Skotsk lyd fra Linn - 35 år i musikkens tjeneste uden ridser i lakken
Tekst: Trine Hedegård Jensen
Lidenskabelige mennesker med passioner har det med at sætte sig spor. Det har man set ofte gennem historien. Det forhold gælder også skotten Ivor Tiefenbrun – manden der tilbage i 1972 startede Linn, netop fordi han havde et særdeles passioneret forhold til to ting – ingeniørvirksomhed, eller måske rettere ingeniørkunst, og at lytte til god musik. Hans hovedbrud var, at han ikke syntes der fandtes udstyr på markedet der gengav musikken godt nok og kom så tæt på ”live” som han gerne ville have – så det var nærliggende for ham at bruge ingeniørkunsten til at rette op på det forhold. Han er 35 år efter stadig chef for det verdensberømte skotske firma og dermed en sikker garant for Linn’s altid uovertrufne kvalitet i de produkter der forlader adressen lidt uden for Glasgow. Og han er i øvrigt fortsat på jagt efter endnu bedre lyd.
Det skal lyde godt
En af Ivor Tiefenbruns kongstanker omkring lyd er ganske simpel – men også ret relevant, hvis du overvejer at investere i nyt udstyr til hjemmet. ”Hvis det lyder bedre, er det bedre – så kort kan det siges” forklarer Ivor Tiefenbrun – du behøver som kunde ikke vide en hel masse om teknikken og indholdet, for at vurdere om det er godt. Den bedste test er at lytte dig frem til svaret. Sammenlign med andre produkter og afgør hvor du får den bedste lyd. Når man lever af at sælge musikanlæg, skal der en god portion selvtillid til at udstikke denne tommelfingerregel – så han er nok ret sikker på at Linn vinder den test.
Legendarisk pladespiller
Det hele begyndte med Linn’s Sondek LP12 – en legendarisk pladespiller der hurtigt kom til at sætte standarden for musik gengivelser fra vinyl. Men hvad var det der gjorde forskellen på Sondek LP12 og markedets andre pladespillere? Svaret skal findes i Ivor Tiefenbruns store indsigt i hele den teknologi der ligger bag gengivelsen af lyd – og hans perfektionistiske tilgang til opgaven. Basalt set er udgangspunktet ens – en maskine der får en vinyl plade til at dreje rundt på en platform og en 34 Vol #13 • Vinter 2007 Vol #13 • Vinter 2007 35 diamantnål der trækkes gennem en rille i en konstant hastighed. På rillens inderside er der små ”informationer” der får nålen til at vibrere mikroskopisk – dette ”signal” ender som lyden der kommer ud af dine højtalere. Det lyder enkelt, men gemmer på hele nøglen til optimal gengivelse af den indspillede lyd. For der kan gå gruelig meget galt fra pladen lægges på og til lyden høres i højtalerne. En udfordring Ivor Tiefenbrun med ildhu gik ind i og siden har arbejdet på at optimere til det ypperste. I dag produceres Sondek LP12 stadig hos Linn – mange opgraderinger har naturligt fulgt den 35 årige pladespiller og senest har LP12 SE vundet EISA Award (European Imaging and Sound Association) i 2007 – imponerende når man tænker på at grundmodellen er 35 år gammel.
Startede Linn tilbage i 1972
Forfølger lyden
I starten af 80’erne besluttede Ivor Tiefenbrun at øge sin viden om lyd yderligere. Han ønskede at have det bedste udgangspunkt for at afspille musikken optimalt og hvad gør man så? Linn gjorde det logiske, men forholdsvis utraditionelle, at starte sit eget pladeselskab. Så kunne Ivor Tiefenbrun følge lyden fra musikerne ind på LP’en eller cd’en og helt frem til højtalerne i kundernes stuer – en proces fyldt med vigtige informationer for Linn’s prestigefyldte udviklingsafdeling. Linn Records har i dag en lang række musikere tilknyttet og udgiver hvert år nye plader for det kræsne publikum – specielt inden for jazz og klassisk musik. Samlet set er Linn måske derfor det firma i verden, der har den bredest funderede viden og erfaring omkring produktion og gengivelse af musik.
En klasse for sig
Linn har gennem hele fabrikkens levetid stræbt efter at ligge foran konkurrenterne, når det gælder om at gengive lyden bedst muligt – fra alle kilder. Men ind imellem tager de nogle imponerende kvantespring. Linn Klimax DS er en af den slags nyheder, der er så meget bedre end andre produkter på markedet lige nu, at man roligt kan kalde den revolutionerende. Den nye digitale musikafspiller fra Linn kan streame digital musik over et standard hjemmenetværk i en kvalitet, der er i en klasse helt for sig. ”I don’t think I ever heard better from a digital source…the results were magical” lyder bedømmelsen af Linn Klimax DS i det anerkendte hifi blad Hifi World – en overbevisende melding, fra folk der lytter til meget godt hifi udstyr. Fremover vil dine favorit cd’er ikke stå og samle støv på hylden derhjemme – du køber dem over nettet – præcis som Linn Records og andre pladeselskaber allerede er et eksempel på – og opbevarer dem separat på en ekstern netværksharddisk. Det bliver muligt at styre afspilningen fra både fjernbetjening, computer eller en håndholdt trådløs touchscreen. Linn Klimax DS er naturligvis også fremtidssikret, som Linn’s andre produkter. Det er muligt at opgradere softwaren i afspilleren.
Hele kæden
Linn’s force er at de kan tilbyde deres kunder hele afspillekæden af udstyr til hjemmet. Deres produktserie rummer nemlig både anlæg til stereo og surround – samt et veludbygget multirumssystem, der sikrer at du kan betjene anlægget i hele dit hjem via små diskrete betjeningspaneler eller fjernbetjeningen. Over de sidste ti år har Linn desuden bevæget sig ind på endnu et marked – det maritime – i dag er de nemlig leverandører til en stor del af de nye luksus lystyachts der søsættes rundt om i verden. Linn’s robuste og pålidelige udstyr står nemlig distancen, selv under vanskelige forhold som f.eks. på en gyngende båd.
Dedikerede medarbejdere
Linn fabrikken ligger midt i den skønne skotske natur – Ivor Tiefenbrun har helt bevidst bygget den topmoderne virksomhed, så medarbejderne har smukke omgivelser at kigge på. For intet er stærkere end det svageste led – medarbejderne hos Linn spiller således en vigtig rolle i forsøget på at producere de bedste produkter. Hvert eneste færdige enhed skal helst være fejlfri og i orden – en opgave der kræver dedikerede medarbejdere med en stor følelse af medansvar. I bunden af hvert produkt finder man derfor et navn – navnet på den medarbejder der har samlet, testet og pakket netop det produkt du står med. En ordning der sikrer at man hurtig kan finde ud af hvor fejlen opstod hvis der bliver problemer, men også en ordning der øger den enkelte medarbejders andel i Linn’s succes – til stor gavn for forbrugeren i sidste ende.