Holmegaard har siden 1825 skabt dansk glashåndværk og fejrer nu sin 190-års dag med et glasklart DNA og en filosofi, der både holder traditionen i hævd og afsøger nyt terræn.
Tekst: Rune H. Jensen Foto: Holmegaard
Respekt for arvemassen og fingeren på pulsen. Det kunne være et koncist udtryk for filosofien bag Holmegaard anno 2015, hvor traditionen æres, samtidig med at en ny tids lysende designtalenter tilfører glashusets produkter nyt liv. Den verdensberømte danske virksomhed fejrer i november 2015 sit 190-års jubilæum med rødderne intakte. Mens mange andre danske designvirksomheder med en lang historie for længst er overtaget af udenlandske koncerner, er Holmegaard således fortsat still going strong på danske hænder.
Jubilæumskluk
Som en markering af 190-års jubilæet og værdierne bag virksomheden lancerer Holmegaard en særlig udgave af den ikoniske klukflaske, som man har forbundet med Holmegaard siden 1825. Den nye mundblæste jubilæumsklukflaske bliver kun produceret i præcis 1825 nummererede eksemplarer som en cadeau til det år, hvor Holmegaard åbnede som landets første reelle glasværk. Flaskens markante designprofil med de karakteristiske søjler er bevaret, og samtidig er jubilæumsflasken opdateret med en udførelse i en røgbrun farve og tre søjler frem for de klassiske fire. Jubilæumsflasken er således på en og samme tid ikonisk designhistorie og nutidig, funktionel glaskunst med tydeligt Holmegaard-DNA.
Glas på forkant
Helt fra begyndelsen har Holmegaard været kendt for sin ambition om at være forud for sin tid. Glasværket blev karakteristisk nok grundlagt af en kvinde i første halvdel af det 19. århundrede, hvor kvinder normalt udfyldte en helt anden og mere tilbagetrukket rolle end forretningskvindens.
Men lensgrevinde Henriette Daneskiold-Samsøe satte dagsordenen for en ny tid og for Holmegaard, da hun på H. C. Andersens tid iværksatte den første produktion på et glasværk i Holmegaard Mose og kørte butikken på sin helt egen facon i årene derefter. For lige siden dengang har det danske glashus gang på gang skabt banebrydende og anerkendt glasdesign med integritet, der både må være smukt, funktionelt og ramme tidsånden – præcis som det gælder for nutidens Holmegaardprodukter.



HolmeGaard-dna’et
Den dag i dag ønsker virksomheden at være på forkant med udviklingen og samarbejder med førende designere om at skabe moderne og funktionelle glas til hjemmet. Det mundblæste Selandia fad, der blev tegnet af Per Lütken i 1957, fås i flere størrelser og i blåt og klart glas. Selandia fadet er både et klassisk og glasklart bevis for det særlige DNA, der placerer Holmegaard som en virksomhed, der altid har haft fingeren på pulsen, men som til stadighed også lykkes med at overføre moderne inputs til bæredygtige designs med rodnettet solidt fæstnet i en stolt arv.
Provence og popkultur
Også en evergreen som Provenceskålen, som legendariske Per Lütken oprindeligt designede i 1955, fejres med en jubilæumsudgave i røgbrunt, mundblæst glas formgivet i hånden. Nyt, gammelt og genfundet design mødes og forenes hos Holmegaard.
Virksomhedens klassikere omfatter også de mere eksperimenterende og kulørte designs. Det gælder ikke mindst opbevaringskrukkerne Palet, som Michael Bang designede i 1969, og som siden blev del af en større glasserie. Med Palet bragte Holmegaard popkulturen ind i dansk glaskunst, og Palet har vist sig at være en langtidsholdbar vision. Derfor relancerer Holmegaard nu også de populære Palet-krukker med massivt egetræslåg i forskellige farver og størrelser.
Mundblæste glasserier
Holmegaard er kendt for sine glasserier – både mundblæste og maskinblæste. Med serierne Fontaine, Idéelle og Charlotte Amalie præsenterer virksomheden noget af det ypperste inden for mundblæste glas, der da også har opnået stor popularitet på markedet. Hvert eneste mundblæste glas er unikt og håndlavet af glaspusteren, der med præcision blæser den rigtige mængde luft ud gennem en smal pibe.
