Bæredygtighed og god arkitektur går hånd i hånd på Rasmus Jensens tegnestue, der fokuserer på lavenergi- og plusenergivillaer til private bygherrer. Midlet er tæt samarbejde, gode materialer og modet til at gå til grænsen – og målet langtidsholdbare huse, der aldrig nedprioriterer arkitekturen.
Tekst: Rune H. Jensen Fotos: Rasmus Jensen ARKITEKT MAA
Siden 2012 har Rasmus Jensen drevet arkitektvirksomhed i eget navn og etableret sig inden for især energivenlige villaer i bæredygtige materialer til private bygherrer. Efter syv år på en større tegnestue er skiftet til selvstændig arkitekt ikke et valg, han har fortrudt, bl.a. fordi det nære samarbejde med bygherre er en ny udfordring hver eneste gang:
– Jeg kan rigtig godt lide den tætte dialog, hele processen og den individuelle udfordring ved hver ny villa. Jeg vil helst lave de lidt større projekter med direkte kontakt til bygherre og have muligheden for at præge hele udtrykket. Hvis det bliver for serieagtigt, så mister jeg interessen. Og hvis nogen siger, at noget ikke kan lade sige gøre, så får jeg kun endnu mere mod på det. Det kan godt være, at den rigtige idé lader vente på sig, men lige pludselig er den der. Alt kan lade sig gøre, siger Rasmus Jensen, arkitekt MAA.
En bæredygtig fremtid
For 41-årige Rasmus Jensen har der aldrig været tvivl om, at han skulle være arkitekt. Siden han var barn, har han tegnet og er blevet opfordret til at gå den kreative vej, og den dag i dag bruger han stadig håndtegningens styrker til skitser og tegninger, fordi der er noget levende og organisk over stregen på papiret. Samtidig er han også helt fremme på de nyeste teknologier i sit professionelle virke:
– Som arkitekt er man nødt til at forestille sig ting, og dér er håndskitsen ikke så fastlåst. Og ellers bruger jeg selvfølgelig de nye digitale it-værktøjer som CAD, modellering i både 2D og 3D som redskaber for at nå frem til det optimale resultat. Det ene udelukker ikke det andet.
Han er ikke i tvivl om, at bæredygtigt og energivenligt byggeri er vejen frem. Det er ganske enkelt et must i en tid, hvor klimaforandringerne er til at få øje på, og det er samtidig en fornuftig, langsigtet løsning for en husejer at bygge energirigtigt. Allerede på Arkitektskolen gik han på ”Økologisk afdeling”, og fra det første hus han tegnede til i dag, har han haft fokus på lavenergi og bæredygtige materialer.



Utæthed på størrelse med et Dankort
– Bæredygtighed er en nødvendighed. Men huset skal ikke blinke af lavenergi. Det er bæredygtige materialer, miljøvenlige løsninger og optimering til et lavt forbrug af ressourcer. Så er det jo kun et ekstra plus, at et lækkert og æstetisk hus også er energivenligt. Arkitekturen må aldrig blive nedprioriteret, og form og funktion skal gå op i en højere enhed.
– Men energioptimering er til at tage at føle på. Det er f.eks. helt firkantede og målbare tal, der afgør, hvor høj tætheden er i et hus. Selve husets ressourceforbrug udregnes i forbindelse med byggeansøgningen, og rent praktisk udføres en trykprøvning af huset, inden det endeligt kan energimærkes og tages i brug. For at overholde det krav må huset samlet have et hul i hele klimaskærmen, der svarer til et Dankort – og når vi bygger lavenergi, er vi nede under den halve størrelse af det. Det giver selvfølgelig også udfordringer. Når der f.eks. er meget isolering, kan det betyde, at et hus bliver for varmt om sommeren. Men det kan løses med udhæng, der tager det sollys, der varmer ekstra op, forklarer Rasmus Jensen.
Præmieret arkitektur
Hans tilgang til arkitektur har resulteret i, at han i dag står bag en række private, energioptimerede lavenergi- og plusenergivillaer foruden bl.a. sommerhuse, tilbygninger, orangerier og de særlige listelofter, som vi vender tilbage til. Senest har indsatsen bragt en arkitekturpris med sig, idet Aalborg Kommune har belønnet Rasmus Jensens tegnestue for et eksklusivt og stemningsfuldt orangeri i Vodskov på 35 m2 som tilbygning til en villa, der også har optrådt i en udgave af tv-udsendelserne Hammerslag.
