Olav Rolskov var den første, der introducerede danskerne til middelhavsplanter. For 30 år siden var begejstringen begrænset, men i dag er der stor efterspørgsel på oliventræer, citrustræer og palmer. Olav Rolskov har leveret planter og træer til bådePalmestranden i Frederikshavn, Ree Park og flere kongelige slotte.
Tekst: Vibeke C. Larsen Fotos: Rolskovs Planteskole
Når dronningen træder ud i sit nye orangeri på Fredensborg Slot, kan hun glæde sig over krukker med smukke citrusplanter, og opholder hendes majestæt sig på Frederiksborg Slot, kan hun blandt andet nyde nerier og buksbom i slotshaven. Alle planterne er leveret af Rolskovs Planteskole, der importerer planter til professionelle forbrugere.
”Naturen er fantastisk, naturen giver så meget, og jeg elsker at arbejde med planter,” siger Olav Rolskov. Han er vokset op på en planteskole og tog allerede fra otteårsalderen del i driften. Senere uddannede han sig til gartner og gartneriteknikker og har også arbejdet som gartner i USA. For 30 år siden forelskede han sig i oliventræer.
”Oliventræer er drømmen om syden. Det er smukke træer, som kan blive meget gamle. Hvis de kunne tale, kunne de fortælle nogle historier, for de har oplevet meget. Oliventræer er vigtige for en hel kultur og har så meget historie. Og det var det, jeg så dengang,” siger han.
Den helt rigtige middelhavsstemning
I slutningen af 80’erne fik Olav Rolskov øjnene op for, at der kunne være et marked for oliventræer og andre eksotiske planter og træer i Danmark.
”Sidst i 80’erne begyndte folk at bygge terrasser og orangerier, som var inspireret af deres rejser sydpå, og jeg syntes, at det kunne være spændende at give folk planter, der kunne give den helt rigtige middelhavsstemning. Så kunne de sidde på terrassen med et glas vin og mindes ferien,” fortæller Olav Rolskov.
På det tidspunkt var der ingen herhjemme, der solgte middelhavsplanter, så Olav Rolskov kørte til Italien i håb om at finde nogle eksotiske planter, som han kunne tage med hjem og præsentere for havecentrene.
”Ikke for at prale, men jeg var faktisk den første, der kunne se, at der var et hul i markedet for den slags planter og træer, selv om alle rystede på hovedet af mig,” fortæller han.





Mode i Italien
I januar 1990 udstillede Olav Rolskov en rosmarinplante, et citrustræ, et oliventræ og en palme på en stor messe for alle landets havecentre, men interessen var til at overse.”Forhandlerne mente ikke, at de kunne sælge disse nye planter og træer og var meget skeptiske, men op gennem 90’erne steg interessen. Der gik meget mode i Italien, og vi solgte planter til havecentre i hele Skandinavien,” husker han.Olav Rolskov lærte endda italiensk for bedre at kunne kommunikere med leverandørerne i Italien.
”Jeg udvælger personligt en meget stor del af planterne i Italien. Jeg vælger dem, der er smukke og er af god kvalitet, og har gennem årene hentet mange hundrede lastbillæs hjem,” forklarer Olav Rolskov.
Planterne kan enten plantes ud i haven på et meget beskyttet sted eller stå i en krukke.
Solitær-buske og flotte træer
Olav Rolskov importerer også formklippede haveplanter og store træer fra primært Holland.
”Udviklingen er, at folk gerne vil have noget færdigt. Når de skal anlægge have til deres nybyggede hus, gider de ikke blomsterbede, men de vil gerne have noget flot. I dag vil folk have solitærbuske og flotte træer, og de vil gerne betale ekstra for at få nogle større træer og buske, der blomstrer, som et magnoliatræ eller en rhododendron,” fortæller han.
Udover salg af planter og træer tilbyder Olav Rolskov også vinteropbevaring af middelhavsplanter, så man er sikker på, at de overlever den danske vinter.
”Normalt kan de godt klare en vinter herhjemme, men hver syvende år kommer der en barsk vinter, og så går de til, hvis man ikke dækker dem til, eller får dem opbevaret,” siger Olav Rolskov.
Læs mere på www.italiangardens.dk



