Det danske designbrand Mater skaber balance mellem det æstetiske og det bæredygtige design. Det har betydet global succes, og Mater skaber og eksporterer i dag socialt ansvarligt design til over 35 lande.
Tekst: Jesper Kjær · Foto: Mater
Til hvert eneste af de millioner af produkter, vi køber til at forsøde vores liv med, hører der miljømæssige, etiske og sociale konsekvenser. Mens nogle produkter kun har en lille miljømæssig belastning, driver andre produktionsmetoder rovdrift på naturen og er måske produceret under problematiske arbejdsforhold.
Dansk-global pionér
Mater blev lanceret i 2007 og er et dansk designbrand, der er anerkendt som global pionér i forsøget på at skabe en balance mellem det æstetiske, det bæredygtige og det socialt ansvarlige design. Virksomheden er grundlagt af Henrik Marstrand, som har en klar vision med Mater: “Vi skaber tidløse og smukke produkter baseret på en etisk forretningsstrategi. Mater kombinerer eksklusive møbler og belysning med arbejdsmetoder, der understøtter mennesker, lokale håndværkstraditioner og miljøet”, siger Henrik Marstrand.





Prisvindende designtalenter
Han forklarer, at Maters kollektioner er skabt af en ekstern base af etableret og friskt designtalent fra ind- og udland. Produkterne er både egnede til de bedste hoteller og restauranter og til private hjem. Mater vandt bl.a Wallpaper * Magazine pris i 2008 for bedste nye design mærke i verden. Virksomheden er medlem af FN Global Compact og aktivt involveret i bæredygtige projekter som www.susbizindia.org.
Efter en hård start midt i finanskrisen er Mater i dag en af den nye danske designkometer og eksporterer til over 35 lande. Kundelisten tæller internationale hotelkæder som 4 Seasons, Hilton, Mariott, W-Hotels m.fl., og Maters kendte barstol ”High Stool”, tegnet af arkitektduoen Space, ses herhjemme bl.a i Lagkagehuset og fremover også i smykkevirksomheden Pandoras forretninger.
High Stool i FSC-træ
Maters internationalt anerkendte High Stool og de fleste af Maters øvrige træprodukter er fremstillet i FSC-certificeret træ. FSC står for Forest Stewardship Council og er en internationalt anerkendt non-profit organisation. I en FSC-certificeret skov fældes der ikke flere træer, end skoven selv kan reproducere. En anden af Maters klassikkere – Bowl Table – fremstilles af genbrugstræ fra indiske mango-plantager.
Se mere på www.materdesign.dk