Han tager sig generelt af hele processen fra idéfase til færdigt resultat i samarbejde med betroede samarbejdspartnere. Paletten omfatter alt fra skitsering, planlægning og projektering til visualisering og modellering, så han er med egne ord lidt af en blæksprutte:
– Jeg skal leve på, at min idé er bedre og mere gennemtænkt. Derfor skal man også være grundig og turde gå hele vejen. Jeg kan desuden godt lide at bruge hænderne og samarbejde med bygherre, håndværkere og ingeniører. Og til f.eks. énfamiliehuse har man friheden og muligheden for at skabe den individuelt tilpassede villa, som folk bliver glade for og som samtidig er energirigtig, siger Rasmus Jensen.





Det første lavenergihus
Det første hus, som Rasmus Jensen stod bag som selvstændig arkitekt blev til i samarbejde med hans bror, der er uddannet tømrer. Det er et lavenergihus i Lystrup nord for Aarhus, et træhus med udhæng, beklædt med matsorte kompositplader og lister af canadisk cedertræ, mens opvarmningen foregår via jordvarme og varmepumpe.
Villaen er opført i to forskudte plan og giver udsigt ud over Aarhus-bugten, og loftet i villaens opholdsrum er beklædt med trælisteloft som en integreret, akustisk dæmpende overflade, der fungerer som en kontrast til det lidt hårde klinkegulv og de store glaspartier. Energimæssigt bidrager jordvarmepumpen til gulvvarmen, mens luft-til-luft varmepumpen leverer det varme brugsvand. Den endelige trykprøvning af huset viste en tæthed på 0,41 l/s/m2, hvilket fortæller om en endog meget tæt løsning i villaen.
– Jeg har lært noget håndværk og teknisk forståelse af min bror og af bl.a. arbejdet med huset i Lystrup, ligesom jeg har lært noget ved at renovere vores eget hus. Når man f.eks. regner al energien i et hus ud, så det holder sig inden for energirammen, så skal man igennem ca. 2.000 punkter. Så det er et omfattende arbejde, og man opdager undervejs også noget om, hvad der giver effekt, og hvad der ikke gør. Det er f.eks. vigtigt med den rigtige varmepumpe, mens en masse ekstra isolering i ydervæggene ikke rigtig batter.
Den slanke villa ved kysten
Et andet markant byggeri, som Rasmus Jensen står bag, er udsigtsvillaen på en strandgrund i Studstrup ved Aarhus. Da huset er nyopført på en lang, men smal og skrånende grund ned til kysten, har bestræbelsen været at skabe et slankt og harmonisk udtryk, der samtidig giver plads til 225 m2 bolig plus kælder, garage og udsigtsniveauer ud over Kaløvig.
Den slanke villa er æstetisk iøjnefaldende og består i princippet af enkle, forskudte og kubiske former, men giver alligevel plads til hele seks niveauer. Der er en nordisk tone over udtrykket, men samtidig er huset også meget funktionsorienteret i form af bl.a. udhæng, der giver skygge, og nærheden mellem de forskellige rum og niveauer. Mens den ene ”kasse” har listebeklædning i egetræ, er der canadisk cedertræ på den anden og cortenstål på den lavere del af bygningen. Villaen er opført efter lavenergiklasse 2020 med skjulte solceller på taget og er generelt udført i eksklusive materialer.
– Jeg har haft et meget tæt og godt samarbejde med bygherren, der også var med på at udfordre arkitekturen og selv stå for mange af tingene. Resultatet er en villa, der generelt fokuserer på gennemtænkte detaljer og en meget funktionelplanløsning i både højde og bredde. Det var samtidig en høj prioritet at optimere udsigten fra opholdsrummet og skabe gennemlysning, åbenhed og sigtelinje gennem hele huset. Det er så vigtigt, at der kommer lys igennem et hus.
– Stedet betyder også enormt meget. Det er stedspecific arkitektur og ikke et hus, der bare kunne ligge hvor som helst. Her har niveauforskellene i næromgivelserne været afgørende, og den færdige villa ser nu let og elegant ud med sit svævende tagudhæng, selv om den egentlig er vildt tung materialemæssigt. Jeg kan godt lide den slags udfordringer og at gå lige til grænsen. Det er dér, man får allermest ud af et projekt, påpeger Rasmus Jensen.
