Bassobikes & den italienske drøm

1. maj 2015

Nord for Vicenza i det nordøstlige Italien holder Bassobikes til. Her bygger man italienske racercykler i den absolutte topklasse drevet af vaskeægte italiensk dedikation og stolthed. Intet andet tæller, hvis man spørger, hvor og hvordan disse mesterværker fremstilles. Det eksisterer kun én mulighed.

Tekst: Rune H. Jensen Foto: Basso Bikes

Bjergene, dalene, sletterne, kysterne og en mangfoldig frodighed. Italiens smukke natur er et særligt sted på Jorden. Og italienernes dobbeltrettede kulturelle kombination af åbenlys gæstfrihed og utvetydig fædrelandsstolthed er lige så unik. Det samme gælder hos Bassobikes. Hjerteblod er nøgleordet. Dét afgør, at topcyklerne kun kan fremstilles i Italien, under eget tag og under tæt opfølgning af Alcide Basso, hans familie og en udvalgt kreds af ingeniører og medarbejdere.

Diamanten fra Basso

Cykelvirksomheden har ad den vej opnået eftertrykkelig succes med modeller som Basso Diamante, Astra og Laguna. Den førstnævnte er cykelfirmaets absolutte topmodel, som blev introduceret i 2014. Basso Diamente har fra første færd haft forrygende medvind og opnået topkarakterer i anerkendte cykelmagasiner. Det er ikke tilfældigt. Bag Basso Diamantecyklen ligger 2.5 års ambitiøst udviklingsarbejde med ét mål for øje. Nemlig intet mindre end at skabe de bedste race-cykler på markedet uden kompromisser.

I Danmark forhandles Bassobikes kun af en håndfuld danske specialforhandlere. Og hos BikeEquipment Scandinavia, som står for importen og distributionen, er man ikke blot almindeligt begejstrede for de italienske cykler og deres succes:

– Interessen har aldrig været større end nu, og det er vi naturligvis rigtig glade for. Vi ved, at kunderne får en cykel, de bliver lykkelige for, og det er selvfølgelig dét, det hele handler om, siger Preben Bertelsen, Managing Director hos BikeEquipment Scandinavia.

Drømmen om livskvalitet

Han forklarer, at en cykel ikke bare er en cykel. Det er hele kulturen omkring den, historien, materialerne, teknologien – og ikke mindst drømmene, der skal udleves:

– Drømmen om livskvalitet kræver jo, at det er en udsøgt fornøjelse at begive sig ud på rejsen mod opnåelsen af den. Det er i virkeligheden essensen af det, vi sælger og leverer med disse cykler: Livskvalitet. Det må være det rette ord, fortsætter Preben Bertelsen.

Også feinschmeckerne i branchen har fået øjnene op for de italienske cykeljuveler. Cykelmagasinets udgave 46 bragte således en sammenlignende test af italienske cykler på det danske marked. Den kårer bevidst ikke en entydig vinder, fordi det handler om netop italiensk hjerteblod og drømme:
”… Når der er amoriner i luften forsvinder al snak om pris/ydelse, STW-værdier osv.”, som magasinet udtrykker det.

Alligevel er der ikke tvivl om, at Basso Diamante kommer først over drømmemålstregen med maksimumpoint i kategorier som Køreoplevelse, Rammekit, Komponenter, Finish & detaljer og Vægt. Cykelmagasinet konkluderer, at man står ”… tilbage med indtrykket af en næsten perfekt cykel”, og at Basso Diamante er ”… fantastisk flot med en overlegen finish, den er let men samtidig tilstrækkelig stiv og køreoplevelsen er intet mindre end fantastisk. Og så er den oven i købet 100 procent Fatto in Italia”.

Branchen vakler således ikke det mindste, og hvis man spørger Preben Bertelsen, hvorfor en almindelig cykelentusiast som undertegnede skulle vælge en Basso-cykel frem for andre mærker, falder svaret klart og tydeligt:

– Det skal du, fordi du ganske enkelt får en unik cykel i topklasse, og fordi du med sikkerhed bliver lykkelig for den. Basso er en smuk og fantastisk køremaskine. På landevejen vil andre give dig opmærksomhed og komplimentere dig for den, fordi den fremstår unik. Det er jo ikke en metervare, der er tale om. Det er en håndbygget italiensk perle, og det både ser og mærker man, når man kører på den, fortæller han.

