Diamanter – betagende smykker og en god investering

1. oktober 2016

Brian Mouritsen handler med diamanter og andre ædelstene. Både i form af smykker og som investeringsobjekt i sit enmandsfirma BachMouritsen, hvor rådgivning og høj kvalitet er en selvfølge.

Tekst: Torben Svane Christensen Foto: Michael Sunne Esbensen

Vi sidder i et mødelokale i Brønnums Hus i København i nærheden af Hotel d’Angleterre og Det Kgl. Teater. På bordet står æsker med smykker. Alle er besat med diamanter. De bliver lagt ud i foret bakke med en påmonteret lampe. Der ligger smykkerne med stenene, der har skabt drømme og begær så længe, de er blevet udvundet fra miner. Diamanter og ædelstene er dét, Brian Mouritsen sælger, og han har set rigtig mange af dem i de over 20 år, han har været i branchen.

– Jeg møder gerne mine kunder privat, når de har tid. Jeg har ingen butik og ansatte, så jeg kan sælge mine smykker med en besparelse på op til 50% i forhold til butikspriser. Uden at gå på kompromis med rådgivning, viden og ikke mindst kvalitet, tværtimod, fortæller han.

Powerkvinder

Han kan godt lide de stærke kvinder, der bestemmer selv og køber en ring til 50.000 kroner uden at spørge nogen om lov. Men man skal være hurtig og fange deres opmærksomhed, ellers er de videre i en travl hverdag.

– Jeg har en kunde i Singapore, der godt kan bære store sten. Hun er skotte og en stærk kvinde. Hende var jeg ude at besøge, og jeg havde fundet nogle diamanter, som måske var lige store nok til hende. Men da hun først fik dem på, så kom de aldrig af igen. Hun var kostbar i en uge, og hun ville forhandle, måske på grund af den skotske baggrund. Men handlen gik hjem til sidst, fortæller han.

De smykker han sælger, og dem der køber dem ligger ikke under for Janteloven.

– De køber smykker for, og er ikke bange for, at de tiltrækker sig opmærksomhed, siger han, og han mener, at når man er oppe i luksusvarer, så er de stærke kvinder en overset målgruppe.

Guldsmed ved Gardasøen

Brian Mouritsen har boet længe i København, men han er fra Jylland. Ude vestpå, hvor en pris ikke bare er en pris.

– Når jeg køber et jakkesæt, så vil jeg have strømperne med gratis. Hvis ikke, så køber jeg ikke mit tøj i den butik igen, siger han med et skævt smil.

Da han var færdig med handelsskolen, vidste han ikke lige, hvad han så skulle.

– Jeg kommer fra en familie, der har sejlet meget, og shipping lå lige for, men jeg rejste i stedet jorden rundt på 1½ år, hvor jeg arbejdede undervejs. Blandt andet som skibums på New Zealand, fortæller han.

Da han kom hjem, var han ikke blevet klogere på, hvad han skulle i fremtiden, men han begyndte at kigge jobannoncer. En guldsmed ved Gardasøen i Italien med mange skandinaviske, tyske og engelske kunder, søgte en sælger. Han søgte og fik stillingen.

– Der gik ikke længe, inden jeg fandt en lup og kiggede ind i en ædelsten for første gang. Det åbnede en helt anden verden for mig. Der var så mange ting, jeg kunne sætte mig ind i, i forhold til sammensætningen af stenen og dens historie. For min familie og mange andre var det en overraskelse, at det var den vej, jeg valgte, siger han.

Hans læremester blev John Rasmussen, der blandt andet foreslog ham at læse om Harry Motor og lære af hele hans indstilling til det at drive en forretning.

Forretningen var også på forkant med digitale kundedatabaser i 1993, hvor sælgerne udfyldte et kort med kundernes oplysninger, som derefter blev lagt ind på en computer. Et af de første CRM systemer i den digitale verden.

– Så når kunderne kom igen, kunne vi slå dem op, og de oplevede det som om, at vi kunne huske dem fra sidste gang, fortæller han.

