Elegance og sofistikeret innovation med loyalitet overfor stilen

1. juli 2010

Tekst: Ulrik Bak Nielsen Foto: PBO Group

Når man træder ind i PBO Groups moderne domicil i Risskov ved Århus, fornemmer man straks, at der er fokus på æstetikken og at der eksisterer en kultur, der virker overalt i organisationen. Intet er overladt tilfældigheder, og det er der en grund til. Bag PBO Group og tøjmærket Philosophy Blues Original står den 44-årige Mogens Jørgensen, der siden han blev elev i en tøjforretning for snart 25 år siden, har opbygget en organisation
og et tøjmærke, der vækker respekt og anseelse i branchen – og begejstring hos kunderne. Hos Mogens Jørgensen og PBO Group designer, producerer og sælger man designertøj til kvinder og mænd, og gennem årene er der opbygget er godt og solidt brand.

Dengang i 1990erne

Det hele startede i 1994. En iværksættertrang begyndte at røre på sig hos en ung Mogens Jørgensen, der på det tidspunkt var ansat i en virksomhed, der sidenhen skulle få stor betydning for hans videre færd og succes.

”Jeg var sælger og havde været de i mange år – og havde succes med det,” fortæller Mogens Jørgensen.

”Jeg havde dengang en arbejdsgiver, der lod mig styre en helt masse ting selv. Igangsætning af kollektioner, kunderkontakt og andet. Så det lå meget naturligt for mig efter nogle år, da jeg synes, at der var et hul i markedet. Jeg kunne godt tænke mig at starte for mig selv.”

Mogens Jørgensen betegner sig selv som selvlært, selvom han har en handelsuddannelse fra EFG, som det hed tidligere.

”Folk dør jo af grin, hvis man fortæller det idag. Ingen aner hvad det er”, fortæller Mogens Jørgensen og smiler.

”Og så havde jeg to år i butik. Dengang tænkte jeg, at jeg bare skulle væk hurtigst muligt. Jeg ville hellere være professionel fodboldspiller eller noget andet, for det her var sgu dødsygt”, griner Mogens Jørgensen.

Selv om det var tæt på, lykkedes det ikke for Mogens Jørgensen at få en professionel karriere i fodboldens verden, og det er han særdeles godt tilfreds med i dag.

Da beslutningen om selv at starte noget nyt var taget, gik det stærkt. Allerede fire år efter at Mogens Jørgensen i 1994 etablerede sin virksomhed i Frichsparken i Århus, opkøbte han sin gamle arbejdsplads, som han fortsat havde et rigtig godt forhold til. Venskabet med den tidligere arbejdsgiver, som i starten var var partner i Mogens Jørgensens nye virksomhed var på mange måder med til at give nogle gode skub i rigtige retning. Efter et par år købte Mogens Jørgensen sin partner og tidligere chef ud af virksomheden og stod nu alene i spidsen for en organisation, der allerede på det tidspunkt havde godt fat i markedet.

”Der var sågar nogle, der – allerede inden jeg startede – ringede og sagde, at de gerne ville købe min virksomhed. Man havde tillid til, at jeg kunne få tingene til at lykkes. De ville købe virksomheden og mig allerede inden jeg overhovedet var gået igang. Det styrkede naturligvis min tro på, at jeg sgu nok kunne ét eller andet. Jeg fik også tilsagn fra stort set alle kunder i min portefølje om, at de ville lave forretning med mig. Det var fantastisk at opleve, at de bakkede mig op.”

Dengang Mogens Jørgensen startede i tøjbranchen og nogle år frem, var tøjbranchen anderledes end i dag. Mogens Jørgensen beskriver den selv som mere blød og rund. Men det går ikke i dag, fortæller Mogens Jørgensen.

”I dag er den skarp. Meget skarp. Og du skal selv være på samme måde. Skarp og kantet. Det var jeg jo nok allerede dengang i starten, og det var der mange, der lige skulle vænne sig til. Jeg skal ikke afvise, at jeg kom til at træde nogle over tæerne. Men i dag er du nødt til at være skarp, hvis du vil opnå aftaler og resultater. Det er vilkårne.”

I starten var det kun herretøj, Mogens Jørgensen beskæftigede sig med. Men efterhånden begyndte han også at indføre dametøj, som sidenhen er blevet den bærende del for PBO Group.

