Danske True North Designs skaber møbler til det designbevidste publikum i en kvalitet, så de kan overdrages fra den ene generation til den næste. Ambitionen er at skabe smukke og bæredygtige møbler, der både kan forny og løfte den nordiske designtradition videre.
Tekst: Jesper Kjær Fotos: Henrik Brus
Efter nogle hårde år i kølvandet på finanskrisen har den danske møbelindustri igen fået vind i sejlene. Nye spændende virksomheder har set dagens lys, og blandt disse finder man True North Designs, der producerer møbler med stærke rødder i den danske designtradition, krydret med et tvist af modernitet og baseret på solide håndværksmæssige traditioner. Siden efteråret 2016 er True North Designs brand kun blevet stærkere og stærkere med deres lille, men meget stærke kollektion, hvortil designerne Asger Soelberg og Carsten Buhl har bidraget med produkter.
En frihedskæmper med ild i maven
True North Designs stifter Martin Colberg havde egentlig forladt møbelbranchen i 2012 og prøvede kræfter med livet i en stor international virksomhed som salgschef. Men kærligheden til de møbler, som havde fyldt det meste af arbejdslivet siden 1993, var aldrig forsvundet. Og netop derfor måtte den gamle drøm om at sende en egen kollektion på markedet og bidrage til at forny den danske møbelbranche i sidste ende vinde over trygheden ved en firmabil i garagen, og i dag er hans passion for projektet og True North Designs åbenlys:
– Livet i sådan en international koncern er for mig lidt at sammenligne med at være lejesoldat. Afmålt og professionelt, men jeg ville værefrihedskæmper igen og være der, hvor jeg kunne mærke ilden i maven, siger Martin Colberg. Han forklarer, at virksomhedens grundlæggende målsætning er at skabe møbler, der er så smukke, at “du vil have dem derhjemme og samtidig stærke nok til, at du kan bruge dem på din arbejdsplads”.



Signaturproduktet: Salon Stolen
Det var også det vigtigste pejlemærke for Asger Soelberg og Martin Colberg, da de i 2015 påbegyndte udviklingen af True North Designs signaturprodukt: Salon Stolen. Resultatet er blevet en stol, der nok har rødder i dansk designs guldalder, men som alligevel besidder en karakter, der er helt dens egen og som afhængigt af hvilket stof eller læder, den iklædes – kan have mange forskellige udtryk fra det friske og farverige til et decideret vintage-look. Det har også Udenrigsministeriet fået øje på, således at stolen nu kan finde anvendelse på vores ambassader i udlandet. I løbet af den lange udviklings- og prototypeproces er det lykkedes at skabe en stol, som ikke er alene er blevet internationalt accepteret som en eksponent for dansk designtradition. Den besidder også en komfort, der ikke findes mange andre steder på markedet for designstole, betoner Martin Colberg:
– Ofte er det også netop siddekomforten, der gør den sidste forskel, når vores kunder vælger Salon Stolen frem for en af de mange stole med flere år på bagen.
Salon Stolen får en populær følgesvend
Parallelt med udviklingen af Salon Stolen arbejdede Asger Soelberg og Martin Colberg desuden på en bordserie, der først blev introduceret som en serie af faste borde i massiv eg og hvidt laminat, men hurtigt stod det klart, at efterspørgslen i detailmarkedet gik på udtræksborde. Et lille års tid efter stolens introduktion kunne True North Designs derfor præsentere Salon Udtræksbordet, der straks blev populært blandt virksomhedens kunder. Ved samme lejlighed introduceredes også en udgave udført i røget eg i erkendelse af, at der er en stor efterspørgsel på netop denne udførsel i disse år.
Pandora
Historien bag navnet på stol nr. to, som True North Designs sendte på markedet, har helt personlige vinkler, der udspringer af parret Martin Colbergs og Britta Colberg Larsen passion for sejlads og friluftsliv:
– “Pandora” var navnet på den første sejlbåd, jeg havde sammen med min kone, der også er min partner i True North Designs. Eftersom det med sejlbåde fylder en del i vores tilværelse, blev det altså navnet på den stol, som Carsten Buhl tegnede til os. Det er en enkel og robust stol med smukke linjer, og den leveres med sæde og ryg i lamineret eg eller i den lidt mere komfortable, polstrede version, fortæller Martin Colberg. Pandora er fra starten tænkt som en café-stol eller let spisebordsstol, og den har da også fundet vej til både kantiner og restauranter siden sin lancering.