Fuld gas på orangeriet
Det præmierede orangeri i Vodskov i Nordjylland lagde et tilsvarende mod og perfektion for dagen, og den indsats bar som bekendt frugt:
– Vi har givet den fuld gas. Det er egentlig en tilbygning til den nyrenoverede villa fra 1947 i gule mursten. Det ligger i umiddelbar forlængelse af villaen, så man fra stuen via en repos kan træde direkte ud i orangeriet gennem foldedørene. På den måde smelter bolig sammen med udestue. Der er på alle måder højt til loftet, der er stålspær og et lidt industrielt udtryk med fuldautomatisk klimasystem, der både sikrer, at der er en god udluftning, og at der ikke bliver for varmt om sommeren. Og så er der indbygget brændeovn i orangeriet til de kolde måneder. Orangeriet i Vodskov og præmieringen af det har betydet, at vi efterfølgende har lavet orangerier over hele landet – og bl.a. lige nu er i gang med et orangeri til en helt ny funkisvilla i Roskilde.


Kvalitetstræ vinder frem
I en mere bæredygtigt bevidst tid begynder langt flere træbyggerier og nye teknologier som CLT-skåret træ også for alvor at vinde frem. Ifølge Rasmus Jensen har også de store producenter fundet ud af, at det er den vej, udviklingen går, og at en højere trækvalitet er nødvendigt i et land som Danmark, der generelt ikke selv har den bedste trækvalitet.
– Træ rykker meget lige nu. Jeg bruger udelukkende træ af høj kvalitet og Svanemærket træ, ligesom jeg også tager ud til de små savværker, der virkelig kan deres træ på fingrene. De gamle håndværksdyder er på vej tilbage. Man vil gerne have tingene gjort ordentligt med materialer i god kvalitet. Jeg bruger selv træ rigtig meget som byggemateriale. Ud over at det æstetisk set er flot, så er det også let at lave, og det er vedligeholdelsesfrit og derfor en nem og langsigtet investering.
Elegante listelofter med indbygget akustik
Som et nichefelt står Rasmus Jensens tegnestue også bag egne listelofter. Væk er 1970’erne mørke og tunge lofter med brede lister, og i stedet knæsætter Rasmus Jensens listelofter et design, der skaber lethed, enkelhed og elegance i rummets højde, og som desuden indeholder en ekstra og ikke uvæsentlig funktion, der kan medvirke til et bedre indeklima og komfort:
– Vi har udviklet vores egen listeløsning i træ med indbygget akustisk funktion. Listelofterne egner sig godt som en enkel linje gennem husets større rum, og de kan stå som en varm, organisk kontrast til mere rå og hårde overflader. Og igen: Træet skal være i orden. Det skal være tørret ordentligt, uden knaster og af den bedste kvalitet, siger Rasmus Jensen, og fortsætter:
– Og så skaber de en god akustik, der reducerer irriterende støj og larm. Listerne er ret dybe – op til 45 mm – og i massivt træ. Det princip sammen med lameleffekten i overfladen gør, at vi f.eks. har kunnet påvise en reduktion af efterklangstid fra 6 sekunder ned til 0,6 i et hus i Silkeborg. Vi har videreudviklet på listelofterne fra projekt til projekt, så vi i dag kan skræddersy en løsning og lave et unikt listeloft med snorlige linjer til den specifikke villa eller sommerhus. Det er også muligt at indbygge belysning, el, højttalere og sensorer m.m. i listelofterne. De kommer som udgangspunkt i fyrtræ, men kan i princippet laves i alt fra douglasgran til eg og lærk. Vores idé rører på sig, så nu ser vi faktisk, at andre firmaer begynder at bruge den. Listelofter koster selvfølgelig noget, men til gengæld er de vedligeholdelsesfri og kan holde i 50 år, så det er slet ikke en dårlig investering, siger Rasmus Jensen.



Øje for detalje og helhed
For Rasmus Jensen er drivet fortsat den energivenlige og bæredygtige arkitektur, der tager ansvaret for fremtiden – både æstetisk og energimæssigt – alvorligt. Det er arkitektur med øje for detaljer og helhed, for det individuelle og konteksten, for nutiden og fremtiden:
– Stedet, menneskene og materialerne er afgørende. Det gør projektet til noget nyt hver gang. Når man kan arbejde tæt sammen om en villa med en bygherre, der tør udfordre arkitekturen, og når man kan få frihed til at præge udtrykket fra den mindste detalje til helheden, så er det virkelig spændende. Og det er også dér, man får mest ud af arkitekturen.
Læs mere på www.rjarkitekt.dk og www.listeloft.nu