Når du træder ind i værkstedet hos Errboe Design, mærker du straks, at der er noget særligt på spil. Den gamle foderhal fra 1930’erne emmer af historie, men også af fremtid. Det er her, Søren Errboe skaber sine unikke, håndlavede møbler og specialdesignede løsninger til kunder, der søger noget ud over det sædvanlige.
Fra iværksætterhus til eget værksted
Som uddannet møbelsnedker og ejer af Errboe Design har Søren på få år formået at etablere sig som en stærk profil inden for sit fag – med en personlig tilgang til både håndværket og sine kunder. Søren er ikke en hr. hvem som helst inden for dansk snedkeri. Med en baggrund som bachelor i designkultur og økonomi og en uddannelse som møbelsnedker fra Vejle Tekniske Skole i 2019 fandt han hurtigt ud af, at passionen lå i det at skabe med hænderne. Efter en periode i et iværksætterhus i Aarhus har Søren nu taget springet til egne lokaler i Mårslet. Et værksted, der giver ham plads til at udfolde sit talent og sin kreativitet.
“At flytte ud af iværksætterhuset og etablere mig her i egne rammer har været en drøm i mange år. Det giver en helt anden ro og fokus, at det nu er mit sted,” forklarer Søren. Med flytningen følger også nye muligheder: “Nu kan jeg bedre skabe en sammenhæng mellem værksted og showroom, så kunderne kan opleve mine møbler i deres rette element.”


Snedkeri med hjerte og historie
Errboe Design handler om mere end blot træ og maskiner. For Søren er det afgørende at skabe løsninger, der passer som hånd i handske til kundens behov og deres hjem. Det er skræddersyede møbler og interiører, hvor detaljerne står skarpt, og håndværket kan mærkes. “Jeg går op i, at når man kører hånden hen over en overflade, så skal det bare føles helt rigtigt. Det er de små ting, der gør hele forskellen,” siger han med et smil.
Søren beskriver sit arbejde som en form for moderne inventarproduktion med rødder i klassisk snedkerhåndværk: “Jeg laver alt fra køkkener til specialdesignede reoler og restaurering af ældre møbler. Det handler om at finde den rette balance mellem funktionalitet og æstetik,” forklarer han. Og netop æstetikken er et område, hvor Søren skiller sig ud. For med sin baggrund i designkultur kombinerer han historisk forståelse med moderne løsninger. “Min baggrund giver mig noget ballast – både fagligt og personligt. Jeg har den ro, der kommer med erfaringen, og hviler i mig selv. Det gør en forskel, både i arbejdet og i dialogen med kunderne.”
Fra Indonesien til New Zealand
Søren har også trukket på erfaringer fra udlandet. Under sin uddannelse var han i praktik i Indonesien og i New Zealand, hvor han arbejdede på henholdsvis en stor møbelfabrik og hos en anerkendt designer. “At opleve hvordan andre tilgår snedkeriet og materialerne, har givet mig en dybere forståelse for mit eget håndværk,” fortæller han.
Erfaringerne har hjulpet Søren med at skabe en virksomhed, hvor processen er lige så vigtig som det færdige produkt. “Jeg elsker dialogen med kunderne. Det er altid en spændende rejse at finde frem til præcis det, de drømmer om – og så føre det ud i livet,” siger han.



Håndværk med en personlig signatur
Hos Errboe Design er det ikke bare snedkeriet, der er personligt – det er også Søren selv: “Mine kunder ved, hvem de arbejder med. Jeg er med hele vejen fra første møde til det færdige produkt,” fortæller han. For mange er det netop denne personlige tilgang, der gør forskellen, når de vælger Errboe Design.
Søren er heller ikke bange for at tænke ud af boksen. Han har eksempelvis lavet projekter, hvor han bruger Ikea-elementer som grundlag og skaber noget helt unikt ud af det. På den måde kan han finde lige netop den løsning, der passer til kundens behov – og budget. “Jeg er ikke for fin til Ikea-hacks. Det gør, at kunden kan spare penge på for eksempel skabet, og så kan man lave nogle lækre fronter og ting og sager. Så er funktionaliteten der stadig, samtidig med at vi gør udseendet helt unikt. Jeg synes faktisk, at det er ret fint.”
Restaurering med respekt
Det er ikke alt sammen nyt, nyt, nyt. Søren Errboe har også en forkærlighed for restaurering. Han fortæller: “Der kommer også en del opgaver om året med restaureringer. Og det synes jeg, er ret fedt, fordi man kan bevare noget historie og give det nyt liv i stedet for bare at smide det ud.” For nylig har han for eksempel repareret et par Wegnerstole, som var knækket. Her laver han det, der hedder en udlusning, hvor man fjerner det beskadigede træ og lægger nyt ind. Det kunne også være at lave et andet bundstykke eller en fræsning, som passer til. På den måde genopstår de historiske møbler, mens håndværket og kvaliteten bevares.

