Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

15. august 2025

Efter år i stålindustrien, international private equity og de schweiziske alper er fynske Thomas Stærk Lillesø vendt hjem til Danmark for at skabe mere boligareal med slankere, energieffektive bygningselementer i PUR – og han søger nu arkitekter, montører og investorer, der vil bygge med.

Tekst: Pernille Thomsen · Fotos: AMOVIDO A/S

Rødderne i Munkebo og springet mod selvstændigheden

Thomas Stærk Lillesø voksede op i Munkebo på Fyn, hvor værftsindustrien omkring Lindø satte en markant ramme for barndommens arbejdskultur. Det var naturligt at gå i lære som skibsmontør hos Mærsk, men allerede tidligt stod det klart, at han havde blik for andre horisonter.

”Da jeg var udlært, kunne jeg mærke, at det ikke var dét, jeg skulle. Jeg ville gerne noget andet end at være håndværker hele livet,” fortæller han.

Inspireret af kolleger fra diskoteksbranchen og et kort ingeniørstudium sprang han som 23-årig ud som selvstændig. I 2006 grundlagde han sammen med to andre bemandings- og stålvirksomheden World Wide Workers, der leverede specialmontører til vindmøller, skibsreparationer og raffinaderier.

Gennem årene opbyggede han solid erfaring med projektledelse, internationalt samarbejde og opbygning af effektive forretningsmodeller. I sin tidligere virksomhed blev det hurtigt tydeligt, hvor vigtig en rolle software spiller for vækst og differentiering. Det førte til udviklingen af et komplet system, som digitaliserede centrale processer og skabte et stærkt fundament for skalering.

”I AMOVIDO bygger vi videre på den erfaring. Teknologi og kunstig intelligens er tænkt ind fra starten, og på sigt ser vi også et stort potentiale i at inddrage robotløsninger. Det er en del af vores vision om at skabe en effektiv, skalerbar og fremtidssikret virksomhed med internationalt potentiale,” siger Thomas.

Årene i Schweiz og mødet med finansverdenen

I 2009 flyttede Thomas til Schweiz for at opbygge en mere international forretning og komme tættere på sine kunder. Den første kunde blev Siemens Wind, men det var også lysten til at gøre tingene anderledes end alle andre, der var en utrættelig drivkraft. Det blev starten på en ny fase i karrieren.

Efter nogle år i Schweiz – og fortsat involveret i World Wide Workers – solgte han sin andel i 2015 og begyndte at arbejde som rådgiver i et schweizisk private equity-selskab.

”Min opgave var at rejse rundt i verden og finde virksomheder, som selskabet kunne købe,” fortæller han. ”Tanken var, at disse virksomheder skulle være en del af en form for børsnotering.”

Konceptet gik ud på at identificere spændende virksomheder med en indtjening mellem 1 og 10 millioner euro, investere i 10–49 % af dem via kapital, rejst gennem obligationsmarkedet – og derefter børsnotere dem samlet i en gruppe, lidt som man kender det fra Berkshire Hathaway.

Gennem arbejdet fik han dyb indsigt i, hvordan virksomheder vurderes, struktureres og udvikles med fokus på opkøb, vækst og salg. Han lærte at identificere potentialer og skabe forretningsmodeller, der kan skaleres og gentages. Men på trods af succesen begyndte han at savne noget mere håndgribeligt i arbejdet.

”Gennem dette arbejde blev jeg opmærksom på AMOVIDO i en tidlig fase, og jeg fandt idéen utrolig spændende. Det vækkede lysten i mig til igen at arbejde med noget fysisk og opbygge noget fra bunden,” fortæller Thomas.

PROCES VED HENVENDELSER
1 Plantegning/facadetegninger sendes til AMOVIDO.
2 AMOVIDO beregner en budgetpris.
3 Kunder accepterer budgetprisen.
4 AMOVIDO beregner endeligt tilbud på elementerne.
5 Kunden accepterer tilbud.
6 AMOVIDO udformer tekniske tegninger mod betaling (7.500 kr. i startpris og 150 kr/m2 bolig).

Betales ved kontraktindgåelse.
– 3D model af bygningens trækonstruktion.
– Fundament med gevindstangplan.
– Produktionstegninger af samtlige elementer til godkendelse ved kunden.

7 50% af tilbudspris betales ved opstart og resterende løbende frem mod afhentning.
8 Transport af elementerne (betales direkte til vognmanden).
9 Montage af elementerne (AMOVIDO kan bookes til montage).

110m2 Sommerhus – Pris fra 345.000 kr. inkl. moms
50m2 tilbygning – Pris fra 195.000 kr. inkl. moms
53m2 Sommerhus – Pris fra 200.000 kr. inkl. moms
152m2 Villa – Pris fra 600.000 kr. inkl. moms

AMOVIDO: PUR-isolering som pladsskaber

I 2020 købte Thomas sig ind i AMOVIDO A/S – en dansk træelementfabrik med base i Midtjylland. Senere overtog han hele ejerskabet og har siden arbejdet målrettet på at videreudvikle virksomhedens koncept. I 2025 flyttede Thomas tilbage til Danmark for at komme tættere på forretningen. Kernen i AMOVIDOs arbejde er bygningselementer med den særlige isoleringstype PUR – en forkortelse for polyurethan – som adskiller sig markant fra traditionelle isoleringsformer.

