Find ro i en musling

1. april 2017

Copenhagen Bath præsenterer det ikoniske Muschel-badekar designet af Mikal Harrsen, der lader skandinavisk design, naturmaterialer og livskvalitet gå op i en højere enhed for brugeren.

Tekst: Rune H. Jensen Foto: Copenhagen Bath

Muschel hedder den nye serie fra Copenhagen Bath, og associationerne til maritim renhed er da også til at få øje på i designet fra Mikal Harrsen. Badekarrets organiske, afrundede form og det stringente skandinaviske udtryk udført i naturlige materialer sigter således mod en optimal oplevelse af stilhed og rolige stunder i en ellers travl hverdag:

Det mentale frirum

– Vi bor mere og mere i huse og lejligheder med åbne køkkener, store rum og meget støj. Derfor er badeværelset nærmest det eneste rum tilbage, hvor vi kan koble af og finde et mentalt frirum, siger Morten Thomsen, indehaver af Copenhagen Bath, og fortsætter: – Hos Copenhagen Bath prøver vi at finde ind til kernen af æstetikken i det skandinaviske og lader os inspirere af naturen. Det er vores brands identitet – fokus på nordisk minimalisme, stringens, kvalitetsmaterialer og enkelt design.

Find ro i en musling

Muschel er udført i Acovi-komposit, et fleksibelt og massivt materiale sammensat af naturlige mineraler, der giver badekarret en mat, varm overflade og et skulpturelt designudtryk, og for industriel designer Mikal Harrsen betyder kompositmaterialet helt særlige designmuligheder:

– Kompositmaterialet giver en unik formgivningsfrihed. I modsætning til porcelæn eller andre materialer, som traditionelt har været anvendt i baderummet, kan vi med kompositmaterialet designe stort set uden hensyn til materialets begrænsninger og egenskaber – med undtagelse af vægten, siger Mikal Harrsen, der bl.a. har vundet internationale designpriser som Red Dot, Communication Arts award og ADEX.

Mødet mellem geometri og organisk

– Inspirationen til vores Scandinavian Suites-serie søger vi generelt i det lokale, i havet omkring de skandinaviske områder og i geografien og kulturen relateret hertil. Muslingens organiske form var interessant at bearbejde. Det var egentlig ikke planlagt, men da ideen opstod, greb vi udfordringen og forsøgte at opnå en geometrisk kontrol over formen.
Muschel-badekarret er således et designmæssigt møde mellem det geometriske og det organiske – et tema som skal udforskes meget mere i forbindelse med udviklingen af Scandinavian Suites, siger Mikal Harrsen.
Form- og materialevalget til muslingebadekarret betegner en udforskning af den skandinaviske designtradition, og samtidig søger Copenhagen Bath og Mikal Harrsen at kombinere minimalisme, kompromisløst design og kropsligt velvære i ét:

– Det minimalistiske design kan angribes fra mange vinkler. Vi håber, at vores idé med at koble det geometriske og organiske vækker interesse. Og vi har forsøgt at sammenkoble det med det ergonomiske aspekt, som naturligvis er relevant ved et badekar, der jo altid vil være et emne med én-til-én kontakt med kroppen.

Sortimentet hos Copenhagen Bath omfatter alt fra badeværelsesindretning, spejle, skabe og håndvaske til et skræddersyet og eksklusivt badekar såsom netop Muschel. Det er i udgangspunkt 175 cm langt, men kan også tilpasses efter individuel størrelse, og der er planer om at udvide serien til flere eksklusive designs, der gør det muligt at finde ro og uforstyrrede øjeblikke i badeværelset, hjemmets sidste støjfri rum.

Se mere på www.copenhagenbath.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

High-end elcykler ruller ind i Aarhus

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Noble Denmark: Hvor nordisk æstetik møder globalt håndværk

Fra havedrøm til drømmehave

Bygget til at holde – et kig ind hos Anders Heede Arkitekter

Havets Aston Martin: Cormate-både kombinerer kvalitet og luksus

Arkitektur med hjertet i hånden

Søg