Komfort med Basso Astra

Modellen Basso Astra er nummer to i Basso-hierarkiet og kom i 2015 i en helt ny version. Astra er en toprace-cykel, hvor der er arbejdet lidt mere med de komfortorienterede begreber end på den mere aggressive Diamante. I forhold til dens ydre bemærker man de specielt udseende skivebremser:

– De fungerer som alle andre hydrauliske bremsesystemer kendt fra bl.a. knallerter og motorcykler. De er på mange måder ideelle. For eksempel slider man ikke på fælg-overfladen, og man har lige gode bremseegenskaber, uanset om man kører med aluminium- eller carbon-hjul, siger Preben Bertelsen og fortsætter:

– Nogle vil måske mene, at disse skivebremser er knapt så æstetisk fuldendte. Det er også lidt mere besværligt at skifte bremseklodser på skivebremserne end på traditionelle bremser. Det er nu helt overkommeligt. Men to væsentlige grunde til at disse skivebremser ikke ses så hyppigt endnu, er dels at forbrugerne endnu ikke har vænnet sig helt til dem, og dels at de endnu ikke er godkendte til cykelløb. Men de er på flere punkter helt ideelle, og Basso Astra kan både leveres med eller uden skivebremserne.

Laguna
Astra
Diamante

Publikumsfavoritten Laguna

Det tredje nyere stjerneskud på den italienske virksomheds cykelhimmel er Basso Laguna. Det er modellen, der appellerer til et lidt bredere publikum, fordi rammens pris er det halve af Diamentes. Og det påvirker i sagens natur den endelige pris på en færdigbygget cykel. Laguna køres bl.a. af en række interkontinentale hold i Sydeuropa, så selv om raceren er billigere end de andre carbon-modeller, er det uomtvisteligt en cykel, der er i stand til at levere på konkurrenceniveau.

Tilbage står så spørgsmålet hvorfor disse fremragende Basso-modeller ikke optræder i de helt store landevejsløb som fx Tour de France og Giro d’Italia?

Bassobikes i touren

– Bassobikes har flere gange været i dialog med Pro Tourteams, men har hver gang valgt ikke at indgå i et samarbejde. Stifteren og ejeren Alcide Basso har markeret, at han alene ønsker at støtte med cykelrammerne i sponsorøjemed – og ikke en masse flere millioner Euro i tilskud. Det er en ren forhandlingssag. Desuden har han svært ved at leve med, at flere ryttere behandler cyklerne uden respekt og smider rundt med tingene i arrigskab eller frustration. Det er jo netop ikke kun en cykel. For Mr. Basso er det en Basso-cykel – og det gør en verden til forskel. Kvaliteten kan ikke anfægtes, som flere tests og dem, der ejer en Basso-cykel kan bevidne, siger Preben Bertelsen. Bassobikes sponserer dog mindre interkontinentale og semiprofessionelle hold i Italien, Tyskland, Frankrig og et par andre lande – herunder to hold i Danmark i 2010/2011 og 2012.

Nye modeller i den italienske drøm

Den nye Basso-kollektion til 2015-sæsonen består af tre øvrige modeller i race-kategorien fremstillet i carbon. En Basso Konos til TT/Tri, Basso Pista til banedisciplinen og Fast Cross til Cycle Cross – og så race-”retro”-modellen Basso Pogliaghi i stål. Dertil kommer, at det på særlig bestilling er muligt at anskaffe sig en Basso-cykel i aluminium, hvis det er dét, man brænder for.

Igen: Hele kulturen omkring cyklerne fra Bassobikes handler kort sagt om hjerteblod, dedikation og stolthed. Og måske netop derfor er kvaliteten så høj. Basso er ikke bare en cykel. Det er hjerteblod, livskvalitet og drømme. Det er Viva Italia og Fatto in Italia. Det er en italiensk drøm med direkte adgang til et cykelhjerte.

ALCIDE BASSO & BASSOBIKES
Alcide Basso skabte sin første cykelramme i familiens garage i 1974.

Han var da selv tilknyttet det italienske cykellandshold som cykelsmed, og storebroderen Marino Basso blev i 1972 på spektakulær vis Verdensmester i landevejscykling. Der er ingen familiær tilknytning til cykelrytteren Ivan Basso.

I 1977 havde cyklerne opnået så meget succes, at stiftelsen af firmaet Bassobikes blev en realitet, og firmaet kunne i 2012 fejre sit 35-års jubilæum.

Siden starten er successen fortsat med topkvalitetscykler af stål, aluminium, titanium og kulfiber.
Den dag i dag tjekker Alcide Basso ind på fabrikken hver morgen og arbejder der hele dagen.

Sønnen Alessandro har nu gjort sin entre i virksomheden, men Alcide Basso har fortsat ingen planer om tilbagetrækning.

Se mere på www.bassobikes.com

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Det handler om at kunne være til stede – i nuet, i naturen og med dem, man holder af.

Tablelab – et nyt kapitel i dansk møbelkunst

CONNECT NATURE: Fremtidens Tiny Houses i Danmark

Gabriel Ash drivhuse

Noble Denmark: Hvor nordisk æstetik møder globalt håndværk

Fra havedrøm til drømmehave

Bygget til at holde – et kig ind hos Anders Heede Arkitekter

Havets Aston Martin: Cormate-både kombinerer kvalitet og luksus

Drømmen om verdensklasse vin og caviar

Arkitektur med hjertet i hånden

Søg