Christine Hvelplunds smykkedesign omfavner diamanternes kvalitet og rammer stilrent både et klassisk og mere moderne formsprog med luksuriøs appeal.
Tekst: Rune H. Jensen · Foto: Christine Hvelplund
Christine Hvelplund Diamonds & Jewellery har en medfødt passion for diamanternes naturlige og eviggyldige kvalitet. Det er i høj grad dén, der inspirerer smykkedesignet. Ambitionen er fortsat at udvikle smykker i et nordisk underspillet formsprog, hvad enten det gælder det klassiske eller moderigtige design.
Virksomheden skaber guldsmykker med diamanter såsom ringe, armbånd, halskæder, øreringe, vedhæng og medaljoner. Alt produceres i enten 18 karat guld, 18 karat hvidguld, rosa guld eller platin, og Christine Hvelplund udvælger selv diamanternes kvalitet. Det gælder også de seneste skud på stammen, der hører til de mere moderne designs:
Karakter & rå attitude
– Mine nyeste designs tæller bl.a. Parallel ring og Parallel earcuff. Designet er meget enkelt, samtidig med at det er moderne og alligevel tidsløst. Jeg kan godt lide, at det enkle og klassiske får et lille twist af noget råt og moderne – og giver kvinden, der bærer det, lidt karakter og attitude, siger Christine Hvelplund.
Der er symmetri i Parallel ringene, der består af flere ringe i én og som findes i både en stor og mindre udgave. Mens de nye earcuffs fremhæver kontrasten mellem diamanten og et lidt kantet design. Uanset design for den enkelte model, så handler smykker ifølge Christine Hvelplund altid om følelser og identitet, og det er da også en central del af hendes personlige drivkraft:
– Man køber smykker efter ens personlighed. Efter hvad man føler er rigtigt og passer til én. Min drivkraft til at skabe smykker er ganske enkelt passionen for smykker. Jeg synes absolut, at smykker er den vigtigste accessory til en kvinde, fordi de er med til at underbygge kvindens stil og elegance, siger Christine Hvelplund og fortsætter:



Diamanter varer evigt
– Samtidig er jeg dybt fascineret af diamanter. Diamanter varer evigt, og det er det mest dyrebare, man kan forære en person, man elsker højt. Smykker er også tit forbundet med dejlige minder, da de ofte er givet i en særlig anledning.
Hun forklarer følgeligt, at man grundlæggende ikke skal købe et smykke som et investeringsobjekt, men med sine følelser. Og dog: En stor diamant med en høj kvalitet er altid en god investering. Inspirationen til smykkedesignet finder hun mange steder. Hun rejser verden rundt til diverse smykkemesser og får inspiration herfra – og i lige så høj grad fra modeblade, internettet, naturen, lyset eller en løbetur, hvor hun ofte oplever at få ideer til smykker, hun gerne vil designe. Hun fremhæver også Piaget, Cartier, Chopard og Bulgari som andre fascinerende og imponerende dygtige smykkeproducenter og -mærker.
Klassisk med moderne twist
Selv anser hun Symmetry ringen og Symmetry armbåndet samt Globe-kollektionen som sine mest markante designs. Kendetegnet ved disse designs er igen det klassiske og den enkle elegance med et moderne twist.
Visionen er klar for Christine Hvelplund og hendes smykkevirksomhed: Fortsat at udvikle nye designs og vel at mærke opleve, at kunderne fortsat har lyst til at bære smykkerne. Og det gælder, hvad enten kunden er en kvinde, som det som oftest er, eller en mand. For Christine Hvelplund Diamonds & Jewellery sælger til mænd bl.a. eksklusive manchetknapper i guld med sorte diamanter i deres initialer. Uanset kunde gælder det, at man køber smykker efter ens personlighed, med følelserne og med smag for skønheden. Og med diamenten får man samtidig et lille stykke af evigheden.


