En danser i fuldendt balance

9. januar 2013

Det verdensberømte flygelikon Steinway & Sons fejrer i år sit 160-års jubilæum. Det markeres med det unikt designede flygel Arabesque, som kun kommer i 50 eksemplarer på verdensplan. Og ét af dem bliver nu tilgængeligt i Norden via det danskejede familiefirma Juhl-Sørensen.

Steinway & Sons præsenterer: Arabesque Ltd. Ed.

Vidste du, at over 97% af alle klaverkoncerter i dag spilles på et Steinway rundt omkring i verdens koncertsale? Det er tal, der taler sit eget tydelige sprog, og uanset om det er i en koncertsal eller derhjemme i stuen, så er lyden af et Steinway-flygel usammenlignelig. Det gælder også for det nye Arabesque-flygel, der lydligt lever op til alle Steinway-standarder, og som i stil og design sætter kronen på værket på over halvandet århundredes flygelbyggeri.

Arabesque er således udviklet i samarbejde med den anerkendte amerikanske møbeldesigner og kunstner Dakota Jackson, der anskuer Arabesque som en krop i ekstraordinært kontrolleret og afbalanceret bevægelse. Det afspejler sig i Arabesques elegante linjer og helt særlige 5-kantede ben, der fanger lysets forskellige refleksioner og i musisk bevægelse snor sig op under flyglet som en danser i fuldendt balance. Både ben, låg og de mange detaljer ekkoer flygelkroppens bugtede, bløde linje og fuldender sammen med de mange andre visionære detaljer og indramninger det enkle, stilfulde og højst kunstneriske design fra Dakota Jacksons hånd.

– På bundlinjen handler det om skønhed. Alt burde handle om skønhed, siger Dakota Jackson selv om Arabesque-projektet.

Kun 1 i Skandinavien

For administrerende direktør Morten Juhl-Sørensen er det naturligvis et scoop at få ét af de kun 50 Arabesque-eksemplarer til salg som det eneste i Norden.

”Ingen tvivl om det. Det design er det smukkeste, jeg nogensinde har set – som helhed og i forhold til min personlige smag,” siger Morten Juhl-Sørensen.

Han er fjerde generations direktør i familiefirmaet, der i dag er eksklusiv forhandler af Steinway & Sons i hele Skandinavien.

Det sorte Arabesque-flygel landede Morten Juhl-Sørensen personligt som det sidste sorte af de 50 modeller af Steinways direktør. Der er tale om et flygel i sort, sølv og krom mættet med moderne detaljer, der gør det til noget nær et kunstværk, og som tilbyder et bevægende øjeblik, når man sætter sig til tangenterne ved det sjældne instrument.

”Der er en stigende interesse for specielle Steinway-flygler, og Steinway kunne sagtens have valgt at producere mange flere end de 50. Men Arabesque skal være noget særligt, et samlerobjekt, som det er både sjovt og fornuftigt at investere i. Et smukt flygel, som der kun står få af rundt om i verden. Og det sidste sorte kommer så til salg her i Norden,” siger Morten Juhl-Sørensen.

To build the best piano possible

Det var den tyske emigrant Henry E. Steinway, der sammen med sine sønner i 1853 grundlagde Steinway & Sons i USA. Og der var vind i sejlene fra starten for virksomheden, der hurtigt fik stor succes med de håndbyggede instrumenter.

Kardinalpunkterne dengang som nu var omhu, kvalitet, håndværk. ”To build the best piano possible”, som Henry E. Steinway selv udtrykte det. Det er stadig devisen den dag i dag, hvor et enkelt Steinway-flygel består af ca. 12.000 dele og tager et helt år at skabe foruden træets 2 år lange tørringsproces. Det gør alt i alt Steinway uforligneligt. Og det ved verdens førende pianister, orkesterchefer og koncerthusdirektører godt.

Når man i dag bruger et Steinway-flygel til stort set alle klaverkoncerter i verden, så hænger det netop sammen med disse kerneværdier, der op gennem historien har givet Steinway et ry som verdens i særklasse bedste instrument. Ikke kun blandt professionelle musikere, men i høj grad også i private hjem, hvor det dagligt folder tonerne ud hos musikelskere i alle aldre.

Selvspiller

Som det gælder andre Steinway-modeller, er det også muligt at indbygge et såkaldt selvspillersystem i flyglet.

”I USA vælger 33% af køberne at indbygge systemet i deres flygel, fordi det er en mulighed for at få optimal glæde af flyglets fremragende tone, hvis man ikke selv lige er en pianist i verdensklasse,” siger salgschef hos Juhl-Sørensen, Jan Beck Eriksson.

