For 11 år siden købte Joelina Løkke en lille køkkenbutik i Hellerup. I dag er butikken femdoblet i størrelse, og suppleret med butikker i Aarhus, Kolding og Kgs. Lyngby. Kvänum er blevet er stor succes på high end køkken-og indretningsmarkedet.
Tekst: Morten Buckhøj Fotos: Kvänum
Noget af det første, der møder én, når man træder ind i Kvänums næsten 500 m2 store hjørnebutik på Strandvejen i Hellerup, nord for København, er et helt nyt udstillingskøkken udført i en stilfuld kombination af elmetræ og rustfrit stål. Designets mest iøjnefaldende detalje er de fritlagte rundstokke, der fæstnede til bordpladen med elegante trekanter, udgør køkkenmøblets ben, og vækker mindelser om 1950’ernes allermest eksklusive, skandinaviske møbelkunst.
Det er Kvänums helt nye design, Spira, som blev lanceret midt i oktober for udvalgte indretningsarkitekter og pressen, og fik en overstrømmende positiv modtagelse. Kombinationen af designets blanke stål, og det eksklusive træ, med blandt andet banket glas i vitrineskabene, er den næsten 100 år gamle svenske familievirksomhed Kvänums seneste bud på de nyeste trends indenfor high end køkken-design.
For selvom Kvänum i høj grad hviler i sin historie, er det ifølge Joelina Løkke, der er indehaver af Kvänums butikker i Hellerup, Kgs. Lyngby, Kolding og Aarhus, vigtigt, at man hele tiden fornyer sig og bidrager til at påvirke udviklingen indenfor køkkenindretning og -design. For køkkenmoden skifter ligesom andre moder, med årene.


Lang levetid og mulighed for forandring
Kvänum er bedst kendt for sine køkkener, men leverer i dag i stigende grad også indretningsløsninger til boligens andre rum. Og fælles for Kvänums designs er den kompromisløse kvalitet og bæredygtighed.
– Vi forventer at et Kvänum køkken holder i mindst 40-50 år, siger Joelina Løkke. – Og vi er en af de få på markedet, der giver 20 års garanti. Med en så lang levetid, er det vigtigt, at vi indgår i en meget grundig dialog med kunden, så vi altid kommer frem til en løsning, der passer til huset eller lejligheden. For passer køkkenet til husets arkitektur, går det aldrig af mode. Det er velkendt, at næsten alle, der køber et hus, river det gamle køkken ned og får monteret et nyt, men vi søger at give muligheder for i stedet at ændre på farver, greb og tilbehør, når tendenser og trends udvikler sig med tiden.
Ansvar for miljøet og bæredygtighed er kerneområder i Kvänums forretningsfilosofi, hvor de vigtigste værktøjer til at optimere miljøgevinsten er en høj håndværks- og materialekvalitet og et langtidsholdbart formsprog.





Både til slot og nyt
Det er en del af fortællingen om Kvänum, at der udelukkende benyttes massivt træ til deres skuffer – meget af træet kommer fra lokal og regionale leverandører i det sydvestlige Sverige. Kvänum har tilladelse til at benytte egetræ fra Vissingö, der i perioden 1830 til 1860 blev plantet af den svenske stat med henblik på skibsbyggeri til flåden. Omkring egetræerne blev plantet sølvgran, ask og elm, så egestammerne kunne vokse sig ranke og flotte. Da træerne var modne til at blive fældet var man for længst holdt op med at bygge krigsskibe i træ, og træet benyttes i stedet af Kvänum. Hver gang et gammelt træ er blevet fældet er et nyt blevet plantet.
Kvänums køkkendesignere har hentet deres inspiration blandt andet på de gamle slotte og herregårde, således fandt man en gammel profil fra 1700-tallet på loftet af herregården Store Ek, der i dag danner baggrund for lågen Karleby som er i vores Kvänums Real Classic design-linje. Den klassiske stil, og materialerne betyder, at Kvänum som en af de eneste har fået lov at producere til fredede slotte som for eksempel Frijsenborg og Knuthenborg slot.
Men også når der skal produceres et nyt køkken til en Arne Jacobsen-villa eller til helt moderne byggeri, har Kvänum designlinjer, der kan tilpasses så det passer perfekt til husets stil og arkitektur. Kvänum arbejder med otte-ti forskellige træsorter og har 16 egne farver. Er det ikke nok, har man indgået et samarbejde med det engelske farve-firma Farrow & Ball, der kan blande en hvilken som helst farve man ønsker, og som er leveringsdygtige i såvel vægmaling som farver til elementerne.

En personlig rejse
Joelina Løkke er uddannet i køkkenbranchen og arbejdede i en årrække i HTH, indtil hun i 2008 etablerede sin egen indretningsdesign-virksomhed. På det tidspunkt havde hun bosat sig i Höllviken i Skåne, hvor hun stadig bor, og det var gennem en kunde, at hun lærte Kvänum at kende. ’Var det ikke noget for dig at købe en Kvänum-butik i København’? spurgte kunden. Butikken på Strandvejen i Hellerup var på 100 m2, og der var et beskedent Kvänum-logo på døren. Da Joelina Løkke overtog butikken i 2011, omsatte den for fem millioner kroner om året. I dag er omsætningen i hendes fire butikker tæt på trecifret, og hun har 28 ansatte, hvoraf de 15 er indretningsarkitekter.
Vejen hertil var bestemt ikke lige let, for Joelina Løkke: – Da jeg solgte mit første køkken, fik jeg råd til at male butiksfacaden. Da jeg solgte mit andet køkken, blev der råd til at indrykke en annonce og da jeg solgte mit tredje køkken, kunne jeg ansatte min første medarbejder, fortæller hun.
Siden da er udviklingen gået stærkt. I 2013 åbnede hun sin Kvänum-butik i Aarhus, i 2014-15 udvidede hun i Hellerup til de nuværende næsten 500 m2 og i 2017 åbnede hun en lille satellit-butik i Kgs. Lyngby på 80 m2. I 2020 flyttede butikken i Aarhus til sin nuværende beliggenhed på Skovvejen og i 2021 udvidede hun med sin fjerde butik i Kolding.


Nye designere og tendenser
Kvänum har senest suppleret sine tre primære serier Real Classic, Modern Classic og Contemporary med nye designs af den svenske designer Louise Liljencrantz, og tendensen de senere år er at man i stigende grad laver mere end ’kun’ køkkener. Vin- og kolonialrum, badeværelser og garderober fylder stadigt mere i ordrebogen.
– Der er også en tendens til, at flere kunder går tilbage til at køkkenet er et ’teknikrum’ i modsætning til de seneste mange års tendenser med åbne samtalekøkkener. Når vi skaber de smukke, åbne køkkenmiljøer, laver vi samtidig ofte – hvor der er plads til det – et pantry, hvor man kan foretage den grove del af madlavningen og ’gemme rodet af vejen’. Det er en tendens, vi kommer til at se mere til, at et køkken bliver et ’møbel’ mere end ’blot et køkken’, siger Joelina Løkke.
Du kan læse mere om Kvänum på www.kvanumkøkken.dk