Rørvang Furniture skaber stilrene, skandinaviske møbler og køkkener i krydsfeltet mellem moderne design og klassisk snedkerhåndværk. Mød manden bag, der i en alder af kun 24 år er dobbelt Danmarksmester i Skills og VM-Præmieret.
Tekst: Rune H. Jensen Fotos: Jonas Normann
Rørvang Furnitures skaber unikke møbler og køkkener, hvor der ned i mindste detalje er kræset for detaljen. Det er klassisk snedkerhåndværk med et moderne snit, og det har allerede ført til både titler og en solid efterspørgsel på produkterne fra den kun 24-årige snedker og designer bag virksomheden.
Og hvis man spørger Thomas Rørvang selv, hvad det er, der driver ham i faget som snedker af bl.a. møbler og køkkener for feinschmeckere, er den personlige og faglige entusiasme helt centrale elementer:
– Det er passionen og kærligheden til træet som materiale, og det er tilfredsstillelsen ved at lave noget nyt, som folk synes godt om. Det er glæden ved at stå op hver morgen og skabe noget, som de rent faktisk gider bruge og have stående i deres hjem. Den anerkendelse betyder rigtig meget.
Kærligheden til træet
Den unge snedker har hjertet med i sin virksomhed Rørvang Furniture. Selv om det egentlig lå i kortene, at han skulle noget andet, så har han aldrig været i tvivl om rigtigheden i valget af det fag, der blev hans levebrød:
– Det lå nærmest for at blive tømrer, for det vidste jeg, hvad var. Men da jeg var dreng, var min far salgschef i et limtræsfirma, og jeg var tit med ham ude, lugtede til materialerne og fik en fornemmelse for træet som en levende organisme, fortæller Thomas Rørvang, og fortsætter:
– Alligevel påbegyndte jeg tømreruddannelsen og tog halvdelen af den. Men jeg havde lyst til snedkerfaget, og halvvejs fik jeg lavet lærepladsen om og stod i lære som snedker i tre år, og det har jeg aldrig fortrudt.





Danmarksmester og bedste VM-resultat
Derfra gik det stærkt. Glæden ved udfordringer er et grundtræk hos den unge snedker og designer, og meget hurtigt fik han opfordringer til gå hele vejen med faget. Han etablerede Rørvang Furniture i 2014, og samtidig blev han tidligt præsenteret for konkurrencer, man kunne deltage i.
Summa summarum: Allerede i 2014 og 2015 blev Thomas Rørvang kåret til Danmarksmester i Skills (Danmarks- mesterskaberne for unge håndværkere, red.). Og ikke nok med det, i 2015 deltog han desuden i VM Skills i Brasilien, opnåede en 7. plads og fik en Medallion for Excellence, hvilket står som det bedste resultat en dansk møbelsnedker nogensinde har opnået.
Arkitekternes trøst
– Det hele gav mig en bekræftelse på, at jeg havde valgt rigtigt, at jeg var på rette vej og beskæftigede mig med noget, jeg kan finde ud af, smiler Thomas Rørvang.
I det hele taget har omverdenen tidligt vist interesse for Thomas Rørvangs evner. Han blev hurtigt kontaktet af arkitektstuderende, der kunne se muligheder i dem til deres afgangsprojekter. Det var udfordrende opgaver, god promovering og “glæden ved at lave noget fedt, som folk kan forholde sig til”, som han udtrykker det.
Nordisk lys og Rene linjer
Siden er det gået slag i slag, firmaet har vokseværk og omsætningen kommer i dag primært fra skræddersyede køkkener og inventar til både arkitekter og almindelige husstande. Eksempler på Rørvang Furnitures røde tråd og stil, der skriver sig ind i en skandinavisk designtradition, er de to serier Nordisk lys og Rene linjer:
– Det er et lyst, stilrent og venligt køkken, der understreger, at vi er i Norden. Vi har fx lavet et Nordisk lys-køkken med en langside uden sokkel og en svævende fornemmelse – med gennemgående, massive europæiske egetræsfronter og automatisk åbning samt greb i kernelæder. På modsatte side er der hvide højskabe fra gulv til loft, hvilket giver et rent udtrykt.
– Et eksempel på serien Rene linjer er et køkken i Svendborg til et nyopført hus i beton. Vi videreførte betonen til bordplade og enderne på køkken-øen, og vi anvendte egetræstave og massiv eg på fronterne som en kontrast, så rummet har fået noget varme. I det hele taget er design bedst, når kontrasterne mødes – varmt og koldt, blødt og hårdt.


Møblerne – stole, skamler og skriveborde
For Thomas Rørvang er det kun fantasien, der sætter grænser. Serierne kan også videreføres til møbler eller anden indretning i fx badeværelse eller entre, så man skaber en klar linje og en naturlig sammenhæng i hjemmets arkitektur og den rumlige fornemmelse.
Rørvang Furnitures møbler bærer samme signaturer: Eksklusivitet, de gode materialer, elegance, enkelhed og nordisk inspiration. Det gælder Elegant Lounge Chair, designet af Thomas Rørvang, en stol udført i enten normal eller røget eg med lædersæde og tilført fine messingdetaljer. Det gælder Stiknord-serien designet af Carl Emil Jacobsen og Daniel Kowal; skamlen Stiknord Stool er fx stram og enkel i design og udførelse, ligesom den har en høj fleksibilitet anvendelsesmuligheder og en nærmest skulpturel formgivning. Og det gælder ikke mindst skrivebordet Groove Desk, der kombinerer moderne æstetik med klassisk snedkerhåndværk. Groove Desk er udviklet i samarbejde med designer Christian Troels og findes i både eg og røget eg.
Et firma i udvikling
I dag omfatter værkstedet foruden Thomas Rørvang to ansatte og en lang række eksterne samarbejdspartnere, og der er egen arkitekt under vingerne hos det unge snedkeri. Produkterne tæller alt fra snedkerkøkkener og møbler til trapper, skriveborde, skamler, bogreoler og garderobeskabe. Igen – kun fantasien sætter grænser i Thomas Rørvangs regi.
– Ofte har en arkitekt tegnet et givent projekt fra bunden. Det betyder naturligvis, at der også er ting, der skal overholdes, men det er også en tilfredsstillelse at få sin egen stil og røde tråd med ind, så møbler, indretning og husets arkitektur spiller godt sammen. Og jo større indflydelse, desto sjovere er det.
Levende kunst til fremtiden
Rørvang Furniture er ikke et sted, der står stille. Det handler altid om at skabe unikke møbler og indretning, der får materialerne til at leve, om at “finde ind til træets sjæl og skabe levende kunst” – der vel at mærke både er smukt at se på, rart at røre ved og samtidig funktionelt. Den nærmeste fremtid byder da heller ikke ligefrem på stilstand, men sætter en klar kurs mod nye mål:
– Det er for tidligt at sige så meget, men der kommer helt sikkert til at ske nye ting i 2018. Pr. 1. januar udvider vi produktionen og flytter i nye lokaler. Vi eksperimenterer hele tiden med nye prototyper, og en stor kæde overtager snart Groove Desk i egen produktion, ligesom der kommer til at ske andre større ting, så det bliver et spændende år at gå i møde, slutter Thomas Rørvang.
Se mere på www.roervang.dk