Lampedesigneren Tom Rossau lever i lysets verden. Det er dér, han brænder. Og det handler stadig om den basale leg med idéerne og materialerne. Om at det enkle fortsat stråler smukkest, og om at man gerne må være en lille smule naiv.
Tekst: Rune H. Jensen Foto: Chris Adam
700 lyse kvadratmeter på en eksklusiv adresse på Frederiksberg Allé i København tegner et billede af visionær fremdrift. Det er her, Tom Rossaus holder til med sin virksomhed, der mest ligner et åbent kreativt opdrag i lysets tegn: Udstilling, butik, værksted og kunst i ét. Selv den manuelle lampefremstilling foregår for åbent skue foran store facadevinduer. Made in Denmark er ikke en floskel. Det hele foregår rent faktisk lige nu og her, inden det sættes ind i butikken eller ud i verden som lys i private hjem og institutioner.
Jeg elsker at kede mig
De fleste af os lever med lys som en selvfølge. For Tom Rossau er lys et primalt behov. Noget basalt, som han tænker i og over hele tiden. Den 43-årige lampedesigner erkender blankt, at belysning er det første, han bemærker i et lokale, og at dårlig belysning øjeblikkeligt påvirker hans humør. Han tænker i det hele taget i lys, i skygger, i materialer, i idéer der kan forløse drømmen om den perfekte lampe:
“Det er idéen, der driver værket for mig. Jeg elsker at kede mig, for det er godt nok et kreativt sted at være, et sted hvor idéerne kan komme til verden”, forklarer han over en kop solid kaffe i firmaets baglokaler.
“Nu, hvor jeg ikke har så meget tid til at kede mig, er deadlines også en god fremaddrivende kraft, men det er min klare plan at få mere tid til dét, det virkelig handler om for mig”, siger han.


Man skal turde naiviteten
Og dét, det virkelig handler om for Tom Rossau, er også dét, han er god til. Rigtig god til. At folde mærkelige idéer ud til enkle, simple, klare udtryk. Der er også en stor styrke i at turde stå ved en god portion naivitet ifølge Tom Rossau. Ikke forstået som stupiditet eller halsstarrig stædighed. Men en naivitet, der tillader sig at holde fast i noget, ikke blindt at tage andres svar for gode varer og ikke aflive nye idéer, før de er helt afkodede. Og ad den vej skabe noget konkret – forskudt ud fra den oprindelige idé, efterhånden som den har udviklet sig mod sit endelige udtryk.
Vrid et S
Hele kollektionen i dag udspringer meget sigende af én model, der ikke fungerede på grund af materialernes natur. Så gjorde han noget andet med idéen. Flyttede den.
“Jeg elsker at løbe forvirret rundt og afprøve materialer, lege, fejle og lære og på den måde nå videre med en oprindelig idé mod en prototype og et endeligt design”, siger han.
Selv har Tom Rossau ikke børn, men han leger åbenlyst stadig. På et professionelt niveau. Med idéerne, materialerne og kompleksiteten, der altid helst skal munde ud i enkelhed. Enkelhed går således igen i hans designs, fordi det enkle er smukkest.
For eksempel er hans bestseller, den såkaldte TR7-lampe, skabt ud af den enkle idé at bøje og vride en lang strimmel birkefiner, så den danner et S. Gentag derefter princippet mange gange efter hinanden, og den ikoniske, lukkede timeglas-lampesfære er født. Et helt klart udtryk – og ganske enkelt.