”PUR har nogle unikke egenskaber. Det optager ikke fugt, det er formstabilt, og så har det en lav varmeledningsevne. Det betyder, at vi kan lave tyndere vægge og tage med samme – eller bedre – isoleringsevne end med traditionel uld,“ forklarer han.

Resultatet er, at bygherren får flere indvendige kvadratmeter for samme grundareal. ”Hver gang vi barberer fem centimeter af væggen, giver vi kunden gulvplads tilbage. I et 180 m² hus i Vium fik familien 10 m² ekstra — det svarer til et fuldt børneværelse.”

AMOVIDO leverer både til private kunder og professionelle bygherrer – fra familieboliger og sommerhuse til institutionsbyggeri og rækkehuse. Elementerne skræddersyes til det enkelte projekt, men produceres på en standardiseret måde, så montagetiden forkortes markant.

”Vi kan ofte rejse og lukke et hus på 1 til 3 dage. Det betyder, at man undgår fugtproblemer og skader fra uforudsigeligt vejr.”

Thomas understreger, at AMOVIDO ikke kalder PUR ”klimafrelst”, da materialet er oliebaseret. Til gengæld har virksomheden sat en Zero-Waste-strategi i søen, hvor alle pladestørrelser optimeres, så savsmuld er det eneste affald.

Digital beregner og åbne døre for samarbejde

En vigtig del af Thomas’ strategi er at gøre op med langtrukne tilbudsprocesser og uigennemskuelige løsninger. Derfor har AMOVIDO lanceret en online beregner, der hurtigt og enkelt viser pris og løsning ud fra nogle få grundoplysninger.

”Man indtaster f.eks. husets længde, bredde, væghøjde og tagtype, og så får man et konkret overblik over pris og muligheder. Det tager under ét minut,” siger han.

Men beregneren er kun første skridt. Thomas ser et klart behov for at skabe et netværk af fagfolk, der kan levere hele vejen rundt om byggeriet – fra arkitekt til montør.

”Vi leder efter arkitekter, byggefolk og endda investorer, der har lyst til at blive en del af et system, hvor der er gennemsigtighed, fælles standarder og nem adgang til ordrer. Det er en oplagt mulighed for dem, der vil bygge smartere.”

Systemet bag beregneren gør det muligt at sende forespørgsler direkte videre til tilknyttede partnere, som automatisk modtager tegninger og mængdeudtræk. På den måde kobler Thomas sin digitale beregner direkte sammen med ønsket om flere samarbejdspartnere – fra idé til færdigt byggeri.

FAKTA OM Thomas Stærk Lillesø
Alder: 47 år
Uddannelse: Skibsmontør, Mærsk
Erhvervserfaring:
• Selvstændig siden 23-årsalderen
• Grundlagde og drev virksomhed i stålbranchen 2006–2015
• Flyttede til Schweiz i 2009
• Rådgiver i internationalt private equity-firma 2015–2020
• Købte sig ind i AMOVIDO A/S i 2020 – ejer i dag selskabet 100%
Bopæl: Vendte tilbage til Danmark i 2025 for at være tættere på forretningen

200m2 Sommerhus – Pris fra 630.000 kr. inkl. moms

FREMTIDEN: 200 mio. kr. i omsætning og internationale ambitioner

Thomas ser et stort potentiale for AMOVIDO – både i Danmark og i udlandet. Målet er at skabe en robust forretning med en klar profil og høj vækst.

”Vi har en ambition om at nå 200 mio. kr. i omsætning inden 2030. Det kræver skalerbare løsninger, effektive partnere og en stærk produktportefølje. Vi er godt på vej.”

Danmark er langt fra det eneste marked, og eksportmuligheder samt etablering af fabrikker i udlandet er en del af planerne. Som Thomas nævner, kan nye markeder opstå, eksempelvis i forbindelse med genopbygning i områder som Ukraine, hvor behovene nærmest er utømmelige.

”Det handler om at se fremtiden og finde nye muligheder, også uden for landets grænser, for at realisere drømmen om vækst og nye samarbejder. En vækst som denne kræver kapital, og derfor skal vi finde investorer eller pengeinstitutter, der vil med på rejsen.”

Men for Thomas handler fremtiden ikke kun om vækst i tal. Han har også en stærk ambition om at bygge en sund virksomhedskultur, hvor medarbejderne føler ejerskab og værdsættelse.

”Jeg drømmer om, at en del af overskuddet skal gå til alle medarbejdere – måske gennem skyggeaktier eller bonusser baseret på arbejdstimer. AMOVIDO skal være en virksomhed, hvor folk er en del af det, vi bygger sammen,” afslutter Thomas Stærk Lillesø.

Læs mere: www.amovido.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Når 1 + 1 giver 3: Fra forskellighed til helhed

UBR – den bedste jakke du nogensinde har haft

Pengerådgivning: Økonomi med plads til livet

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Viljen til at lykkes: Dennis Povlsens rejse fra tømrer til succesfuld virksomhedsejer

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Få fod under eget bord i sydens sol til en pris hvor de fleste kan være med

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

High-end elcykler ruller ind i Aarhus

Søg