Fein Wood laver snedkerkøkkener og boligindretning for ægte feinschmeckere.
Tekst: Morten Buckhøj Fotos: Studio55 / Tina Steffansen
På en landejendom i Brabrand, blot syv-otte kilometer udenfor Aarhus, har Bjørn Brokholm og forretningspartneren Rasmus Korsaa, indrettet et snedkerværksted, hvor de producerer snedkerkøkkener af højeste kvalitet under navnet Fein Wood.
Herude i landlige omgivelser, omgivet af skov, men alligevel tæt på byen og dens liv, kan kunderne bogstaveligt talt komme med helt ind i snedkeriet, når de mødes med Bjørn for at tale om deres køkken eller generelle indretning af hjemmet.
For Bjørn Brokholm er det nemlig den helt personlige kontakt, pertentlighed omkring selv de mindste detaljer og den mulighed Fein Wood giver for at tilbyde en totalentreprise på byggeprojekterne, der er prikken over i’et.


Det er fire et halvt år siden, at Fein Wood blev stiftet, og gennem kontakter i branchen og uvurderlig mund-til-mund anbefalinger fra kunderne har ordrebogen været fyldt lige siden. Skal man have designet og bygget et køkken af Fein Wood, så skal man have tålmodighed til en gang hen tidligt på foråret.
Jeg så et hul i markedet tilbage i 2019. Der er mange kæmpestore virksomheder i branchen, med mange forretninger og en lang direktørgang. Jeg har oplevet, at der sker for mange fejl, og er for dårlig og mangelfuld kommunikation, fordi der er for mange forskellige mennesker inde over processen. For kunderne er køkken- og indretningsmarkedet en jungle at finde rundt i. Derfor var min idé, at samle det hele ét sted; gulve, indretning, køkken, bad og så videre, og stå for hele processen fra start til slut. Vi kender hele processen fra tegning til boligen tages i brug, og derfor kender vi også faldgruberne, og opdager dem inden de opstår, siger Bjørn Brokholm, der har renoveret flere ejendomme helt fra bunden og derfor kender flere faggruppers problemstillinger. Han blev uddannet tømrer som 18-årig og har arbejdet syv år i politiet, hvilket har modnet og forberedt ham til at færdes i high-end segmentet.
– Troværdigheden ved at jeg har været i politiet har faktisk givet noget på troværdighedskontoen hos vores kunder, siger han.


Eget snedkeri
Fein Wood har mest fokus på køkkener, men laver også gulve, garderober, badeværelser og anden indretning med certificeret, bæredygtigt træ som det bærende element.
På gården i Brabrand har man sit eget møbelsnedkeri, og Bjørn Brokholm sidder nærmest i snedkeriet og designer. Det giver ham en unik mulighed for at gå ned i selv de mindste detaljer sammen med kunderne. Som for eksempel at udvikle personlige greb til lågerne og skabe individuelle profiler.
– Det giver noget særligt, når vi kan give kunderne ørebøffer på og tage dem med ud i snedkeriet og vise dem, hvordan vi fræser lige netop deres greb eller profil, siger Bjørn Brokholm.
Fein Wood kalder selv deres produkt for indretning for ægte feinschmeckere, og ser en klar fordel i, at man som en lille spiller på markedet altid er omstillingsparate frem for den gammeldags ’tunge’ branche.
– Vi kan lave et fedt skræddersyet produkt, med en rød tråd gennem hele processen, som ingen andre i branchen kan gøre det. Vi arbejder kun på ét projekt af gangen, for vi er kun tre mennesker i virksomheden, og har derfor bare kapacitet til syv-otte projekter om året, siger Bjørn Brokholm, som imidlertid ser nogle fremtidige muligheder for den lille, specialiserede virksomhed.
– Vores drøm er naturligvis at kunne banke døren ind til et samarbejde med flere arkitekter, der har samme vision som os, for det ideelle for os er at være med fra starten af et nybyggeri, siger han.



Samarbejdspartnere
Det siger næsten sig selv, at Fein Wood ikke kan lave alting selv fra grunden. Derfor har man nøje udvalgt samarbejdspartnere til de ting, det giver mening at få produceret udenhus. På samme måde samarbejder Fein Wood også med underleverandører af armaturer, håndvaske, hårde hvidevarer med mere, men alle sammen kun af højeste kvalitet. Én af samarbejdspartnerne kan for eksempel fremstille unika håndvaske.
I begyndelsen solgte Fein Wood på deres troværdighed, og i dag er gamle kunder virksomhedens vigtigste ambassadører. Man har aftaler med flere gamle kunder om at kunne tage nye kunder med ud til dem og se færdige køkkener i funktion, indtil et helt nyt showroom står klar til at åbne dørene, hvor Fein Wood kan fremvise alle produkter fra øverste hylde. Et showroom, der bliver kontor, design studio og udstilling af udvalgte modeller samlet på ét sted.
Som individuelt skræddersyede indretningsprodukter og luksuskøkkener ligger prisen på et Fein Wood køkkenprojekt typisk mellem en halv og halvanden million kroner, og det er ikke nødvendigvis dyrere end mange af de nærmeste konkurrenter i branchen. Fein Wood har løbende hævet priserne siden starten i 2019, men i kraft af at man kan levere en totalentreprise fra start til slut på alle dele af projekterne og totalindretning af hele boligen, så er man også i stand til at give en bedre pris.
Læs mere om Fein Wood på www.feinwood.dk