års jubilæum, er historien om drømmen, der gik i arv fra far til søn.

Tekst: Trine Hedegård Jensen · Foto: Quorning Boats

På en mark lidt uden for den lille by Skærbæk ved Fredericia ligger der et værft. Det ser ikke ud af så meget, når man kommer forbi på vejen. Men bag den rolige, jyske facade ligger en verdensomspændende succes, og kunderne venter i dag med glæde helt op til halvandet år på at få deres drømmebåd i vandet.

Jeg slå et smut ned forbi havnen inden interviewaftalen. Selv om Skærbæk ligger smukt med kig ud over Kolding Fjord, virker det ikke umiddelbart som et sted, hvor der sker noget særligt. Hvordan det alligevel har kunnet beholde en virksomhed med så stor succes, selv efter salget har bredt sig til hele verden, skal jeg senere få en god forklaring på.

Faderens drøm blev sønnens passion

Der er tomt på kontoret, og ovenpå er der heller ingen at se. Men så går døren ud til værkstedet op, og Jens Quorning kommer ind. Han er tydeligvis ikke en direktør, som kun sidder bag sit skrivebord. Han kender sit værft og de skibe som bygges her helt ned til mindste finesse, og man fornemmer at arbejdet er en passion langt mere end et otte til fire job.

I mødelokalet bliver historien om Quorning Boats meget nærværende, selv inden vi for alvor er begyndt at snakke. Væggene vidner om et firma med historie og kærlighed til livet på vandet. Jens tager et af billederne ned fra væggen, støver det lidt af og fortæller engageret om motivet. For at få den rette begyndelse og forståelse for hele virksomheden, må vi høre lidt om Børge Quorning. Hvordan begyndte eventyret, og hvorfor sidder sønnen Jens i dag som leder i familiens firma. For der er ingen tvivl om, at her er en passion, der er gået i arv fra far til søn.

Mødet med den hurtige båd

Børge Quorning var blot en purung mand, da han i 1940’erne byggede sig en kajak og krydsede Kolding fjord for at søge læreplads hos en bådebygger på den anden side af vandet. Han var drevet af en dybfølt fascination af alt, hvad der havde med havet og vandet at gøre – så det var den vej han måtte gå. Allerede her opstod hans smag for lette fartøjer, og det skulle vise sig at blive en livslang følgesvend.

Udlært og med eventyr i blodet drog han i 1950’erne over Atlanten og endte i Vancouver, hvor han fik ansættelse som bådebygger hos forskellige værfter, der byggede eksklusive lystbåde i træ. En dag mødte han dog sin skæbne på vandet. Under hans allerførste prøvetur i en trimaran, oplevede han hvordan besætningen susede forbi en Starbåd. Børge blev betaget, for en Starbåd gik for at være én af de hurtigste både – men nu var de lige sust forbi den uden problemer. Det blev oplevelsen, der kickstartede Børge Quornings drømme om selv at bygge trimaraner, for den bådtype måtte der bestemt være fremtid i. Siden den dag på vandet, havde ideen sit faste greb i Børge og den har aldrig siden forladt ham.

Børge Quorning mødte sin danske kone i Vancouver og de fik 4 børn. I 1967 var det dog tid til at vende næsen hjem til Danmark. Her blev de mange ideer helt konkrete, da Børge sammen med broderen Bent i 1968 startede værftet på en bar mark i Skærbæk. Danskerne skulle introduceres for det geniale koncept som en trimaran bygger på. Men skuffelsen var til at tage at føle på, da det gik op for dem, at danskerne slet ikke var klar til den slags mærkelige både. Sejlsport og traditioner følges af – så meget, at de to brødre kun fik solgt en enkelt trimaran.

Jens fortæller faderens historie – som han sikkert selv mange gange har fået den fortalt. Med et smil om munden og følelserne dybt involverede. For selv om det er historien om braste drømme og forventninger, der ikke blev indfriede, er det samtidig den gode historie om at holde fast i det, man tror på. Virkeligheden er jo, at selv om det dengang slet ikke blev en succes, blev ideen aldrig helt lagt i glemmebogen. Tiden gik herefter med at bygge traditionelle både, og langsomt var markedet modent til at gå ombord i Børges passion – den hurtige trimaran.

