Den rette belysning kan gøre hele forskellen. Det ved man hos DesignHaver, der skaber udtryksfulde havescener med lysdesign som en essentiel del af havens og hjemmets helhed – ikke mindst i årets mørke timer.
Tekst: Rune H. Jensen Fotos: DesignHaver
Når mørket falder på, forvandler haven sig til et helt andet univers med nye rumfornemmelser, silhuetter og magiske spil mellem lys og skygge. Og disse naturlige aften- og natteoplevelser kan man i høj grad tilskynde med hjælp fra professionelle havearkitekter som DesignHaver, der har lang erfaring med at forløse den enkelte haves potentialer med den helt rette lyssætning:
– Når man vælger udendørsbelysning, får man foræret et nyt univers. Om aftenen kan lysdesign i haven f.eks. trække nogle ting frem og nedtone andre, skabe nye rumlige zoner med spots og give kontraster, liv og vekselvirkning mellem stille lys og bevægelige skygger, siger Tor Haddeland, havearkitekt og direktør hos DesignHaver.
Stemnings- og orienteringsbelysning til haven
DesignHaver skaber minimalistiske, æstetiske og komplette havescener, der skaber nye sammenhænge mellem de ydre og indre rum, og udendørsbelysningen er et vigtig skridt på vejen derhen. En del af den helhed, der gør haven til et særligt og mangfoldigt oplevelsesrum døgnet rundt, året rundt.
Man skelner mellem hhv. stemnings- eller effektbelysning og den mere praktiske orienteringsbelysning. Sidstnævnte er bl.a. lys, der fungerer som oplysende vejviser, dvs. langs indkørsler, gangarealer til hoveddøren eller lys ved f.eks. brændeskur, garage eller terrasse.
Det er en praktisk orienteret belysning, men også en belysning, som hos DesignHaver samtidig får en rumskabende funktion. Det kan være i form af belysning på selve huset med f.eks. uplights på mure og vægge eller spots under en gavl. Orienteringsbelysning er således ikke kun en praktisk nødvendighed – det er også en måde at udvide aften- og natbelysningens muligheder og rum på.


Haven bliver en del af helheden
– Effektbelysning er den type lys, der skaber stemninger, nye rum og/eller fremhæver en særlig detalje. Det betyder, at man kan opleve haven på skiftende måder i løbet af døgnet. Og så er der samtidig forskellige perspektiver på det. Belysningen betyder jo noget for, hvordan huset og hele ejendommen præsenterer sig set udefra, hvis der f.eks. er en stemningsfuld belysning på terrassen eller oplyste hjørner, planter eller træer, som kan skabe fantastiske skyggespil, siger Tor Haddeland, og fortsætter:
– Men det betyder også noget for, hvordan haven opleves set indefra huset. Haven og belysningen bliver en del af helheden. Der skabes en ny sammenhæng mellem de indre og de ydre rum. Det giver muligheden for at opleve haven i den halvdel af tiden, hvor det er mørkt. Lyset bærer eller fremhæver huset og skaber samtidig magiske rum i haven. Når man taler lysdesign, så tænker man i kontrasterne mellem mørke og lys og kan f.eks. fremhæve skyggerne på træernes blade. Det er alt sammen med til at gøre haverummet til noget andet og uventet, når det er mørkt.
Lysets mange ansigter
DesignHaver bruger udelukkende LED-belysning til sine havedesigns, da det er en miljø- og energivenlig belysningstype med meget lang levetid og utallige muligheder. De mange forskellige belysningsmuligheder kan f.eks. være LED-bånd øverst på et trappetrin eller en loungesokkel; spots med horisontalt lysudfald, spots med uplight og varierende spredevinkel eller pullertlamper i granit eller hårdttræ. Og så kan selve glasset være klart eller frostet, så lyset brydes og fordeles med forskellige effekter til følge.
Dertil kommer, at DesignHaver også skaber levende lys til haven. Det gælder bl.a. det dekorative gasbål Olymp Fireplace, der er designet og udviklet af Haddeland Design og som giver flammedans med ild blussende op midt i en retvinklet ramme af stål.
Skyggedans og enkelhed
Med belysning som med alt andet design holder Design-Haver en enkel, stram og stilren linje. Haven og terrassen får personlighed, og belysningens spil mellem lys og mørke i f.eks. havens yderpunkter kan skabe dybde, nye rumfornemmelser og illusionen af, at haven er større, end den er.
– Der er en skandinavisk linje. I Norden ønsker vi ikke så ofte, at det bliver alt for spraglet med kulørte, blinkende lamper. Hos DesignHaver holder vi fast i det mere enkle, gennemtænkte og stringente udtryk med et minimum af velplacerede lyskilder. Så på den måde er vores stil inden for belysning i god tråd med vores linje og havedesigns i øvrigt, siger Tor Haddeland, og afrunder:
– Det er ikke lampen, men selve lyset, effekterne og skyggerne, der er i fokus. Kontrasterne mellem lys og skygge, der kan skabe eksklusive havelandskaber og nye helhedsoplevelser i de mørke timer.
Se mere på www.designhaver.dk