De unikke sten

På en ferie hjemme i Danmark så han, at de søgte en sælger hos Danborg Guld og Sølv med den excentriske Uffe Danborg, der senere forsvandt sporløs for så at dukke op i London, hvor han levede et anonymt liv, men fortsatte med at handle med guld.

– Han var en nørd på design og kvalitet. Han kunne se trends inden, de blev det. Han spottede blandt andet russiske ikoner før mange andre, siger han.

Hver weekend fik Brian Mouritsen auktionskataloger med hjem, og så skulle han foreslå hvilke ædelstene eller smykker, der kunne være attraktive køb.

– Det var en del af min uddannelse. Jeg lærte at manøvrere uden om det, som alle køber. At finde de unikke sten, og siden dengang har jeg analyseret alt, før jeg køber. Jeg lærte også at lytte til mennesker og danne min egen mening om tingene på basis af de informationer, jeg havde fået, siger han.

Senere fik han arbejde hos Hartmanns som butikschef, og det lå ligesom i kortene, at der skulle han slutte sin karriere.

Over alle forventninger

Men sidste år besluttede han at starte op for sig selv. Forbilledet var appointment sales, der er udbredt i byer som New York og London. Hvor kunderne kan handle smykker på tomandshånd på diamanthandlerens kontor eller hjemme hos kunden selv.

– Mine forventninger er blevet indfriet og det koncept, jeg har startet op, har fået fantastisk modtagelse, siger han.

Tysk gennem tre generationer

Alle de smykker Brian Mouritsen sælger er lavet i Tyskland, hvor de fleste smykker i dag ellers bliver lavet i østen.

– Men der er ikke helt de samme traditioner, som dem jeg efterspørger. Det tyske firma, som jeg samarbejder med, har arbejdet med smykkefremstilling i tre generationer. Jeg kender ejeren, og jeg har kendt dem siden, jeg selv begyndte i branchen, siger han.

Det tyske firma laver selv alle arbejdsprocesser fra slibning af diamanterne og andre ædelstene til selve fremstillingen af smykkerne. Her kan Brian Mouritsen printe en voksmodel ud, og så bliver smykkerne nøjagtig, som han og kunderne vil have dem.

– Om 15 til 20 år vil 70% af de smykker butikkerne sælger være fra et brand. Mine smykker er stemplet, men det er ikke et brand. Du vælger noget individuelt. Jeg er trådt ud af den cirkel, der sælger brands. Men på et tidspunkt bliver det individuelle måske også et brand, siger han.

Konceptet tiltaler mænd

Det er ikke kun de stærke kvinder med hang til flotte smykker, der kontakter Brian Mouritsen.

– Der er mange mænd, der handler hos mig. Det er kommet lidt bag på mig, siger han.

Han tror selv, at det mændene godt kan lide ved konceptet er en diamanthandler, der giver sig tid til dem og har sat sig ind i tingene. Ja, og stiller de rigtige spørgsmål.

– Jeg finder ud af, hvem den tilkommende er i forbindelse med køb af forlovelsesringe. Er hun den pæne pige eller den vilde, der godt kan lide at klatre i træer. Det har stor indflydelse på, hvilken forlovelsesring jeg foreslår dem, siger han.

Da han stod i butik, kunne manden godt komme tre til fire gange og nogle gange med en veninde som rådgiver, inden det resulterede i et køb.

– Men nu oplever jeg, at de træffer en beslutning med det samme, når jeg har rådgivet dem, siger han.

Trofaste kunder

Brian Mouritsen bruger tid på at researche på kunderne, hvor han går meget i dybden for at finde de rigtige smykker at vise frem.

– Jeg afsætter minimum to timer til et møde med kunden. Det skal der til for at opnå en fortrolighed, og mange af mine kunder ønsker diskretion omkring deres køb. Jeg har faktisk svært ved at kalde dem kunder, for vi får en tæt kontakt. Jeg har kunder, som jeg har kendt i 20 år, hvor jeg er med til runde fødselsdage og er blevet en del af deres familie, siger han.