Selvspillersystemet fungerer i princippet som de gamle selvspillerklaverer fra 1920’erne og 1930’erne, der havde indbyggede ruller med indspillet musik, som blev afspillet mekanisk. I dag foregår afspilningen i stedet via fx en iPhone, hvorpå man lagrer musikstykker i alle ønskelige genrer. Desuden kan systemet sluttes til ens tv, så man kan opleve koncerter på skærmen akkompagneret live af flyglet. På den måde kan man – så godt som – få besøg af kunstnere som Diana Krall eller Tony Bennett til koncerter i ens eget hjem.

Steinway & Juhl-Sørensen

Den helt afgørende fordel er samtidig, at ingen lydkvalitet går tabt:

”Man får den komplette akustiske oplevelse, fordi det er flyglet selv, der spiller alle tonerne. Derfor bliver det som en koncertoplevelse med ens yndlingskomponist eller pianist hjemme i ens egen stue,” fortæller Morten Juhl-Sørensen.

Han forklarer, at det trådløse indtog også indebærer muligheden for at bygge højttalere op under flyglet. Ens anlæg afspiller så resten af musikbilledet – såsom fx et symfoniorkester – mens Arabesque-flyglet tager sig af alle klavertonerne live derhjemme uden tab af lydlige nuancer.

Danskejede Juhl-Sørensen har repræsenteret Steinway i mere end et halvt århundrede. Og Steinway synes mindst lige så langtidsholdbart.

”Det sker, vi får besøg af kunder, hvis forældre eller bedsteforældre købte deres Steinway af min far eller farfar. Ofte bliver flyglet som en nær ven af familien, som man holder meget af og ikke vil skille sig af med. Derfor er det heldigt, at måden, Steinway produceres på, og at de træsorter, man anvender, betyder at levetiden er længere for Steinway end mange andre fabrikater. Så kan familiens oldebørn måske endda få glæde af det,” siger Morten Juhl-Sørensen.

Arabesque er Steinway i kernen, design af fineste karat og muligheden for at hente det klassiske ind i en moderne sammenhæng. Såvel Debussy som Schumann har skrevet smukke mesterværker med titlen ”Arabesque”, og balletpositionen ”Arabesque” har ligeledes givet inspiration til flyglet, der nu kan komme til at stå i et dansk hjem som en danser i fuldendt musikalsk balance. Henry E. Steinways stemme klinger fortsat i musikkens tjeneste og byder aftagerne at opretholde drømmen om det bedst tænkelige klaver. ”To build the best piano possible”.

Steinway & Sons

Flygelikonet Steinway & Sons blev grundlagt af tyskfødte Henry E. Steinway (1797-1871) i 1853.

Henry E. Steinway opnåede virksomhedens første patent i 1857. I dag har Steinway & Sons 125 patenter, der stadig bruges, når firmaet fremstiller sine flygler.

Siden grundlæggelsen er der bygget knap 600.000 Steinway-flygler, og 80% af et Steinway-flygel er fortsat bygget vha. traditionelt håndværk.

Jubilæumsmodellen Arabesque Ltd. Ed. kommer i 50 eksemplarer, er 211 cm langt og koster 190.000 euro (ca. 1.500.000 kr.). Et sort Arabesque sælges i Norden via Juhl-Sørensen.

Juhl-Sørensen

Danskejede Juhl-Sørensen A/S blev grundlagt i 1895 af S. J. Sørensen i Aarhus og har gennem nu 4 generationer solgt og serviceret klaverer og flygler.

I 1959 indgik C. E. Juhl-Sørensen forhandleraftale for det danske marked med Steinway & Sons.

Juhl-Sørensen er i dag eksklusiv forhandler af Steinway & Sons i Skandinavien.

Juhl-Sørensen har afdelinger i København og Aarhus. Administrerende direktør, Morten Juhl-Sørensen, er fjerde generation i familiefirmaet.

Del artiklen:

Relaterede indlæg

Fra dansk designs guldalder til en bæredygtig samtid – VOLA står distancen

På et særligt sted – bør man skabe et særligt sted

Vores kulturarv skal bygges på mursten

To hjul erstatter fire – med en motor og et batteri

FRA SOLDAT TIL ADVOKAT: ”FOR MIG ER OPGAVEN OG MÅLET ALTID I CENTRUM”

Lad wellness være et fristed i hverdagen

Med REXCON får byggeriet nye rødder

På 50 år er Hvidbjerg Strand vokset fra græsmark til vestjysk ferieperle

Med skræddersyet snedkerarbejde er vejen fra idé til virkelighed ikke lang

Når vi bevarer vores møbler, forlænges de gode minder

Søg