Når døre bliver til arkitektur

1. december 2018

Vahle skaber indvendige trædøre til både historisk og nutidig arkitektur. Uanset om det er til Det Kgl. Teater eller det moderne private hjem, skal håndværk, funktionalitet og design gå op i en højere enhed og gøre døren til et ægte nordisk, arkitektonisk element. 

Tekst: Rune H. Jensen Fotos: Vahle A/S

Hvis man spørger Lars Vejen, der for nylig blev kåret til Årets Designer ved Design Awards 2018, til kvaliteten af døre fra Vahle, er der ingen slinger i valsen: 

– Jeg blev på alle måder positivt overrasket over at finde denne for mig ”skjulte skat” ude på Djursland. Jeg havde ingen viden om, at der fandtes en dansk producent – eller producent i det hele taget – på én gang forankret i den fineste håndværksmæssige tradition og samtidig med et topmoderne, teknologisk produktionsapparat. 

Døren som arkitektonisk element 

Der dufter af træ og savsmuld fra de svenske skove, og der er travlhed i netop de 3.000 m2 produktion, som indehaver Ole Mølby viser os rundt i en almindelig formiddag i Mørke på Syddjurs. Der er sket meget og røget en del træ gennem hænder og maskiner siden dengang i 1976, da Vahle begyndte som et traditionelt tømrerfirma. I dag står virksomheden således bag arkitektoniske døre til både private hjem og til referencer fra Amalienborg til Det Kgl. Teater og Christiansborg Slot. 

– Vi kalder det døre til generationer. Vahle tager afsæt i solide, danske håndværkstraditioner og skaber døre af høj kvalitet, der holder i generationer. Jeg forsøgte engang at formulere vores kerneværdier og nåede frem til håndværk, funktionalitet og design. Da vi så fik en arkitektstuderende ansat i en periode, påpegede han, at det vi faktisk havde formuleret, var definitionen på arkitektur. På den lidt bagvendte måde fandt vi ud af, hvem vi er i dag, for det er dét, vi laver. Når de tre ting er der og smelter sammen, så er det arkitektur. Det er kort sagt arkitektoniske elementer, vi laver, siger Ole Mølby. 

Gør noget ud af det blivende i boligen 

Vahle skaber fortsat indvendige døre både som klassiske fyldningsdøre og som moderne, glatte døre. Det betyder også, at virksomheden er i stand til at levere skræddersyede døre til såvel tidligere tiders historiske arkitektur som til nutidens og fremtidige generationers moderne arkitektur. Og når det gælder private boliger, hvor dørens værdi måske er blevet noget overset, er det oplagt at rette blikket mod døren som en arkitektonisk del af hjemmets helhed: 

– I dag er der typisk kun 4-8 døre i et hjem, fordi nutidens store, åbne rum har betydet en kraftig reduktion af antallet af døre i forhold til førhen. Så derfor kunne man jo med fordel gøre de døre, der nu er, til et arkitektonisk element, da de både er en vigtig funktionel og æstetisk del af et moderne hjem – og noget blivende, som man ikke bare skifter ud efter nogle år som f.eks. køkkener og badeværelser. 

Det er en direkte opfordring til at skrue op for dørene og ned for køkkenet eller badeværelset. Til at bruge pengene på det blivende og vælge med større omhu til det moderne hjem, for mulighederne er der. Man kan faktisk lave nutidige døre på en kvalitativ måde, som man historisk ville have lavet dem med afsæt i håndværksfaget, der forstår træets dynamik, og de gode materialer, der sikrer holdbarhed i rigtig mange år. Og samtidig kan man hos Vahle skræddersy sine døre både i forhold til alle slags træsorter, dimensioner, æstetik, mix af materialer, overflader og helt ned i detaljerne til valg af hængselstype og dørgreb. 

Topmoderne og historisk 

Vahle er i dag på én gang en topmoderne og gammeldags virksomhed. Man holder traditionerne og kulturarven i hævd, og man omfavner det nye og moderne. De er ikke hinandens modsætninger, men kan komplementere hinanden. I ”Den Gamle By” i Vahles produktion står de gamle maskiner og bidrager fortsat til 20 % af ordrerne, mens store investeringer i moderne produktionsmaskiner og manuel arbejdskraft sørger for resten. 

