Det ligner dansk møbeldesign fra 60’erne – og er det på en måde også. Samtidig er det noget af det mest moderne, man kan forestille sig inden for musikafspilning, når den nye trådløse Tangent Classic-højttaler smelter fortid og fremtid sammen i duften af formbøjet natur, dansk designkunst og dedikeret stereolyd.
Danske retro-signaler
Tangent Classic er det friske skud på stammen, når det gælder trådløse højttalere. Inspirationen fra dansk møbeldesign og retro-kunst fra 60’erne er utilsløret, og højttalerens enkle, ovale trækabinet i finér af valnød eller ask sender klare digitale retro-signaler. Og så er den højst iøjnefaldende remote udformet som et stykke råt træ, alt imens den indeholder sofistikeret teknologi til betjening af musik fra streamingstjenester, tablets, Smartphones og pc’er.
Træ og design er altafgørende
Samtidig kan one-unit stereo-højttaleren på 58x20x30 cm præstere en god lyd, mere end anstændige basfrekvenser i forhold til mulighederne og et særegent design:
Tangent Classic er et klart vendepunkt i vores produktsortiment. Designmæssigt er den noget særligt, meget skandinavisk og formgivet internt i huset af egne folk, siger salgsdirektør fra Tangent a/s, Torben Kristensen.
– Vi har desuden valgt det mere vanskeligt forarbejdelige krydsfinér, simpelthen fordi det formår at blive en naturlig del af designet. På fronten kan man nemlig se de enkelte trælag i krydsfinéren, hvilket understreger produktets trækvalitet. I Smartphone- og tablet-holderen i træ der medfølger, kan man også tydeligt se krydsfinérlagene i den kraftige ”fod”/holder, fortsætter han.
Vis mig din Smartphone
Og så imødegår højttaleren samtidig ønskerne til trådløs musikafspilning og streaming af musik – det er jo dén måde, nutidens musikelskere lytter til musik på. Med bluetooth aptX®-teknologien, vi bruger i højttaleren, kan enhver med en tablet, Smartphone eller pc bruge den – der er ingen tekniske hindringer for lytterne, siger Torben Kristensen.
Han forklarer, at det tilsvarende har været vigtigt, at højttaleren er designet i en stil, som folk vil have til at stå derhjemme. En stil, der vokser naturligt ind i boligindretningen og lydligt direkte ud i stuerne med god lyd i en tid, hvor en ny tankegang omkring musikformidling vinder indpas.
Trådløst er nutiden og fremtiden
Det går nemlig stærkt inden for musikindustrien i disse år. Rigtig stærkt. Det betyder samtidig også nye udfordringer for producenter af musikgengivelse. Og her har den relativt lille Tangent-virksomhed fordele:
– Cd’en er i princippet død. I dag giver en Smartphone adgang til det hele. Og folk ønsker i stigende grad ”music on demand” og en enkelt lydkilde fremfor to kabinetter i hjemmet. Markedet er under kraftig forvandling med indtoget fra streaming, trådløs reproduktion af lyd – og krisen gjorde også sit. Men vi kan fange trenden og reagere rigtig hurtigt i kraft af vores størrelse og position. Vi bygger desuden på 50 års erfaring fra audiobranchen – og så er vi helt os selv og ligner ikke andre i fx designet, siger Torben Kristensen.
Det er en langsommelig proces at producere Tangent Classic, fordi der er tale om naturmaterialer, der skal formgives. Det kræver tid, og det kræver rigtige mennesker til kvalitetssikring, så træet bliver behandlet omhyggeligt og formen fx fikseret korrekt. Derfor bliver alle produkter gennemtestet af menneskehænder, -ører og -øjne, så det ikke bare er maskiner, der spytter det hele ud på samlebånd, siger Torben Kristensen.

Træ og form gør noget særligt for lyden
Det er derfor ikke kun designet, men også lyden, der drager fordel af det organiske træmateriale. Træ er et ærligt materiale. Det giver ekstra dimensioner til lyden, en mere organisk og varm lyd. Desuden betyder det ellipseformede design, at man helt undgår fænomenet ”stående bølger”, som er et problem, der kan opstå i firkantede højttalerkasser. Tangent har med andre ord fokus på at skabe ekstraværdi i spændingsfeltet mellem design, lyd og teknologi.
Virksomheden har især godt fodfæste i Skandinavien og desuden verdensomspændende distribution. Køberne af Tangent Classic er typisk 25+ år, idet Tangent også har mere traditionelle box-højttalere i sortimentet og dermed løsninger til langt de fleste musikelskere.
On the radio
Den vestjyske lydproducent blev ellers især kendt for retro-radioerne med afrundet kant og mange farvemuligheder. Introduktionen af den lange række radio-modeller fra 2005 og frem blev Tangent-brandets platform, som sidenhen er blevet videreudviklet – og efterlignet af mange andre producenter. Radioerne illustrerede, hvad der senere skulle blive markant også i den nye Classic-højttaler. At Tangent melder rent ud. Har en linje, tør noget og går til udfordringerne med en frisk og moderne tilgang.
Nyt samarbejde med Jacob Jensen Design
Fremover handler det derfor også om flere markante produkter til trådløs musikafspilning. Ud over Tangent Classic, som Jacob Jensen Design i øvrigt ikke er indblandet i, er Tangent p.t. ved at udvikle nye produkter i samarbejde med det estimerede danske designfirma, der gennem mange år lavede højt anerkendte designs for Bang & Olufsen.
Med Tangent Classic er virksomheden på vej ud ad en ny tangent. Mod en naturlig sammenhæng mellem livsstil, materialer, lyd og en ny tid med trådløs musik fra formspændt træ og enkelt retro-design. Nogle gange er fremtiden ganske enkelt klassisk.
Læs mere på www.tangent-audio.com.