Tom Davies er skræddersyet brilledesign ned til mindste detalje. Det handler om at efterstræbe det umuliges kunst. Om at skabe den perfekte, personlige brille, der på en og samme tid giver brugeren høj kvalitet, sofistikeret design og individuel stil til en overkommelig pris.
Tekst: Rune H. Jensen
I hjertet af det ældste Aarhus nær domkirken og åen holder Møller & Sandahl Optics til. Det gamle, smalle Sankt Clemens Stræde pulserer som en livlig åre gennem byens labyrint. Og indenfor hos gadens optikervirksomhed er der heller ikke just stilstand. Her handler det om jagten på den perfekte brille, der yder individualiteten retfærdighed. Og netop den har Møller & Sandahl Optics fundet i form af brillerne i både bøffelhorn, titanium og bomuldsacetat fra den britiske brilledesigner Tom Davies.
Nordens største forhandler af Tom Davies
Vi taler med optiker og medejer Torben Skov Møller samt sales managers Gitte Dannemand og Anne Sofie Fenger inden åbningstid over en kop friskbrygget kaffe i forretningens lyse lokaler, mens Peter Sandahl ikke har mulighed for at deltage ved denne lejlighed. Hundredevis af brillestel ser med fra hylderne, mens kaffe, mælk og sukker opbevares i intet mindre end et vaskeægte Olsen-Banden pengeskab fra Franz Jäger. Der er dog ikke brug for indbruds-stetoskop, gummihandsker og pudder her, for pengeskabsdøren står på klem.
Værdierne og holdningerne er i overført betydning ikke gemt af vejen. Det drejer sig ganske enkelt om jagten på den optimale brille. Og hvis vi taler personligt, enkelt, let og skræddersyet brilledesign med høj komfort, så kunne Tom Davies være et godt bud. Uanset individuel fysionogmi og uanset om man ønsker et feminint, maskulint eller attitudepræget design. Møller & Sandahl Optics er i dag Nordens største forhandler af Tom Davies-briller. Den britiske brilledesigner er manden bag de enestående brillestel, der gør det muligt at skræddersy brillen, så de passer optimalt til ens personlige smag, anatomi, karaktertræk, livsstil og pengepung. Oprindeligt blev stellene designet til overklassen og filmstjerner i hele verden, men efter flere års hårdt arbejde og opstart af egne fabrikker i Østen lykkedes det Tom Davies at ramme den almene, kvalitetsbevidste forbruger, der ikke vil nøjes.


Når man tør går imod strømmen
Netop derfor har Møller & Sandhal Optics fundet frem til Tom Davies. Fordi det ikke bare skal være godt, men rigtig godt. Og det er det ikke helt, når folk blot lever med det, selv om deres briller måske er for smalle eller brede over næsen, hvilket betyder at de ikke opnår den optimale komfort i dagligdagen. Torben Skov Møller, Peter Sandahl og resten af holdet opdagede dermed et hjemligt behov for mere skræddersyede kvalitets-briller, hvor unikt håndværk forenes med gunstige priser:
– Man kan godt blive træt af discount, hvor det hele kun handler om pris, pris, pris. Og hvis det ikke kun skal handle om pris, så skal der være noget andet. Der går vi ligesom Tom Davies imod strømmen også i forhold til internettet, som detailbranchen generelt slås med. Vi tilfører ekstra personlig kundeoplevelse, høj kvalitet og større individuelle designmuligheder for brugerne, fortæller Torben Skov Møller om incitamentet til at indlede samarbejdet med den britiske brilledesigner.
– Tom Davies kan skræddersy dine briller på alle måder – både i forhold til størrelse, anatomi, materiale, design og ikke mindst farver, der på nuværende tidspunkt omfatter hele 67 nuancer alt efter, om man er til den matte eller blanke overflade. Priserne for Tom Davies-briller varierer i forhold til hvilket materiale, man vælger og hvor meget, der skal redesignes. Eksempelvis kan man få en acetatbrille fra kr. 3.495. Det er altså relativt lidt, man betaler ekstra for at komme ind i hele det her univers og få den perfekte, skræddersyede brille, som desuden bliver personliggjort med ens navn indgraveret på indersiden af stangen, supplerer Anne Sofie Fenger.