Alle døre fra Vahle imødegår nutidens krav til brandsikring, indbrud og lyddæmpning. På den måde er det f.eks. muligt at fremstille en opgraderet, men nøjagtig kopi af en oprindelig indvendig dør, der bevarer og indskriver kulturarven i en moderne kontekst. Og det gælder vel at mærke både til de helt store produktioner eller helt ned til blot en enkelt dør til f.eks. en moderne bolig, hvor man ønsker at beholde æstetikken og kvaliteten som den oprindelige, indvendige dør besad. 

De kloge øjne og hænder 

– Det er nordisk, stilrent og minimalistisk med en ærlig tilgang helt ned i detaljen. Finish er alt. Du får, hvad du ser, og vi har en holdning til vores håndværk. Vi fremstiller alle vores døre her på fabrikken – fra opskæring af træ, høvling og udstemning til tapning, samling og maling. Vi har faglærte medarbejdere med årtiers erfaring og foretager selv løbende kvalitetskontrol fra start til slut. Vi plejer at sige, at ”de kloge øjne og hænder giver den bedste kvalitet”. 

Både det jordbundne, håndværket og modet til nyt ligger i DNA’et hos Vahle. Da firmaet blev grundlagt tilbage i 1976 af Svend Vahle Hansen var det som nævnt en traditionel tømrervirksomhed: 

– Han fandt dog hurtigt ud af, at da man efter de nye krav til brandsikring og lyddæmpning begyndte at renovere funktionsdøre især i byerne, gik man på kompromis med kvaliteten og udskiftede med ”papdøre”. Vahle begyndte derfor at producere døre, hvor både funktion og håndværk er elementer i dørens design. På den måde er nutidens Vahle skabt ud af en trodsreaktion mod industrialiseringen. Vi er gået den anden vej end alle andre, fortæller Ole Mølby.

Døre til det moderne hjem 

I dag er Vahle derfor et levende vidnesbyrd om, at det er muligt at skabe såvel klassiske fyldningsdøre som moderne, glatte døre, der opfylder alle sikkerhedskrav og som samtidig lader håndværk, funktion og design gå op i en højere enhed. Vahle voksede med årene, og i 2013 kunne virksomheden udvide sortimentet til også at omfatte de moderne døre, så der i dag både er døre til historisk og nutidig arkitektur på programmet. Et nyere eksempel er de specialdesignede døre til Bestsellers domicil på Aarhus Havn, hvor der er branddøre fra Vahle med overflade i eg, skjulte hængsler og integrerede dørpumper. 

– Vi har aldrig haft et program. Traditionelt er arkitekten kommet med sit projekt, og så har vi samarbejdet om en god løsning, der passede til kundens ønsker. Men nu har vi for første gang en serie med vores eget design. Det er moderne, nordisk og kompromisløst, og man kan skræddersy dørene alt efter sine ønsker og smag. Man kan f.eks. få dem med eller uden skjulte pumper og hængsler, og de har alle lige meget luft på begge sider af hhv. grebs- og hængselside, hvilket er et karakteristika for Vahle. 

Nordic Design by Vahle 

Hvad Ole Mølby henviser til her, mens vi befinder os i virksomhedens showroom, hvor dørene står udstillet, er ”Nordic Design by Vahle”. Serien består af fire designs: The Carpenter’s Collection, Nordic Forest Selection, Dinesen FRAMED by Vahle og Doors by Lars Vejen. Sidstnævnte designer, som vi allerede har hilst på i indledningen, har adspurgt bl.a. følgende ord om samarbejdet med Vahle og dørserien: 

– Jeg arbejdede med idéer, som jeg ville have til at repræsentere mødet mellem det kompromisløse håndværk og den rationelle moderne produktion for derigennem at få den opmærksomhed, som Vahle og døren som arkitektonisk basalt element fortjener. Dette første samarbejde blev til serien ”Nordic / Doors by Lars Vejen”. 