Ingen opstart uden vanskeligheder

For Mogens Jørgensen er det fortsat en vigtigt ting og vision, at medarbejderne er glade og har lyst til at komme på arbejde. Men i starten var en af de store udfordringer netop forbundet med det at skulle finde og have ansatte – og være leder for et personale. Tidligere havde han gjort de fleste ting selv og med en god fornemmelse for, hvad der skulle til og hvad der virkede. Men nu skulle den voksende efterspørgsel på ham og hans tøj fordeles ud på et personale, der ikke nødvendigvis havde samme forståelse og prioriteter som Mogen Jørgensen selv. Der skulle arbejdes hårdt med at skabe en fælles forståelse for organisationens mål og metoder.

”Du finder hurtigt ud af, at alle er nøglepersoner i en opstartsperiode, hvis en person forlader organisationen eller du selv siger vedkommende op i starten. Det synes jeg, var hårdt både mentalt og rent arbejdsmæssigt, for alle har en masse vigtige funktioner i en opstartsfase. Det er selvfølgelig noget, man lærer at takle, jo mere erfaring man får. Man bliver nødt til at være mere nøgtern i sine vurderinger. Speciel når der har været kriser, hvor man jo desværre bliver nødt til at endevende sin organisation. Men det jo i krisesituationerne man har lært mest. På godt og ondt.”

Krise reddet af kvinderne

Mogens Jørgensen og tøjbranchen gik ikke uden om finanskrise og danskernes svigtende forbrugsvilje.

”Vi kunne mærke det fra den ene dag til den anden. Mændene holdt simpelthen op med at købe tøj,” fortæller Mogens Jørgensen. Men kom der hjælp fra uventet kant.

”Heldigvis holdt kvinderne salget oppe. Mændende svigtede men kvinderne købte fortsat masser af tøj. Det kan der være mange forklaringer på, og nogle sikkert mere underholdende end andre,” fortsætter Mogens Jørgensen og smiler.

”Hvor vi mænd måske bedre kan undvære en ny habit, hvis bare vi lige får en ny skjorte, så er det altså vigtigt for kvinderne at købe nyt. Selv når der er krise. Det sætter vi selvfølgelig stor pris på. Så sparer de sikkert på andre områder. ”

Havde kvinderne ikke været der, havde finanskrisen været helt anderledes fatal og uoprettelig for detailbranchen, mener Mogens Jørgensen, der har stor respekt for den følsomhed og de udsving, der påvirker marked og omsætning.

”Vi har haft et fint år indtil nu – men pludselig slår kurven et lille dyk nedad. Der skal ikke mere til end en askesky fra Island, så mærker vi det. Det kan godt være lidt skræmmende.”

Fornemmelse, stil og smag

Man finder ikke Mogens Jørgensen på forreste række ved franske og italienske modeshows. Den slags giver ham ikke noget. PBO Grops damekollektioner har Mogens Jørgensen overladt til andre, men mændene tager han sig fortsat selv af. Inspiration og nye idéer får han ved at holde sig bredt orienteret og ved at have en god
fornemmelse for, hvad mænd herhjemme ville synes godt om.

”Vi prøver at være anderledes uden at stikke for meget ud. Og så vil vi levere et ordentligt produkt. Jeg ved godt det er en floskel, men det skal sgu være value for money. Det er ikke nok at have et brand og et mærke, som er kendt. Det skal også være kvalitet. Det synes jeg indimellem, at andre mærker godt kan glemme. At det
ikke bare er avancen, der er vigtig. Og forbrugeren husker altså en reklamation. Vi prøver at køre efter devisen no mistakes herude.”

For Mogens Jørgensen handler det primært om at være tro mod sin stil og ikke hele tiden forsøge at løbe efter nye trends.

”Vi er nutidige. Vi er gode til at følge med, og vi er loyale overfor vores stil. Der er selvfølgelig udsving i perioder, men vi forsøger at holde fast i en stil, som folk kan vende tilbage til. Og vi kan se, at det virker. Det kan da godt være, at vi går glip af lidt omsætning, men det er vi ligeglade med. For os gælder det alene om at have en stil, man kan regn med.”

Hvis ikke – hvad så?

Spørger man Mogens Jørgensen, hvad han ville lave, hvis ikke hans skulle have med tøj og sin egen virksomhed at gøre, er svaret enkelt.

”Det aner jeg ikke. Det er min passion. Det er mit liv.”

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Pengerådgivning: Økonomi med plads til livet

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

Viljen til at lykkes: Dennis Povlsens rejse fra tømrer til succesfuld virksomhedsejer

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Få fod under eget bord i sydens sol til en pris hvor de fleste kan være med

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

High-end elcykler ruller ind i Aarhus

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

Søg