Den eksklusive og minimalistiske Fontaine af Michael Bang blev i 1987 skabt til at imødekomme den stigende interesse for korrekt håndtering og præstentation af vinen i et glas, der fremhæver vinens karakter og tilføjer elegance med en højere stilk end standard og en lille luftboble fra glasmesteren i hvert glas. Idéelle er endnu et af Per Lütkens designs, der med sin feminine form, tyngde og buede kant er Holmegaards bedst sælgende gennem tiderne. Det er også Per Lütken, der står bag Charlotte Amalie-serien, der ligeledes har en feminin og skulpturel præget formgivning og som er særdeles behagelige at drikke af.



3x vinserier – form og funktion
De tre vinglasserier Perfection, Cabernet og Bouquet er tilsvarende populære og er designet, så de modsvarer nutidens krav til korrekt servering af vin. Serierne er maskinblæste og derfor lidt billigere end de mundblæste, men har en meget høj glaskvalitet. Det særlige er de tre seriers forskellige forhold mellem form og funktion.
Hos Perfection designet af Tom Nybroe følger formen funktionen. Det er fremstillet af én glasmasse, glasset har en stor overflade til iltning og en kumme, der holder igen på vinens bouquet, og så er det forsynet med en linje, der viser, hvornår man har skænket en genstand og giver vinen optimale udfoldelsesmuligheder. Med Cabernet af Peter Svarrer kommer formen før funktionen med sit fokus på glassets æstetik, et feminint og modernistisk formsprog og fuld udfoldelse af vinens potentiale. Her er der lethed både i vægt og udtryk.
Endelig byder Bouquet på en ligestilling af form og funktion. Glassets overflade er mindre end hos de to andre serier, og designet tegner en uhøjtidelig og ung profil. Bouquet er desuden i 2015 kommet i et nyt og strammere design, der fastholder det elegante formsprog og samtidig bringer serien up to date.
Nye vinde blæser – Maria Berntsen, Claus Dalby og Peter Svarrer
Rosendahl Design Group købte i 2008 rettighederne til at designe og producere Holmegaards glas, hvilket især har haft den effekt, at unge og eksperimenterende designtalenter er inviteret ind i det hæderkronede glashus. En serie som Design with Light af industriel designer Maria Berntsen er et funklende eksempel på nyt, innovativt design til hjemmet, der fortolker arvemassen i et nyt formsprog, og som samtidig i dag er en af de bedst sælgende serier på produktlisten.
Andre eksempler er Old English-vaserne, der er skabt i tæt dialog med blomsterelskeren Claus Dalby, og den prisvindende glaskunstner Peter Svarrers enkle Cocoon-serie. Med sine bløde, organiske kurver og minimalistiske stil ligger den i forlængelse af den skandinaviske boligstil og hylder glassets iboende levende egenskaber under formgivningsprocessen.
Akustisk lydforstærker til iPhones
Holmegaard anno 2015 holder traditionerne i hævd – men er samtidig på forkant med udviklingen og en ny tids ønsker og behov. Urania er således et nyt skud på stammen, der er skabt som en akustisk lydforstærker til iPhones. Urania er udviklet af den anerkendte amerikanske glaskunstner og designer Aric Snee og fungerer som en akustisk lydforstærker til iPhones 4, 5 og 6. Den er udført i mundblæst glas pustet ud i ét stykke, og rent akustisk føres lyden ud og forstærkes via det kegleformede design uden behov for yderligere kabler eller elektronik.
Holmegaard er nok en ældre dame med 190 år i rygsækken. Men historien og erfaringen er en styrke for glashuset, der fortsat afspejler tiden – fra langtidsholdbare evergreens til nyskabelser og designgadgets. Nye designs er på vej, og genfundne produkter revitaliseres. Det gør Holmegaard til et nutidigt brand, der ser begge veje og følger med tiden med fortsat respekt for historien og det særlige Holmegaard-DNA.
