Skandinavisk minimalisme med kunden i centrum

1. april 2024
Minimalisme

Tekst: Morten Buckhøj Foto: Tegnestuen Minimal

Admir Adi Cerimagic startede egen tegnestue i slutningen af 2023 med ti års erfaring bag sig hos nogle af landets største arkitektfirmaer, og en hastigt voksende privat portefølje af kunder som ballast.

Tegnestuen Minimal har til huse i Aarhus, hvor Adi har allieret sig med en række dygtige samarbejdspartnere, der, ligesom han selv, holder af at skabe en ren og enkel arkitektur, hvor alt det overflødige er skåret fra med udgangspunkt i skandinavisk minimalisme.

– Jeg er en sucker for at tingene får lov at stå i sin rå form, som han siger.

Det minimalistiske udtryk er dog ingen ’religion’ for ham, for Adi Cerimagic er faktisk modstander af at tegne minimalistisk ’bare for at gøre det’. Alting skal have en funktion, siger han, så det minimalistiske består primært i nogle rene, enkle linjer, og en forenkling af komplekse ideer, der tilsammen skaber et godt flow i en bygning.

– Der er en tendens i dag til at alt skal gå hurtigt, men den tendens kan jeg godt lide at udfordre, så derfor er det vigtigt for mig at gå i en lang og tæt dialog med kunden. Det er nøglen i processen, at jeg kan sætte mennesket og følelserne i højsædet, og at der er tid til at lære kunden at kende, og til at afkode kundens ønsker. Mennesker er alle forskellige, og det er sjældent at for eksempel mand og kone er helt enige om hvordan deres fælles hus skal se ud, så derfor er det sjovt at se hvordan man får kundernes personligheder ind i tegningerne, i form af følelser og stemninger. Det er vigtigt, at man som arkitekt kommer ind til deres ideer og tanker.

Definition af hygge

Som et eksempel siger Adi Cerimagic, at han går meget op i at skabe en følelse i rummet i et hus, men ikke nødvendigvis den samme følelse i hele huset. – Der er behov for kontraster, og når mennesket er i centrum, er der flere følelser i spil igennem huset. Tag for eksempel et begreb som ’hygge’. Vi definerer typisk ikke ’hygge’ med tre-fire meter til loftet, siger han.

Som herre på egen tegnestue har Adi Cerimagic haft muligheden for selektivt at vælge projekter, der resonerede med hans passion for design og arkitektur. Dette har ledt ham til at prioritere opgaver, hvor han kunne mærke en særlig ambition og inspiration hos kunden, frem for blot projektets størrelse.

Bevaring og moderne teknologi

I dag kan man ikke tale arkitektur uden også at tale om bæredygtighed. Ligesom Adi Cerimagic går efter det rene og enkle i sin arkitektur og designs, så kan han godt lide at benytte gode, bæredygtige materialer; Træ især har haft hans interesse. – Træ er et fantastisk materiale som giver rige muligheder for at skabe et byggeri, med mange kvaliteter og som er sundt at bo i, siger han.

Det er også vigtigt for ham at bevare det eksisterende hvis muligt i projekter, hvor kunden måske har en idé om at rive et eksisterende hus helt ned for at bygge nyt.

– I langt de fleste tilfælde kan man bevare noget af det eksisterende, så det er synd at rive ned og bygge nyt, hvis man kan bevare noget af et hus’ sjæl, historie og ofte også gode materialer, siger han og understreger den funktionelle og æstetiske balance man kan opnå mellem det eksisterende og det helt nye, ved at undgå en totalnedrivning.

Det seneste år har Adi Cerimagic i stigende grad benyttet sig af en af tidens mest interessante teknologiske udviklinger i sit arbejde. AI eller Artificial Intelligence. Det er en teknologi, som er under hurtig udvikling, og han benytter det primært i relation til kunderne.

– Jeg benytter først og fremmest AI i visualisering af projekterne overfor kunderne. Når jeg har tegnet en skitse, har jeg tidligere brugt 1-2 dage på at lave en rendering, men ved at benytte AI kan jeg gøre det på en time, og det er en form for visualisering, der ofte overgår en rendering, siger han. – Når jeg tømmer mit hoved og tanker ned på et stykke papir i en skitse, er det ikke altid nok for kunden til at forstå præcis hvordan det kommer til at se ud i virkeligheden, men AI er en meget effektiv måde at vise hvordan virkeligheden ser ud. På få øjeblikke kan man ændre farver, lysindfald, ja, næsten sætte kunden ind i deres nye hus og give dem et meget klart indtryk af hvordan det færdige resultat bliver.

Ingeniørmæssig baggrund

Adi Cerimagic er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet på en linje, der kombiner en ingeniørmæssig teknisk uddannelse med arkitektur. Det er på en måde den bedste af alle verdener, for det har lært ham at forholde sig realistisk til de byggetekniske muligheder, samtidig med at han kan lave den arkitektur, han brænder for.

– Uddannelsen er ikke abstrakt, forstået på den måde at den har lært mig at tænke både arkitektonisk og ingeniørmæssigt fagligt, så jeg kan inddrage konstruktionstekniske principper på en æstetisk måde, siger han.

Inden han startede Minimal i 2023, har Adi Cerimagic arbejdet i ti år hos C.F. Møller og Arkitema, hvor han har været på tegnestuer i både Stockholm, København og Aarhus. Her var det først og fremmest de store projekter, han arbejdede med, og det har også sin charme, siger han. Men med tiden voksede ønsket frem, om at arbejde i mindre skala med enkeltkunder, huse, kontor og villaer, og generelt mindre projekter, hvor samarbejdet med kunden er nøglen i processen.

– Når det er sagt så har jeg stadig en interesse for projekter i større skala, og jeg deltager løbende i diverse konkurrencer, som ofte kræver nogle helt specifikke og skræddersyede løsninger, siger han.

– Jeg fik med tiden flere og flere anbefalinger og kunder, hvilken gav mig modet på at tage springet ud i at starte egen tegnestue. Heldigvis har jeg mange dygtige kolleger og samarbejdspartnere, som jeg kan trække på, og på baggrund af mit gode netværk har jeg fået rigtigt travlt, så jeg er i gang med en proces om at udvide tegnestuen med andre som deler samme arkitektoniske og filosofiske tankegang som mig selv, siger han.

For mere information: www.minimalark.dk

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

High-end elcykler ruller ind i Aarhus

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Noble Denmark: Hvor nordisk æstetik møder globalt håndværk

Fra havedrøm til drømmehave

Bygget til at holde – et kig ind hos Anders Heede Arkitekter

Havets Aston Martin: Cormate-både kombinerer kvalitet og luksus

Arkitektur med hjertet i hånden

Søg