Med varmebeklædning i høj kvalitet fra Happyhot er det slut med at fryse, når du dyrker friluftsaktiviteter. Så kan du give naturoplevelserne dit fulde fokus.
Tekst: Kirsti Ring Fotos: Happyhot
Sneen ligger tungt over Danmark. Landskabet er iklædt vinterdragt, og naturen tager sig ud fra en af sine smukkeste og mest barske sider. Men bevæger man sig ud for at nyde vinterlandskabet, kan oplevelsen hurtigt blive ødelagt af kulden, der går til marv og ben. For friluftsmennesker er det essentielt at være rigtig påklædt til vores nordiske klima. Et klima, hvor almindelige tekstiler ofte ikke er nok.
Værdien i at holde kroppen varm når man opholder sig i naturen, er grundstenen hos Happyhot. Virksomheden udvikler og producerer varmetøj af høj kvalitet, der giver mennesker de bedst mulige forudsætninger for at få mindeværdige naturoplevelser uanset vejret. Happyhot er danskejet og har sine rødder i Midtjylland. Udgangspunktet var produktion af varmesåler, men virksomheden har i dag et bredt sortiment inden for beklædning med elvarme, herunder veste, undertøj, handsker og sokker. Produkterne, der forhandles af over 70 forhandlere i Danmark og udlandet, kombinerer funktionalitet i særklasse med ufravigelig kvalitet og et skarpt øje for tidssvarende design.
Ifølge Mads Østergaard Jensen, der er direktør for og ejer af Happyhot, er det netop kombinationen af funktionalitet, kvalitet og design der gør, at jægere, ryttere, golfspillere, cykelryttere, lystfiskere og mange andre vælger Happyhot som pålidelig følgesvend, når de bevæger sig ud i naturen: ”Der er en del lavprismærker, der ikke holder hvad de lover, når det kommer til funktionaliteten af varmelegemerne. Vi er en af få danske spillere, og vores produkter matcher de bedste med hensyn til at holde på og fordele varmen. Men det der virkelig adskiller os fra vores konkurrenter, er tekstilernes kvalitet og tøjets design. Mange andre mærker har et standardiseret design, der er dårligt tilpasset kroppen. For os er det et must, at vores tøj er så lækkert designet, at man ikke har lyst til at tage det af, når man kommer ind fra naturen.”
Varmebeklædning med exceptionel funktionalitet
For et outdoormærke som Happyhot skal funktionaliteten være absolut i orden. Tøjet skal effektivt kunne holde sin bærer varm – helst i så lang tid som mulig – og uden at de indbyggede varmelegemer går ud over komforten. Produkterne er derfor udviklet med en høj grad af innovation og ny teknologi. Eksempelvis er vestene designet, så varmen fordeles på kroppen via flere varmezoner, der er baseret på indvævede kulfibertråde. Placeringen af varmezonerne gør, at både skuldre, lænd og bryst effektivt holdes varme.
I sokker, handsker, såler og undertøj er varmetrådene nøje placeret, så produkterne opnår den bedst mulige evne til at holde kroppen varm. Friluftsliv kræver ofte, at man opholder sig mange timer i naturen, og produkternes ydeevne er derfor vigtig. Varmen genereres enten via batterier eller powerbanks, der har kapacitet til mange timers ophold i kulden. Afhængigt af hvilken varmeindstilling der vælges, kan vestene afgive varme i op til 10 timer. For varmesålerne, hvor batteriet er integreret i sålerne, er der ydeevne i op til otte timer på en enkelt opladning. For undertøjet er batteritiden op til fem timer. Og som en sidegevinst kan de powerbanks, der holder mange af produkterne kørende, også bruges til eksempelvis at oplade mobilen. Det er en væsentlig fordel, hvis man eksempelvis dyrker sport eller vandrer langt ude i den vilde natur.


Stilrent design du vil beholde på
Teknologien bag produkterne bliver stadig bedre, og snart lancerer Happyhot produkter, der kan styres med en app. Men fokuseringen på teknologi og funktionalitet må ifølge Mads Østergaard Jensen aldrig ske på bekostning af behagelighed og design: ”Vores produkter skal være super lækre at have på. Tekstilerne er bløde og af rigtig god kvalitet, og vi gør meget ud af, at varmeelementerne ikke kan mærkes igennem tøjet. Og så skal vores produkter naturligvis kunne holde til at blive vasket mange gange på skånevask.”
Den samme grundige tilgang gælder også når det kommer til mode og æstetik: ”Hvor mange mærker rent designmæssigt tydeligt ligner noget, der kan købes i fx en jagtbutik – eksempelvis med grønne farver og et meget lidt forfinet udtryk – er vores produkter absolut stilrene. Produkterne skal være så flotte, at man på ingen måde har behov for at skifte tøj, hvis man skal en tur ind til byen efter at have dyrket friluftslivet. Der er produkter specielt tilpasset både mænd og kvinder, og der er masser af lækre detaljer som cognacfarvet læder, todelte lynlåse og ekstra lommer. Og så er det ret vigtigt, at betjeningsknapperne er skjult. For tøjet skal ikke skrige af varmebeklædning. Det skal ligne ”almindeligt” lækkert tøj.”

Stor anvendelse i de varmere måneder og indendørs
Den arktiske kulde, der denne vinter har ramt Danmark, er naturligvis med til at øge efterspørgslen efter produkterne fra Happyhot. Men ifølge Mads Østergaard Jensen har varmeprodukterne ikke udelukkende relevans i de kolde måneder: ”Forstil dig at du sidder på terrassen med et glas vin en sommeraften, mens mørket falder på, og køligheden begynder at krybe ind. Der er vores veste et godt alternativ til et tæppe eller en jakke. De kan forlænge en hyggelig aften udendørs med adskillige timer. Vi ser, at mange af vores kunder anvender produkterne på den måde.”
På samme måde er anvendelsen heller ikke begrænset til fritidstøj eller udendørsbrug: ”Vi har mange håndværkere blandt vores kunder for hvem vores tøj er en væsentlig forudsætning for, at de kan udføre deres arbejde udendørs i al slags vejr. Og så ser vi også, at kunderne bruger produkterne som et ekstra varmende lag på et koldt kontor eller derhjemme. Specielt under energikrisen, hvor gaspriserne fik os til at skrue ned for varmen, fandt mange ud af, hvor god varmebeklædning er til at holde kulden fra døren. Specielt mænd har måske en fordom om, at man selv bør kunne holde varmen, uanset hvor koldt det er. Men når de først har oplevet hvor meget værdi produkterne giver i rigtig mange situationer, og hvor meget mere behagelige de gør livet, vil de ikke undvære dem. Vores mission er, at produkterne skal forøge vores kunders velvære og livskvalitet i mange livssituationer.”
Se mere på www.happyhot.dk