Hele Danmarks historie skildret i 11 store billedfortællinger og 6 mellemstykker. Det var den opgave, som Bjørn Nørgaard satte sig, da ideen opstod om, at Dronningen skulle have nye gobeliner til Riddersalen på Christiansborg Slot.
I årene 1988-1997 skabte Bjørn Nørgaard sit store fortællende billedværk. 1000 års historie skildret i temaer omkring Vikingetid, Middelalder, Reformationen, Adelsvældet, Enevælde, Glücksborgere, Nutid og Fremtid.
Hvert af de store værker er næsten 4 meter højt og op til 7 meter bredt. Det består af et stort hovedfelt, hvor væsentlige begivenheder fra tidsperioden skildres i stiliseret form. Som ramme omkring dette billede er udført en såkaldt bordure med portrætter af personer fra kulturlivet for oven og personer fra det politiske liv for neden, mens siderne beskriver opfindelser og begivenheder, der har påvirket udviklingen i den skildrede periode. Både indland og udland indgår i bordurens billeder, mens hovedfeltet primært omhandler Danmarkshistorien, der dog også omfatter nuværende svenske, norske og tyske områder.




Arbejdsformen har været den, at Bjørn Nørgaard har udført tegninger af hver enkelt del af værket samt udarbejdet den samlede struktur på hele billedet. På hans værksted er disse billeder så blevet overført til de store kartoner i størrelsesforholdet 1:1 og efter kunstnerens anvisning fået angivet præcise farvenuancer, således at de har kunnet bruges direkte som forlæg for vævningen.
På de franske gobelinfabrikker Les Manufactures nationales des Gobelins et de Beauvais i Paris og Beauvais blev Bjørn Nørgaards værker omsat til vævede billedtæpper efter den fine, gamle tradition i årene fra 1989-2000, hvor de endelig kunne ophænges på deres blivende plads i Riddersalen på Christiansborg Slot.
Bjørn Nørgaards egne kartoner kom derimod til Kunstmuseet Køge Skitsesamling. Udstillingen af de 17 kartoner samt kunstnerens skitser og forstudier vises på ARoS i samarbejde med Køge Skitsesamling.
De 17 kartoner præsenteres på ARoS i et udstillingsrum, opbygget med samme dimensioner som Riddersalen på Christiansborg Slot, hvortil værkerne er skabt.
Desuden vises en række af de tegninger og forlæg, som Bjørn Nørgaard har anvendt i processen med at skabe de færdige værker.
Et omfattende formidlingsmateriale giver mulighed for nærlæsning af de tusindvis af detaljer – til genkendelse af persongalleriet og de begivenheder, som kunstneren var valgt at lade indgå i sin fortælling af hele Danmarks historie.