Danske InOut laver drivhuse, udestuer, orangerier og lysthuse i bæredygtige materialer. De er både holdbare, vedligeholdelsesfrie og smukke at se på. Et glashus er et ekstra rum i haven, som giver følelsen af at være ude, selv om man er inde.
Tekst: Vibeke C. Larsen Fotos: InOut
Det danske klima sætter en naturlig begrænsning på, hvor meget vi opholder os ude, og de fleste af os er mere inde, end vi er ude. Løsningen hedder et hus af glas, og sådan nogle laver danske InOut.
”Når man går ind i et lysthus, har man følelsen af, at man stadig er ude, selv om man er inde. Det er en perfekt måde at forlænge sommeren på, så man kan nyde et glas rødvin eller en kop kaffe i lysthuset, når solens stråler forsvinder, og man ellers ville trække indenfor,” siger Lars Thøgersen, der er designer og indehaver af InOut, der har specialiseret sig i at levere orangerier, udestuer, lyst- og drivhuse. Husene er bygget i træ som alternativ til aluminium.
”Aluminium er ikke særlig miljøvenligt, da det er et meget energikrævende materiale at fremstille. Selv om aluminium kan genbruges, er det en ressource, der bliver udtømt og skal bruges med omtanke. Desuden mangler aluminium træets naturlige æstetik,” understreger han.



Grimme aluminiumshuse
Lars Thøgersen er uddannet industriel designer, og ideen til InOut opstod, da han selv var på jagt efter et drivhus til haven.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det ene aluminiumsdrivhus grimmere end det andet, eller også var prisen meget høj. Nu er jeg som designer nok også lidt miljøskadet, så jeg kan ikke se på sådan et hus uden at få lyst til at lave det om,” siger Lars Thøgersen. Dermed var idéen til InOut født.
Lars Thøgersen begyndte selv at undersøge mulighederne for at lave et drivhus, der både var bæredygtigt, pænt at se på, holdbart – og til at betale.
”Det var en kæmpe udfordring at lave et glashus, der var spinkelt i konstruktionen, men samtidig så bomstærkt, at det kunne tåle den samme vindstyrke og snemasser som andre bygninger,” fortæller Lars Thøgersen, der har arbejdet med projektet siden 2016.
Imprægnering af sukkerrør og majs
InOuts mission var at skabe en spinkel trækonstruktion, der også var vedligeholdelsesfri og lavet af bæredygtigt træ. Lars Thøgersen afsøgte forskellige træsorter, men fandt løsningen i Østeuropa, hvor træsorten Robinie gror og bliver brugt som møbel- og konstruktionstræ på grund af sin hårdhed. Af miljøhensyn fravalgte han den traditionelle giftige trykimprægnering og valgte i stedet for Kebony-teknologien. Træet bliver imprægneret med furfurylalkohol, som er fremstillet af vegetabilsk produktionsaffald fra landbruget som f.eks. sukkerrør og majs.
”Kebony giver forbedret bestandighed og holdbarhed til træet, da det bliver modstandsdygtigt overfor svamp og råd. Det er et godt valg til al udvendig brug af træ, for der er intet eller lavt vedligehold. Behandlingen giver en lang holdbarhed selv i det skandinaviske klima,” understreger Lars Thøgersen.




En symbiose af glas og træ
InOut har tre standardmodeller – et klassisk drivhus, et orangeri og et rundt hus – men laver også glashuse efter mål. Husene er udstyret med 4 mm hærdet sikkerhedsglas, så der ikke ryger en rude, hvis en vildfaren fodbold rammer glashuset. Selve byggekonstruktionen er lavet, så huset bliver samlet med et stålskelet indeni træet, og derved undgås en masse skruer.
”Det er enkelt og uden en masse krummelurer. Vores byggekoncept er patenteret og giver en unik kombination af stål og træ. En symbiose, der får det bedste ud af begge dele,” fortæller Lars Thøgersen.
Glashusene sælges kun via InOut’s hjemmeside for at holde prisen nede. Firmaet leverer og monterer i hele landet, men man kan også vælge selv at samle sit glashus ud fra en udførlig manual.
Lars Thøgersen har selv et glashus fra InOut i haven. Han har monteret solpaneler på huset, så der er strøm til mobilen, computeren og aftenlys.
”Jeg føler stadig en glæde indeni, når jeg på en blæsende dag går ind i mit glashus og lukker stormen ude. Jeg kan stadig se og mærke, at det rusker derude, selv om jeg er inde,” siger direktøren for InOut.
InOut har tre modeller af glashuse, priserne begynder ved 20.000 kr. og op til over 200.000 kr. alt efter størrelse og krav.
Hvis grunden er stor nok, og man overholder byggereglerne, kræver det ikke en særlig byggetilladelse at opføre et glashus.
Læs mere på www.inout.dk og se videopræsentation på https://player.vimeo.com/video/568891932