Doors by Lars Vejen 

Doors by Lars Vejen kommer I tre udgaver – Gradient, Barcode og Havana – og har alle rillet overflade, der skaber et levende udtryk. Mens Gradient har lodrette riller, der gradvist bliver større i bredden, varierer de vertikale riller i Barcode i størrelse som i en stregkode. Havana bærer vandrette riller som reference til Havana-cigarens mavebælte. Designet fås også som udvendig dør fra JE-Træ Facadedøren i eg, teak og mahogni og som malet, så man kan skabe stilmæssig forbindelse mellem de indvendige og den udvendige dør. 

The Carpenter’s Collection og Nordic Forest Selection 

The Carpenter’s Collection har snedkermesterens håndværk i fokus og består af to modeller i eg. Model I har lister i midten fra top til bund, hvilket understreger dørens vertikalitet, og den traditionelle karm over døren er fjernet, hvilket giver et let og enkelt udtryk. Model II har tilsvarende lister i midten, men her brydes listerne af spændstykker, der giver et dynamisk design og et enkelt, grafisk udtryk. 

I Nordic Forest Selection dyrker man selvsagt et nordiske udtryk med et enkelt design og naturlige materialer. Serien er inspireret af 1920’er-døre, men i et moderne og tidløst formsprog. Døren fås i eg, elm, ask og valnød, som malet og kan desuden laves med en fyldning i træ eller glas. 

Dinesen FRAMED by Vahle 

Endelig har Vahle i samarbejde med Lars Vejen og virksomhedsejer Thomas Dinesen fremstillet døren Dinesen FRAMED by Vahle. Her kombineres Vahle døre eksklusivt med Dinesen planker og opnår et minimalistisk udtryk. Hængslerne er skjulte, og karmen over døren er fjernet, hvilket fremhæver plankernes længde. Dørens design giver den visuelle virkning, at gulvet fortsætter op i døren og skaber sammenhæng mellem den horisontale gulvflade og den vertikale dørflade. Døren er ubehandlet og kan således overfladebehandles som gulvet. 

– At fremstille en massiv trædør i imponerende størrelse på helt op til én meters bredde og tre meters højde kræver sit af både design, materiale og håndværk. En udfordring, som netop kun blev løst, fordi alle tre parametre fandt sammen i perfekt balance i døren ”Dinesen FRAMED by Vahle”, fremhæver Lars Vejen. 

Udlandet & moderne nordisk arkitektur 

– Tiden arbejder for os. Det ægte og naturlige koster nok mere, men det holder, det er bæredygtigt, og det er dét, folk gerne vil have. Dørene har været lidt glemte, men i dag er der en klart stigende interesse for kvaliteten og udseendet af døren, siger Ole Mølby og afrunder: 

– Vi vil da gerne ekspandere, også internationalt. Vi er primært kendt for det historiske, men vil også gerne lave mere moderne til både f.eks. kontordomiciler og især private hjem. Vi satser p.t. på UK og London, som vi har gode erfaringer med. De vil netop gerne det nordiske og moderne, og i England er arkitekterne endnu mere detaljeorienterede end herhjemme. Til eksportmarkedet skal man satse på det ypperste, på det skræddersyede og ikke et standardprogram. Og det er os. Arkitektur til huset. Vi vil gerne, at der om 10 år står ”døre fra Vahle”, når et kvalitetshus sættes til salg. At vi er et navn, der symboliserer døre til generationer. Holdbare og bæredygtige døre i forskellige stilarter til fortiden, nutiden og fremtiden. At det er funktionel arkitektur, der skaber livskvalitet, vi laver. 

Se mere på www.vahle.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Pengerådgivning: Økonomi med plads til livet

Scandinavian Wood Wall: Udendørs træpaneler bygget på jysk håndværkskvalitet og erfaring

Blue de Gênes: Fortidens håndværk i fremtidens tøj

Mere bolig for pengene: Thomas Stærk Lillesø og AMOVIDO vil gentænke dansk elementbyggeri

Viljen til at lykkes: Dennis Povlsens rejse fra tømrer til succesfuld virksomhedsejer

RJ Arkitektur: Bygninger der passer til livet og landskabet

Få fod under eget bord i sydens sol til en pris hvor de fleste kan være med

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

High-end elcykler ruller ind i Aarhus

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

Søg