Bespoke
Helt konkret handler det om det såkaldte Bespoke-princip – også kendt som custom made og skræddersyet – som oprindelig stammer fra skrædderbranchen i London. Om at lære kunden at kende, hans personlighed, livsstil, type, anatomiske mål, ønsker. Om i princippet at lade brugeren indgå som en med-designer til sine egne briller. Designprocessen begynder allerede, når en kunde træder ind i forretningen i Sankt Clemens Stræde og ud fra de mange eksisterende modeller på hylderne, udvælger en brille, der ligner det, han eller hun drømmer om. Møller & Sandahl Optics rådgiver, foretager synstest og opmåler fx afstanden til ørerne og næsebredden. Og så tager man ganske enkelt et foto af kunden, der sendes til Tom Davies’ designværksted. Når det kommer retur, kan kunden visuelt se, hvordan han eller hun tager sig ud med de nye briller på.
Det tager omtrent fire uger fra bestilling, til kunden har brillen i hånden i et æstetisk smykkeskrin, der samtidig bl.a. indeholder de originale AutoCAD-tegninger af brilledesignet. Undervejs i fremstillingsarbejdet har kunden desuden mulighed for at følge processen via kortfilm fra Tom Davies. Det er kort sagt helt personlige briller, der manifesterer sig som en følge af dialog, erfaring, rådgivning, teknologi, kundeoplevelse, kvalitet og design.



Bøffelhorn giver identitet
Hos Møller & Sandahl mærker man tydeligt, at konceptet er en succes. I dag har brillernes ry spredt sig fra mund til mund, og folk kommer fra hele landet til forretningen i Aarhus for at få lavet unikke Tom Davies-briller:
– Vi har efterhånden rigtig stor erfaring i at rådgive, og folk vender som oftest tilbage. Nogle vil ”blot” have en anden stelfarve eller tilpasset pasform, andre har et reelt fysiologisk problem, og dér kan vi gå ind og modellere med det eksisterende, så brillen passer sublimt til det specifikke ansigt. På baggrund af de mange forskellige udtryk og designs vi kan lave, ser vi også en stor aldersspredning på efterspørgslen af Tom Davies-briller, fortæller Gitte Dannemand.
Tom Davies-brillerne fremstilles i 100 % nikkelfrit materiale. Det gælder både titanium- og bomuldsstellene, og det gælder brillerne i eksklusiv bøffelhorn, der har en levetid på helt op til 15 år:
– Vi bruger horn fra indiske vandbøfler, og naturligt horn er et virkeligt smukt og unikt materiale, der giver identitet. Ikke to horn er ens. Det er selvfølgelig udelukkende horn fra bøfler, der allerede er slagtet. Derefter bearbejdes hornene og ligger i vand i et år. Resultatet er lette, behagelige og allergivenlige bøffelhornstel, der varierer i struktur, og hvis naturlige lød kan genskabes via polering og oliebehandling, når brillen med tiden har fået lidt patina. Helt enestående kan Tom Davies laminere op til syv tynde lag horn og samtidig kombinere designet med titanium- og acetatdetaljer, uddyber Torben Skov Møller, der tilbyder individuelle designkonsultationer om forretningens Tom Davies-briller.
Egen skandinavisk kollektion fra Møller & Sandahl
Samtidig har Møller & Sandahl udviklet sin helt egen kollektion af Tom Davies-briller, som er blevet taget særdeles godt imod – både af kunderne og af Tom Davies selv. Det handler ikke udelukkende om tidens trend og mode, mere om identitet og daglig kommunikation:
– Vi vil gerne kreere et stel, der passer til kundens identitet, eller det han eller hun ønsker at signalere. Samtidig giver vi de eksisterende Tom Davies-briller et skandinavisk, minimalistisk islæt. Inspirationen finder vi på de store messer i München, Milano og Paris samt ikke mindst i den daglige interaktion med kunderne, uddyber Anne Sofie Fenger.
– Over de seneste år har vi designet omkring 100 modeller. Vi brainstormer og tegner selv råskitserne fra bunden på gammeldags håndværkermaner, siger Torben Skov Møller og fortsætter:
– Derpå scanner vi dem ind og sender dem til designafdelingen i England, der laver den grafiske opsætning, og så produceres brillen på Tom Davies’ fabrik i Kina. Vi oplever en positiv udvikling i efterspørgslen på Tom Davies-briller og det er sjovt og lærerigt at være med hele vejen fra design til salg af en brille – også uden at det koster en herregård, slutter Torben Skov Møller.
Møller & Sandahl Optics
Skt. Clemens Stræde 7
8000 Århus C
Tlf. 8620 9200
www.mollersandahl.dk
Se mere på www.tdtomdavies.com