De tre gode grunde

Her er det måske på sin plads lige at få fortalt lidt om, hvad en trimaran egentlig er for en størrelse. Som navnet antyder, er det en sejlbåd med tre skrog. En konstruktion, der gør båden helt speciel og udstyrer den med egenskaber, som andre både kun kan misunde den.

Det som Børge Quorning første gang faldt for i Vancouver, var farten. En trimaran er hurtig, bl.a. fordi den er en letvægter. Den vejer kun ca. det halve af en normal båd på samme størrelse, fordi den ikke har en tung køl – nogle trimaraner stikker faktisk blot omkring 40 cm. De to skrog på hver side af midterskibet sikrer desuden, at båden aldrig krænger voldsomt, og luften bliver derfor i sejlene.

Kombineret med den lette vægt sætter det turbo på farten. Det giver en langt mere behagelig sejlads at man slipper for, at båden lægger sig ned, så besætningen tvinges til at holde sig godt fast. Og for turoplevelsen er det en klar fordel, at man kan lægge til land på selv meget lavt vand. Så kan man uden problemer slippe uden om de ofte tæt pakkede havne og i stedet udsøge sig et roligt og spændende sted langs kysten at gå i land. Et populært trumfkort – især blandt sejlere med børn ombord. ”

Vi sælger følelser og oplevelser – det er det der gør vores både til noget ganske særligt.” tilføjer Jens Quorning, med henvisning til trimaranens gode egenskaber på vandet.

Den slanke linje

Et af de problemer, som familien Qourning længe kæmpede med i forhold til deres trimaran var, at den logisk nok fylder en del mere i bredden end andre bådtyper. Det var ikke let at få plads til den i havnene, og det var et problem, som lagde en dæmper på købelysten hos kunderne. Men den nød knækkede de i 1989.

I USA havde Jens set en trimaran, der kunne slå ”vingerne ind” – altså blive smallere når den lå i havn. Løsningen var dog slet ikke optimal, og derfor måtte de udvikle deres eget koncept. Børge og Jens arbejdede begge målrettet på dette og fandt den løsning, der i dag findes på alle Dragonfly-trimaranerne. Med SwingWing systemet kan man på under et minut nemt og uden værktøj folde begge sideskrogene ind langs siderne på moderskibet: ”Vi havde forventet, at vi skulle kæmpe lidt for at få folk til at tro på vores nye folde-idé” fortæller Jens Quorning. Men tværtimod ville alle fra dag ét have deres trimaran med den løsning, så vi var faktisk lige ved at brænde inde med nogle af de gamle modeller”, fortæller han.

Siden den opfindelse, som Quorning Boats udviklede, er salget kun gået en vej – nemlig opad. I dag sælger firmaet til sejlsportsfolk over hele verden og har så meget at se til, at det kræver god tålmodighed hos kunden. Fra de sidder omkring det store mødebord i Skærbæk og får alle detaljerne på plads, til de kan stå bag roret i deres toptrimmede trimaran, går der typisk op mod halvandet år. Og dét selv om der bliver en båd færdigbygget ca. hver 14. dag, altså omkring 25 trimaraner om året.

Søn af en sejler

Da Jens og hans bror Eric var små, byggede deres far naturligvis en båd til dem – faktisk deres første lille trimaran som fik navnet Dragonfly. Han tog dem med ned til fjorden ved Skærbæk og sendte dem ud på vandet.

”Det var klogt gjort” fortæller Jens med et smil. Sejlsporten gik i blodet på de 2 drenge, som den havde gjort det på faderen i hans unge år og familievirksomheden var sikret en arvtager. Da Jens som 17-årig skulle i lære, blev det på Quorning Boats. Den økonomiske krise i slutningen af 1970’erne kunne også mærkes på værftet, så selv om han måske havde drømt om at stå i lære et andet sted, blev det hjemme på familiens eget værft.

Alle måtte hjælpe til for at holde værftet på ret kurs. Siden fik han dog mulighed for at udleve sin eventyrlyst under en rejse til USA. Ét år blev det til hos Dick Newick, en pionér inden for branchen. Alle de hot shots Jens Quorning have hørt om hjemme i Skærbæk, mødte han nu selv på østkysten i USA. Det blev et uforglemmeligt år, fyldt med oplevelser og uvurderlig viden til det videre arbejde hjemme på værftet.