Jeg er lidt for meget med
Der er løbet meget vand i havet og en hel del strøm gennem lamperne, siden Tom Rossau startede i ydmyge omgivelser i 1997 i sin énmandsforretning på Istedgade. I dag har han 5 medarbejdere plus forhandlere i stort set alle europæiske lande samt på markeder som USA og New Zealand. Det er gået ”slag i slag”, som han formulerer det. Før to unge arkitektstuderende, som han har deltidsansat til lampesamlingen, afbryder med spørgsmål til dagens opgaver. Fordi det er Tom, der ved, hvad der skal skæres og samles til hvilken lampemodel til hvilket formål.
“Jeg er nok lidt for meget med i det hele”, som han udtrykker det.
Sjovt – og pissehårdt arbejde
“Det er sjovt OG pissehårdt arbejde at få det hele til at fungere i praksis, når man også producerer selv. En organisation omkring det hele til salg, administration, produktion osv. Kunsten bliver nu at kunne afgive kontrol. For min primære opgave er altså at designe og udvikle nye produkter”, fortæller Tom Rossau, som derfor snart ansætter en ansvarlig for produktionen.
Fordi det kan aflaste ham og give frihed til dét, det virkelig handler om. Idéerne, designet, udviklingen, legen. Men kunne han ikke ligeså godt gøre dét på et andet område? Hvorfor lige belysning og lampeskulpturer?
“Belysning og lampedesign er en verden, hvor jeg let kommer fra idé over prototype til færdigt produkt. Der er en god sammenhæng i den kreative proces mellem den første vision og det endelige resultat, selv om den altid udvikler sig undervejs”, forklarer Tom Rossau.
Frihed og unika i Galleri Nijenkamp
Han er ikke i tvivl om, at drivet er intakt. Faktisk føler han sig endnu mere begejstret for belysning og design nu end nogensinde før, fordi hans organisation er ved at være på plads og fungerer i en form, hvor han får mere frihed til det, han egentlig helst vil. Og netop frihed er, hvad han finder i et aktuelt samarbejde med Galleri Nijenkamp i Odense. Tom Rossau står foran en udstilling i det fynske kunsthotel med unika-lamper, hvor det skabende er i højsædet. Det er selvsagt et projekt, der tiltaler ham, fordi lampeskulptureringen her er frigjort fra trends og krav til funktionalitet.
“Jeg er ikke så interesseret i at lave varianter af noget, der findes i hundredevis af i forvejen. Det er mere håbet om det unikke”, siger han.




Guddommelige Maurer
Selv kigger han ud i verden efter inspiration, og en kunstner og lampedesigner som tyske Ingo Maurers bedste kreative værker er han ikke bange for at kalde ”guddommelige”. Fordi de formår at indkapsle både det funktionelle og legen – med smukke, æstetiske produkter til følge. Han har også ros til overs for Verner Panthons idérigdom, hvorimod for eksempel PH-lamperne ikke har det samme element af leg og opfindsomhed, men fungerer fantastisk qua det stramme design ifølge Tom Rossau. Hans egne designs begynder næsten altid med eksperimentet med materialerne:
“At stå ét sted og så afsøge verdenen uden for i en relativt begrænset radius er fantastisk. At mærke, at materialerne lukker op for helt andre og nye muligheder”, forklarer han.
Enkeltheden som mål
Tom Rossau har ingen planer om, at hans virksomhed skal vokse til 40-50 ansatte. Derimod ser han 8-10 medarbejdere i en selvkørende organisation som det optimale, hvor alle funktioner og roller er beklædt med de rette kompetencer – og han selv har mest mulig tid til kerneområdet: Designet og udviklingen af produkter.
“Alle ved mere om salg og administration end mig”, som han udtrykker det. Begejstringen for belysning er åbenlyst intakt, og Tom Rossau vedgår gerne sin skæbne med et smil.
“Jeg bliver aldrig færdig med at lave lamper”, siger han. Og man tror ham. Kaffen er drukket, men arbejdsdagen er ikke forbi. Sådan er det, når man lever i lysets verden med drive, med opfindsomheden som drivkraft og enkelheden som mål. Og gerne tilsat en fornuftig portion naivitet undervejs.
Se mere på www.tomrossau.dk
OM TOM ROSSAU
– Autodidakt dansk designer (f. 1970).
– Begyndte med syning og design af lædertøj og åbnede første butik i København i 1997.
– Er i dag lampedesigner og har siden 2004 især arbejdet med lamper i naturtræ Har årlige udstillinger på bl.a.
– IMM Cologne, Light and Building i Frankfurt og Euroluce i Milano samt forhandlere over hele Europa og USA m.v.
– Tom Rossau har i 2014 indgået samarbejde med Galleri Nijenkamp i Odense om udstilling af unika-lamper.