De trådløse højttalere fra Vifa forener årtiers forfinet håndværk med autentisk lyd og nordisk design. Kodeordene er en passioneret respekt for gode materialer, skandinavisk designtradition – og ikke mindst ønsket om den bedste lytteoplevelse for musikelskeren.
Tekst: Rune H. Jensen Foto: Vifa
Det nordiske ophav fornægter sig ikke hos Vifa, der skaber trådløse højttalere med autentisk lyd i et enkelt og sofistikeret skandinavisk design og lader de nordiske hovedstæder Oslo, Copenhagen, Stockholm og Helsinki lægge navn til den trådløse Nordic-serie. Nøgleordene er respekten for materialer og detaljer – og for musikelskerens lytteoplevelse. Det er passion, stærke håndværkstraditioner og en fortsat ambition om at opnå den optimale, autentiske lydgengivelse, der driver værket. Og sådan har det været siden starten, hvilket Vifas kerneværdier og lange historie kun bekræfter:
En historie i lyd
I en lille dansk landsby tilbage i 1933 besluttede Vifas grundlægger N. C. Madsen at skifte karrieren som automekaniker ud med sin store interesse: Højttalerteknologi. Og derfra gik det stærkt. Vifa udviklede sig snart til den foretrukne leverandør af højttalerenheder til en lang række hi-end audiobrands og bevarede sin position ind i det nye årtusinde. Hemmeligheden bag den bedste lydgengivelse er en kombination af kompleks kalibrering af adskillige tekniske komponenter. Og den erfaring og tekniske knowhow, der ligger bag Vifa succes gennem årtierne, er blevet givet videre i arv til nye generationer af Vifaakustikingeniører sammen med en kompromisløs og konstant søgen efter den absolut højeste lydkvalitet klædt i et enkelt og umiskendeligt skandinavisk design.



Nordic-serien
Og så handler det også om at følge med tiden. Derfor introducerede Vifa i 2014-15 en ny serie af trådløse højttalere med navn efter de fire nordiske storbyer. Her kombinerer Vifa sine kerneværdier til en unik forening af autentisk lyd, de bedste materialer og teknologi i et enkelt nordisk design og skaber alsidige hi-end produkter. Samtidig giver samarbejdet med Kvadrat, en af Europas førende producenter af designtekstiler, en ekstra dimension til Vifa-højttalernes look- og lydfornemmelse. Alle modellerne bærer en specialvævet tekstilbeklædning, der giver produkterne et varmt og råt look uden at gå på kompromis med lyden. Vi præsenterer Oslo, Copenhagen, Stockholm og Helsinki.
Oslo
Den nyeste model er en strømlinet og stilsikker højttaler, der kan opfylde de højeste krav til en kompakt, bærbar Bluetoothhøjttaler. Oslo bygger naturligvis videre på de klassiske Vifakerneværdier og formår at kombinere autentisk, potent og kraftig vellyd med et råt, enkelt og nedtonet nordisk designudtryk. Samtidig svarer Oslo igen på en ny tids krav til mobilitet og minimalt pladsbehov: – Brugen af musik er i dag oftest mobil, så vi ønskede, at produktet var nemt at flytte rundt på. Derfor faldt valget på de lodrette linjer, der giver højttaleren et minimalt fodaftryk, uden at det på nogen måde går ud over de fysiske krav, der muliggør en stor, fyldig lydgengivelse med imponerende styrke, fortæller Mikael Ankersen, Chief Design Engineer hos Vifa. Resultatet er en unik lyd- og designoplevelse, der deler DNA med de øvrige tre højttalere i Vifas anmelderroste Nordicserie: Omhyggeligt udvalgte materialer, årtiers knowhow, special-fremstillet tekstil fra Kvadrat og et autentisk, skandinavisk og harmonisk udtryk.



Copenhagen
Som en hilsen til den danske oprindelse var Copenhagen den første model i Nordic-serien, der så dagens lys. Som de øvrige i serien er den designet til lytteren, der sætter stor pris på foreningen af eksklusivt design og ægte lyd. Igen er respekten for materialer, for detaljer og for musikken de centrale parametre for designet, som er kendetegnet ved enkle, organiske linjer, mens tekstilets rå struktur kontrasterer den glatte, matlakerede aluminiumsramme. Der er ingen overflødige detaljer, og lydligt formår Copenhagen at orkestrere teknologi og de fineste komponenter, så musikoplevelsen går op i en højere enhed. Copenhagen findes i seks udvalgte farver og er beklædt med miljøvenligt og slidstærk uld fra Kvadrat. Og så er højttaleren naturligvis trådløs, bærbar og understøtter både mobilitet og nem integration i hjemmet.



Stockholm
Med Stockholm som det andet skud på stammen introducerede Vifa sit næste brugervenlige kvalitetsaudioprodukt, og også her holder Vifa traditionen og kerneværdierne i hævd. Designet fremhæver kontrasten mellem varmen i kabinettets stofbetræk og den håndtilpassede fjernbetjening støbt i køligt, glat zink. Stockholm har et minimalistisk look med enkle linjer og et diskret præget logo, og den findes i særligt udvalgte farvenuancer, der gør den let at integrere i alle typer hjem. Og så er den autentiske lydgengivelse som altid hos Vifa i højsædet – en lyd, der kun kan skabes af mennesker med talent, erfaring, kærlighed til musik og en kompromisløs holdning til kvalitet.



Helsinki
Det tredje medlem af Nordic-familien, Helsinki, kombinerer et kompakt design med robuste materialer og en overbevisende lydkvalitet, og den forener det moderne med det klassiske design. Den er et levende bevis på, at man i dag kan forvente helt nye standarder af små, bærbare højttalere. Der ligger således mange arbejdstimer bag udviklingen af Helsinki for at integrere virkelig god lyd i så lille en højttaler: – Helsinki indtager en helt ny plads i vores serie af trådløse højttalere. Den er mindre og mere dristig i sit design end Copenhagen og Stockholm, men har stadig samme karakteristiske egenskaber og filosofi i forhold til materialer, godt håndværk og stærk lyd, slutter Mikael Ankersen.
Se mere på www.vifa.dk