I 1996 overtog Jens Quorning ledelsen i Quornings Boats efter faderen. Det have længe været oplagt, at Jens fortsatte den drøm, som var blevet familiens livsbane. Børge Quorning fortsatte dog endnu 4 år på værftet, inden han i 2000 gik på pension. I dag bor Børge stadig i Skærbæk og bruger bl.a. pensionisttilværelsen med regelmæssige turer i kajakken. Også Jens og hans familie bor i Skærbæk, og det holder hele familien så meget af, at der aldrig har været snakket om at flytte fabrikken med de 30 ansatte til et andet sted.

Fremtidens trimaraner

Quorning Boats har brugt de seneste år under krisen på at udvikle deres produkter yderligere. Resultatet er bl.a., at der i foråret 2015 kan søsættes en helt ny og mindre model med navnet DF 25. 9 både er allerede bestilt, og Jens Quorning forventer sig meget af denne bådtype.

“Med DF 25 er vi gået lidt ned i størrelse og pris, men fastholder samme høje kvalitet. Sejlermarkedet ændre sig som alt andet, og vore kunder har i dag mange interesser ud over det at sejle. Derfor er en mindre og billiger båd interessant for flere i dag” forklarer Jens.

To andre nye modeller fra firmaet gør sig også bemærket. DF 28 har taget markedet med storm. 100 både er allerede leveret, og finessen ved denne båd er, at den kan foldes så meget sammen, at den ikke fylder mere end en trailer i bredden. Dermed kan kunderne tage båden med på ferie og sætte den i vandet, lige hvor de ønsker det.

Storebroderen DF 32 har haft en lidt langsommere start, men er nu godt på vej. En ny kundegruppe har nemlig fået øje på bådens kvaliteter, der bl.a. tæller rigtig meget plads ombord i forhold til bådens størrelse. Grupper af sejlere, der ellers kun sejler i traditionelle sejlbåde, har haft svært ved at se sig selv med mindre plads. Med DF 32 får de nu både pladsen samt trimaranens hurtighed og et supermoderne design både ude og inde.

35 specialister i skærbæk

Idag fungerer værftet som en topmoderne virksomhed med st stab af underleverandører, som alle kan garantere den kvalitet, som Quorning Boats er blevet kendt for verden over. Et team på 35 ansatte, der er bygget op gennem årtier, og som det ville tage mange år at stable på benene et andet sted i verden. Jens Quorning kan uden at overdrive fastslå, at Dragonfly-trimaraner hører til blandt verdens absolut bedste.

“The Dragonfly is made to enjoy people by people who care!“ Sådan står der på firmaets hjemmside, og det tegner et ganske godt billede af Quorning Boats tilgang til deres arbejde. De elsker selv den livsstil, der følger med en trimaran, og på værkstedet overlades intet til tilfældighederne. Det er en æressag at alt er i orden. Prisen på de eftertragtede trimaraner ligger i den dyre ende, men de afspejler ganske enkelt den kvalitet, der ligger i hver eneste båd. Både bygget med både hjerne og hjerte.

Fakta
Jens Quorning kender hver eneste detalje på alle Quorning Boats Dragonfly. Han er med i udviklingen af alle nye modeller lige fra de første streger på tegnebrættet til prøvesejladserne, når båden er færdig. Folk, der køber en Dragonfly kan selv bestemme mange detaljer på båden, f.eks. træsort på interiøret, hvilket design vandhanerne skal have, hvilket teknisk udstyr der skal være ombord, etc. Kort sagt alle elementer, der betyder at ikke to Dragonfly er ens.

Jens Quorning er en erfaren sejlsportsmand, der har vundet flere kapsejladser rundt om i verden. Det giver ham samtidig den bedste viden til at udvikle nye både. Alle hans børn sejler idag – men om der er en arvtager klar, er endnu for tidligt at sige.

Dragonfly fås fra ca. 600.000 kr. og op til 4 millioner kr. De mest solgte modeller koster mellem 2 og 3 millioner. Fabrikken har efter 45 år på markedet rundet trimaran nummer 800 og i år fejres der 25-års jubilæum på firmaets signatur – SwingWing systemet.

Dragonfly 32 vandt Yachts & Yachting Award 2013 og var også nomineret til titlen European Yacht of the Year 2012/13.

Se mere på www.dragonfly.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Når 1 + 1 giver 3: Fra forskellighed til helhed

UBR – den bedste jakke du nogensinde har haft

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Søg