Møbler, der går internationalt
Med 5.5 millioner indbyggere er Danmark et ganske lille land, og hovedparten af efterspørgslen på dansk design ligger såledesuden for landets grænser. Derfor har True North Designs da også fra begyndelsen arbejdet på at etablere afsætning på udvalgte eksportmarkeder. Virksomheden er allerede repræsenteret med en agent i USA og i Holland og har forhandlere i Australien, Korea, Island og Norge:
– Det næste store marked, vi skal i gang med, er Tyskland. Selv om konkurrencen er stor på det tyske marked, er det alligevel oplagt at arbejde med. Der er et stort segment af kvalitetsbevidste forbrugere, som godt ved, hvad den danske møbeltradition handler om og som gerne vil betale for varerne, siger Martin Colberg, og fortsætter:
– Kina kommer vi heller ikke uden om i fremtiden, og selvom om det kulturelt set er meget forskelligt fra Danmark, så er der også dér et stort, kvalitetsbevidst og købedygtigt publikum, som vi gerne vil adressere. Faktisk har vi allerede fået ordrer fra Kina, hvor kunderne simpelthen har fundet os på nettet eller via besøg i København. Lige nu arbejder vi på en ordre til en restaurant i Beijing, hvilket jo er en anelse eksotisk for os, ligesom vi om to uger også skal afsende Salon stole og borde til en Michelin-restaurant uden for Danmarks grænser.
Nye produkter på tegnebrættet
Hvis man spørger til, hvad fremtiden byder på for True North Designs, er entusiasmen til at få øje på:
– Rent produktmæssigt arbejder Asger Soelberg og jeg lige nu på en stabelbar træstol med armlæn. Vi vil lave markedets smukkeste stabelbare armstol – og til en pris, hvor den kan finde rigtig bred anvendelse på fx restauranter og hoteller, hvor det at kunne stable er en meget vigtig egenskab. Og så gælder det for den, som for alle vores andre produkter, at den skal være så smuk, at du vil have den derhjemme. Så den skal også ud at leve i de små stuer, hvor man sætter pris på godt håndværk.
– Vi har desuden også en lounge- og bar-version af Salon Stolen i pipelinen, og så har jeg en ambition om at lave en moderne slagbænk til køkkenet. Det er noget, jeg kigger på sammen med den helt nyuddannede designer Mette Jochimsen, der sidste år var i praktik i vores virksomhed, og som jeg betragter som et virkeligt talent.
Balancen med naturen
Som sejler og friluftsmenneske har Martin Colberg åbenlyst en stor interesse for at passe på naturen, hvilket også afspejler sig i hans holdning til møbler:
– Min drøm er at udvikle møbler, som en dag kan overleveres fra den ene generation til den næste eller fastholde en værdi på “vintage” markedet. Vi er nødt til at indse, at vi skal finde en bedre balance med naturen. Og det at fremstille ting, som kan holde i virkelig mange år, er nok det bedste bidrag, vi kan yde til en mere bæredygtig fremtid, siger Martin Colberg og afrunder:
– Noget af det smukke ved de gamle etablerede klassikere, er jo at de lever så længe, som de gør. Ikke bare som designs, der stadig er i produktion i dag, men også som fysiske møbler, der jo ofte overleveres fra den ene generation til den anden eller bliver solgt på vintagemarkedet. Det bør jo faktisk være ambitionen for enhver møbelproducent at komme derhen – og skal man bidrage til en mere bæredygtig fremtid, er det at lave produkter, der holder i lang tid, jo et godt sted at starte.
DESIGN WERCK- SHOW ROOM & FÆLLESSKAB
– I en tid med flagship stores på hovedstrøgene i verdens storbyer findes der også en anden strømning, som hylder fællesskabet og den kollaborative tankegang.
– Sådan et sted er Design Werck på den gamle flådestation Holmen i København, hvor True North Designs sammen med ca. 40 andre designbaserede virksomheder udstiller vores produkter. Bl.a. udstillere finder man i den etablerede ende af skalaen blandt andet PP Møbler og Andersen Furniture – og helt nye virksomheder som “by Harald Hermanrud”, der drives af den unge prisbelønnede designer af samme navn.
– Ud over at være et fælles show room er Design Werck også et åbent fællesskab, hvor udstillerne aktivt hjælper hinanden og finder sammen i større eller mindre grupper omkring fælles aktiviteter i huset. Design Werck ejes og drives af Birgitte Bjerregaard og hendes mand, tidligere radiovært lb Schifter Schou, som med stor gæstfrihed byder besøgende velkommen i det gamle maritime miljø med kanalens husbåde som nærmeste naboer. Er du i København, så er dette jf. Wall Street Journal et såkaldt “must see”. Martin Colberg.
Besøg Design Werck på Krudtløbsvej 12, 1439 København K.
Åbningstider: ons.-fre. kl. 12-18, lør. & søn. kl. 12-17.
Se mere på www.truenorth-designs.dk