Belgiske Royal Botania står for eksklusive udemøbler med rene linjer, stilrent design og en høj materialekvalitet, der passer til de lidt hårde skandinaviske vejrforhold.
Tekst: Jesper S. Kjær Foto: Lifeform
For små 12 år siden fik danske Lifeform øjnene op for de belgiske udemøbler fra Royal Botania. De udmærker sig ved dyrkelsen af et arkitektonisk tidløst design – rene linjer, som passer så godt til den minimalistiske, skandinaviske livsstil. Det er materialer af højeste kvalitet, som derfor også er ekstra velegnede til at stå ude under hårde vejrforhold som fx ved kyster og strand.
Fra teak til stål, glas og corian
22 år er gået siden de to belgiske venner Kris van Peywelde og Frank Boschman fik idéen til at designe en serie udendørsmøbler. Som det ofte er tilfældet, opstod tanken, fordi de ledte efter møbler til sig selv og ikke var tilfredse med det, de fandt på det daværende marked. De første år var produkterne udelukkende lavet af teaktræ. Efterhånden fik van Peywelde og Boschman dog flere og flere inputs fra kunderne, der efterspurgte nye produkter, nye designs og trends. Derfor udviklede Royal Botania produkter i rustfri stål, glas og corian – og blev til det, de er kendt som anno 2014: En eksklusiv producent af udendørsmøbler med fokus på design og funktionalitet.
I dag udstiller Royal Botania rundt omkring på de vigtigste internationale messer i Europa og USA såsom Maison & Objet i Paris, Salone del Mobile i Milano og ICFF i New York. Hvert år tilføjer virksomheden produkter i form af helt nye produkter eller tilføjelser til de eksisterende familier. Et er sikkert: Årligt præsenterer Royal Botania noget helt nyt på samtlige messer.



Kvalitet, holdbarhed og bæredygtighed
Det er et adelsmærke hos Royal Botania at holde en høj standard og ikke gå på kompromis med kvaliteten. Derfor anvender man også kun materialer, der lever op til de højeste krav til kvalitet, holdbarhed og bæredygtighed. Stålet er enten børstet eller elektropoleret. Sidstnævnte version finder anvendelse i aggressive miljøer såsom poolområder, saltvandskyter og lignende udsatte områder. Teaktræet stammer fra plantageområder i Indonesien og er en del af COC (Chain of Custody) systemet. Der anvendes uden undtagelse kun klasse A teak, dvs. træ uden knaster og splintved. Glasset er fra Belgiens bedste glasproducenter og bliver udsat for flere tests og kontroller end noget andet produkt i produktionskæden.
Stilrent belgisk design
Royal Botanias møbler bliver fremstillet halvfabrikata på egne fabrikker i Thailand. Resten bliver produceret hjemme i Belgien af såvel underleverandører som Royal Botania selv. Og sidst, men ikke mindst bliver alt samlet, kvalitetssikret og udsendt fra varehuset og kontoret i Nijlen, Belgien, 25 km fra Antwerpen. Det er ligeledes i Nijlen, at Royal Botania har sit varelager på 12.000 m2 samt kontor og showroom. Fælles for alle Royal Botanias møbler er de strenge krav til kvalitet samt det stilrene og minimalistiske design, der gør, at man kan nyde måltidet, et glas vin eller blot de lune sommeaftener under de helt rigtige vilkår.
OM LIFEFORM
Lifeform er en danskejet distributør- og agenturvirksomhed, der formidler et bredt udvalg af udendørs møbler på det nordiske marked. Lifeform formidler Royal Botanias produkter til hele det nordiske marked – herunder butikker, indretningsarkitekter og arkitekter. Lifeform har et større showroom nær Skælskør, der også fungerer som butik ved private henvendelser fra områder, hvor der ikke er forhandlere af produkter fra Lifeforms portefølje. Til udelivet tilbyder Lifeform terrassevarmere, parasoller og sejl, udendørskøkken, bioethanol-pejse, dørmåtter, møbler, krukker og udendørs spapools.
Lifeform har specialiseret sig i udendørsprodukter og har i dag et netværk som gør, at de kan finde en løsning til de fleste. Sidste nye skud er udendørspejse fra hollandske Sebios, som producerer en række forskellige pejse og bålsteder. Og sidst, men ikke mindst nu også endnu en møbelleverandør i belgiske Gescova, som producerer møbler til et lavere prissegment.
Se mere om Lifeforms univers af produkter og se, hvor du kan købe Royal Botania i nærheden af dig på www.lifeform.dk