Oris’ nye dykkerur, Aquis Date Upcycle, har urskive af genbrugsplast og er med til at rense havene for plastik.
Tekst: Christian Schmidt / Guld og Ure Fotos: Oris
Som du nok ved, skal plastflasker og plastikposer smides direkte i havet. Det er i hvert fald det indtryk, man kan få, når man ser mængderne af plast, der flyder rundt i klodens vande. Men ikke alle er lige begejstrede for dette menneskeskabte kredsløb, og mange steder arbejdes der ihærdigt på at rense havene for disse helt igennem unødvendige produkter og deres skadelige bivirkninger.
Årelang mission
Oris har haft en mangeårig mission om at hjælpe med at rense verdenshavene gennem fundraising og partnerskaber med organisationer som eksempelvis Everwave (tidligere Pacific Garbage Screening) og med deltagelse i World Cleanup Day den 18. september. Sammen med det schweiziske firma Tide Ocean Material, der omdanner havplast til ny anvendelig plast, arrangerer Oris nu clean-up dage hvert kvartal, og de særligt fremstillede poser til opsamling af affald er naturligvis fremstillet af genanvendt havplast.


5 billioner stykker plastik
Ifølge FN ender der hvert år 13 millioner ton plastik i verdenshavene, svarene til et vognslæs hvert minut. Det anslås, at der er over 5 billioner stykker plastik i havene, hvoraf 269.000 ton flyder rundt i overfladen. Og at kun 9 procent af al den plast, der nogensinde er blevet produceret, er genanvendt. I august måned blev Oris certificeret CO2-neutral, og på sidste måneds Geneva Watch Days-udstilling blev det fejret med lanceringen af Aquis Date Upcycle. Up–cycle betyder genbrug på et højere værdiniveau, og hvert ur har sin helt unikke urskive af flot, flerfarvet, genanvendt havplast. Modsat mange andre af Oris’ modeller, så er Upcycle ikke en limiteret udgave. I stedet vil Oris producere uret så længe og i så mange eksemplarer, som der er efterspørgsel til.


Klimaneutral
Fra den 30. august i år kan Oris kalde sig klimaneutral. Det er tyske ClimatePartner, et af verdens førende firmaer inden for udvikling og iværksættelse af klimaforbedringer, der har udregnet den schweiziske urproducents miljøaftryk og medregnet alle forhold i forbindelse med produktionen, lige fra opvarming af fabrikker til medarbejdernes transport til og fra arbejde. ClimatePartners certifikat dokumenterer blandt andet, at Oris’ støtte til miljøorganisationen Plastic Banks Clean Ocean projekt har været med til at forhindre 1 milliard plastikflasker i at havne i havet. Den indsamlede plastik er med til at opveje Oris’ CO2-udledning, og sammen med tiltag som solceller, der dækker 60 procent af firmaets elforbrug, giver det nu Oris et rent CO2-nul.