Kunderne kan lave aftaler med ham på alle tider af døgnet og i ugen.

– Mine kunder har en travl hverdag, så hvis de bedst kan mødes med mig en fredag aften eller søndag eftermiddag, så gør vi det, understreger han.

God investering
Der er ikke fundet nye miner de sidste 12 år, hvor der bliver udvundet investeringsdiamanter. I 2020 forventes udbuddet af diamanter at falde. 40% af alle diamanter bliver brugt til forlovelsesringe i Vesten. I 2040 forventer man kun 20% af nuværende produktion af diamanter. Gennemsnitlig årlig stigning på 14,47% på diamanter på 1,00 carat D/IF fra 1960 til 2015. En tændstikæske kan snildt indeholde diamanter for 37.500.000 kroner.

Finde de rigtige diamanter

Diamanter bliver også brugt i investeringsøjemed, og lige nu er der mange investeringsdiamanter på markedet.

– Jeg er meget forsigtig med, hvor jeg køber mine sten. Der er folk, der har tjent gode penge på diamanter. I dag er investeringsdiamanter dyre, ligesom en dyr aktie, siger han.

Han finder sine diamanter gennem sit store netværk, og det handler om at finde unikke sten, der for eksempel er i privateje, eller sten som diamanthandlere ikke har ude i åben handel.

– Det bedste er, hvis en kunde har sten i bankboksen, som jeg kan få lov til at arbejde med. Det er mange gange sten, der er unikke i forhold til farve, størrelse og renhed. Hvis alle tre ting er i orden, så har jeg noget specielt, som man ikke kan få andre steder, understreger han.

Han fortæller, at minerne holder lidt igen på diamanterne i håb om, at priserne vil stige.

– Aktuelt har rådiamanter mistet 30% af deres værdi siden maj 2014. Diamanter kan ikke blive meget billigere i dag, når man ser på udgifter til udvinding og andet, siger han.

Stor indsigt

De miner, der har leveret mange af investeringsdiamanterne, er op til 80 år gamle. Brian Mouritsen vil tro, at der vil komme til at ske ændringer inden for de næste fem til otte år på basis af, at minerne i blandt andet Sydafrika, der har leveret nogle af de flotteste og største diamanter, er ved at være udtømte.

– I dårlige tider, hvor aktier er usikre, så køber man guld og diamanter, også de store hedgefonde. Diamanter er stille og roligt blevet ligesom guld, siger han.

Hver enkelt lille sten er ligesom en aktie, der skal analyseres på kryds og tværs.

– Det er nemt at finde NOVO-aktien inden for diamanter. Den mere eller mindre sikre investering. Men det kræver stor indsigt og den nødvendige forsigtighed at finde de diamanter, som har et bedre afkast end andre investeringsdiamanter. De evner har jeg oparbejdet gennem mange år, siger Brian Mouritsen, som er uddannet diamantgemmolog.

Den indsigt skal holdes ved lige, og derfor rejser han mere end 80 dage om året til messer og diamanthandlere.

– Her skal jeg hente ny inspiration og snakke med en masse vise mennesker om diamanter, siger han.

Se mere på www.bachmouritsen.com

Opskriften på diamanter
Grundstof nr. 6, C
150 km. nede – den nedre kappe
Varme: 1000 gr. – 4000 gr
Tryk: 50 x jordens overflade
Tid: op til mange 3,3 milliarder år eller næsten hvad der svarer til 2/3 af den tid, vi kender til jordens eksistens. Ingen diamanter er identiske. Diamantens farve og klarhed er styret af strukturen i stenen og af tilblivelsesprocessen.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

High-end elcykler ruller ind i Aarhus

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Noble Denmark: Hvor nordisk æstetik møder globalt håndværk

Fra havedrøm til drømmehave

Bygget til at holde – et kig ind hos Anders Heede Arkitekter

Havets Aston Martin: Cormate-både kombinerer kvalitet og luksus

Arkitektur med hjertet i hånden

Søg