Lys bringer detaljerne til live

1. oktober 2021

AfterDark skaber lys i boligen, på facaden og i haven. Den rette belysning kan skabe en helt særlig og magisk stemning eller sætte fokus på æstetik og smukke detaljer, som man ikke bemærker i dagslys, for lys kan noget helt særligt.

Tekst: Vibeke C. Larsen Fotos: AfterDark Lysdesign

Mange år senere husker Morten Buss Andersen stadig den følelse, der ramte ham, da han som femårig var på ferie sydpå. Mørket var faldet på, da familien gik til middag, og på vejen passerede de det smukt oplyste pool-område, der strålede magisk i mørket.

”Jeg husker, hvordan lyset gav området en helt særlig stemning, og den oplevelse blev definerende for min interesse for lys. Jeg har siden været fascineret af kontrasterne mellem lys og skygge,” siger Morten Buss Andersen.

Han er egentlig uddannet elektriker, men interessen for, hvad den helt rigtige belysning kan gøre for en facade, et rum eller et terræn, fik ham i 2019 til at etablere virksomheden AfterDark som selvstændig lysdesigner. Udgangspunktet er Østjylland, men lysdesigneren udfører opgaver i hele landet samt i udlandet.

”Hvis du ser en facade i dagslys, er der detaljer, som du ikke lægger mærke til, men når mørket falder på, og der er sat lys på bestemte detaljer, opdager du pludselig en gesims, en søjle eller en bue, som du ikke har lagt mærke til før, fordi du har set hele facaden,” forklarer han.

Træk naturen ind i stuen

Lysdesign handler ikke bare om at sætte en stor projektør op og belyse en bygning, for derved forsvinder detaljer og æstetik.

”Min passion er at fremme det livlige lys. Det kan være på facader, i haven eller i det urbane miljø, hvor områder og bygninger vækkes til live efter solnedgang.” siger Morten Buss Andersen. AfterDark Lysdesign designer både lys ude og inde for erhvervs- og private kunder. Især udenomsarealerne bliver ofte glemt, når hjemmet skal lyses op.

”Der er en stor gevinst at hente ved at etablere terrænlys i sin have. Når haven bliver oplyst, trækkers naturen ligesom ind i stuen. Man føler sig mere ude, når man sidder trygt og lunt i lænestolen og kan se ud på bladene og træernes bølgen og fornemme vindens susen og årstidernes skiften,” siger Morten Buss Andersen.

Se haven i mørket

I vintermånederne er mange kun hjemme, når det er mørkt, og ser ikke deres have i dagslys.

”En tidligere kunde, der fik lavet lys i haven om vinteren, udbrød, at han nærmest havde glemt sin have og fik lyst til at gå ud i den nu, hvor den var oplyst,” fortæller lysdesigneren.

Han oplever også, at mennesker er mindre tilbøjelige til at trække gardinerne for, når der er ’vinterlys’ i haven.

”Det giver en tryghed, at man kan se, hvad der gemmer sig i mørket. Mange bryder sig heller ikke om at se deres eget spejlbillede i den mørke rude,” siger Morten Buss Andersen. Mange boliger er opført med spots i udhænget på terrassen, men ikke alle bryder sig om at sidde til skue i spotlyset.

”Jeg vil langt hellere fremhæve udvalgte steder eller elementer i haven og så arbejde med mindre lys på terrassen. Man kan få mange fine udendørslamper, der ligner indendørslamper, men som man kan flytte rundt på efter behov, og det er en bedre løsning til det nye uderum,” siger han.

Praktisk og dekorativt lys

Mange moderne huse har et stort køkken-alrum, der både danner rammen om madlavningen, måltiderne og hyggestunder.

”Rummet er centrum for familiens liv, og da der er mange behov og funktioner, der skal tilgodeses, er det et område, der kræver stort fokus at oplyse. Lyset skal både kunne være praktisk, dekorativt og hyggeligt. Derfor skal man have mange forskellige lyskilder og lamper. Folk forstår ikke altid, hvorfor de skal have måske 10 forskellige lamper, men de skal jo ikke være tændt på samme tid,” forklarer Morten Buss Andersen.

Han arbejder primært med integreret lyssætning, hvorpå boligejeren selv kan supplere med dekorative pendler, væg- eller bordlamper. Med indirekte lys bløder man kontrasterne op og skaber en hyggelig og rumlig fornemmelse. Man kan fremhæve det, som man ønsker, skal være i fokus, og lade mørket eller skyggerne opsluge resten.

”Haven eller stuen behøver ikke stå knivskarpt, for man kan bare lade være med at sætte lys på det, som man ikke ønsker at vise frem. Lys handler i bund og grund om forskellen på at kunne se eller ikke se, men lys skal også kunne mærkes og føles godt,” siger Morten Buss Andersen.

Respekt for naturen

Kunstigt lys skal altid udføres i respekt for naturen, stedet og andre mennesker.

”Det kan godt være, at jeg gerne vil have dekorativt lys i min have, men dyr og planter har brug for mørket, og lys kan også genere andre mennesker. Derfor skal lyssætningen være præcis og velovervejet. Endelig skal lyset slukkes, når vi ikke betragter det,” siger Morten Buss Andersen.

Han anbefaler sine kunder at etablere lysstyring, så lyset kun er i brug, når der er nogen til at nyde det.

”Vi skal have fokus på at bevare den sorte nattehimmel, for vi mennesker har ligesom planter og dyr brug for mørket,” understreger han.

Læs mere på www.afterdark.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Noble Denmark: Hvor nordisk æstetik møder globalt håndværk

Fra havedrøm til drømmehave

Søg