Jeg pakker folk ind – og drømmene ud

10. oktober 2013

”Det er ingen kunst at skabe det fedeste hus ever. Kunsten er at bygge det hus, der holder budgettet”, siger 37-årige Mogens Starcke, der er erklæret vild med firkanter. Og så er han både ejendomsmægler, lånerådgiver og selvlært arkitekt. Æstetik og tal hænger ubrydeligt sammen for manden, der er 3 i 1.

Forskellen på Mogens Starckes arkitektfirma m²plus og så mange andre er ifølge ejeren, at han har hele pakken og spiller med alle sine kort. Med en baggrund som uddannet ejendomsmægler og developer har han den økonomiske erfaring og rådgivningsindsigt, der også er en vægtig del af det at være arkitektfirma og bygge huse.

Fra finanskrise til drengedrøm

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at Mogens Starcke skulle træde ind på scenen som arkitekt i en moden alder. Han havde godt nok engang en drengedrøm. Men hans slægt var ejendomsmæglere gennem flere generationer. Hele familien.

Og den flyttede ca. en gang om året rundt i Aalborg-området pga. hussalg. Så han har bogstavelig talt fået branchen ind med modermælken, blev også ejendomsmægler, begyndte selv at flytte rundt som en slags aalborgensisk nomade, stiftede familie og fik børn. Og flyttede fortsat hele tiden, mens han bestred jobbet som ejendomsmægler i 10 år og siden som developer i 5 år.

Så skete der noget. Finanskrisen bragede ind over jordkloden, og branchen fik det også svært herhjemme. Derfor valgte Mogens Starcke at starte den virksomhed, der samtidig indfriede hans drengedrøm – at blive arkitekt. Krisen blev med andre ord startskuddet til succesen og indfrielsen af drengedrømmen via firmaet, hvis navn signalerer talbevidsthed og rumligt overskud. M2 står nemlig for kvadratmeter, og ”plus” for det lidt ekstra, der følger med, når man som kunde vælger m²plus.

Jeg gider ikke billige huse!

”Jeg er god til at lytte. Til at få kundernes ønsker ned på papir og optimere huset”, siger den selvlærte arkitekt med speciale i selvforsynende huse samt kombinationen af økonomi og æstetik. Han ser det som sin opgave at pakke kunden ind og inkluderer faktorer som budget, prisberegning, entreprenørernes beregningssystem, kvalitetskontrol og fremtidigt salg helt fra starten under planlægningen af det nye hus.

”Jeg tilbyder en samlet pakke – huset, lånerådgivning og projektstyring i ét. Og jeg starter altid dér, hvor kunden gerne vil være. Som at der fx er 2.60 m i loftshøjde. Det er ingen kunst at bygge et billigt hus. Det gider jeg IKKE! Start rigtigt fra starten,” siger Mogens Starcke.

At tænke fremad – nu

m²plus arbejder især med kvalitetsbyggeri med fokus på miljø, energibevidsthed og funktionalitet – uden at der må gå kompromiser i den arkitektoniske æstetik. Og så holder firmaet altid den samlede værdi for øje. Derfor samarbejder m²plus kun med danske fagfolk, der har rig erfaring i at integrere fremtidens intelligente løsninger. Fordi det resulterer i fremtidssikrede hjem baseret på den nyeste teknologi inden for vedvarende energi.

”Og så handler det om at tænke fremad fra starten. Når jeg taler med kunderne om deres nye hus, så kigger jeg på én gang på budgettet og ønskerne til huset OG giver råd til, hvordan de bedst griber bank og kreditforening an. Jeg kigger på det faktiske, ud fra markedsvilkårene. Skab friværdi fra dag 1! Og så optimerer jeg endelig huset, så det er fremtidssikret og forhåbentlig kan sælges til en bedre pris den dag, familien gerne vil rykke videre til en anden bolig”, siger den kombinerede ejendomsmægler, developer og arkitekt.

Jeg har 0 energi

Da han selv skulle bygge hus, ønskede han også at gå hele vejen og i nul på energiforbruget, så der ikke skulle betales varme og el. Derfor piftede han ideen om et passivhus op med jordvarme, solfangere og solceller, og resultatet var et hus, der forbruger mindre energi, end det producerer. Uden at gå på kompromis med æstetikken. Mogens Starcke gemmer derfor fx solceller og solfangere af vejen, så de ikke kan ses udefra – og bygger huse, der er brugervenlige og ikke kræver indblik i alverdens teknik.

Firkantens fortræffeligheder

Og så er han vild med kvadratiske huse. Med firkantede, flade kasser. Fx fordi det samme antal kvadratmeter inden for giver færre facademeter, end hvis huset var rektangulært, og fordi tagarealet kan bruges til noget ekstra som fx solfangere. Der samtidig kan skjules, så energihensynet ikke går ud over det æstetiske udtryk.

En ny lovgivning på solcelleområdet har ganske vist ændret på vilkårene for selvforsynende huse. Mogens Starcke rådgiver derfor ofte i dag folk til at lægge det nødvendige på – og så evt. smide flere solceller på senere, så det bliver så rentabelt som muligt. Men de huse, som m²plus bygger anno 2013 ligger allerede nu over energikravene til år 2020-niveauet.

m²plus er landsdækkende, men bygger fortrinsvis villaer og andre privatboliger i Nordsjælland samt Århus- og trekantsområdet. Og kundetyperne er overraskende ens ifølge Mogens Starcke. Det er typisk direktøren, ingeniøren, it-eksperten, bankfolk, advokaten og tilsvarende klientel fra den lidt mere velhavende del af befolkningen. Typisk huse i klassen fra 2.5 – 8 mio. kr. Og hver gang er ambitionen at skabe det helt personlige hjem til kunden. Et hjem, som både er æstetisk og rentabelt. I dag og i morgen.

Det skal være sjovt

Hvor er m²plus selv på vej hen? Ifølge Mogens Starcke er der ingen planer om at ”vækste helt vildt”, som han udtrykker det. Det vigtigste for ham er, at det skal være sjovt. Tilliden. Respekten. At det går reelt til. Andre dele af opgaverne outsourcer han. Det må og skal handle om kunden. Om at kunden får mere, end han betaler for.

”Kunsten er, at det skal ligne en milliard-million, men koste det halve – se godt ud og være rart at bo i. At give friværdi fra starten”, siger direktøren for m²plus, der foretrækker at holde antallet af nye, individuelle huse på omkring 25 om året.

”Jeg gider ikke flere. Der skal ganske enkelt være tid og plads til det enkelte hus og folks boligdrømme”, slutter Mogens Starcke – som tydeligvis også har indfriet sin egen drengedrøm om arkitekturen.

Læs mere på www.m2plus.dk.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Fra dansk designs guldalder til en bæredygtig samtid – VOLA står distancen

På et særligt sted – bør man skabe et særligt sted

Skagen Salmon har slået dørene op til et markant anderledes og mere skånsomt lakseopdræt

Vores kulturarv skal bygges på mursten

To hjul erstatter fire – med en motor og et batteri

Lad wellness være et fristed i hverdagen

Orbea fra overset cykkelbrand til etapesejr i tour de france

Med REXCON får byggeriet nye rødder

Med skræddersyet snedkerarbejde er vejen fra idé til virkelighed ikke lang

Når vi bevarer vores møbler, forlænges de gode minder

Søg