“Mange glæder sig til at gå på pension eller holde weekend. Jeg glæder mig til mandag.” For René Holm er arbejdet med kunsten en nødvendig livsnerve, og i dag er det hans egne og ikke andres høje forventninger, der tæller mest.
Tekst: Rune H. Jensen. Foto: René Holm
René Holm ser sig selv som en historiefortæller. Sådan har det været, siden han som helt ung hev spraydåserne frem som graffitimaler i de tidlige 1980’ere. Dengang tænkte han ikke på, at kunsten og maleriet senere kunne blive hans levevej, fordi det mere var historiefortællingen og fascinationen af den nye subkultur, der drev værket.
Selv om spraydåserne stadig har plads i værktøjskassen, så er mediet i dag fortrinsvis olie på lærred, og netop nu har han separatudstilling på Galleri Franz Pedersen i Horsens med serien “Ein Grüss nach Hause”. Det vender vi tilbage til, men først handler det om drivkraften og forventningerne i en kunstnerkarriere:
Fra graffitimaler til forventningskunstner
– Jeg har altid tegnet. Som barn kunne jeg tegne i timevis. På et tidspunkt i starten af 1980’eme kom graffitien hertil fra USA. Den verden gik jeg ind i, og jeg synes stadig, at hele subkulturen omkring det er spændende. Men når man vælger at blive kunstner, maler, musiker, eller hvilket kreativt felt det nu er, så kan man jo ikke slå sit fremtidige forventede lønniveau op i en bog. Du skal selv ud at tjene dine egne penge. Det tænkte jeg ikke på for 20 år siden, men da jeg så fik min første udstilling i et galleri, opdagede jeg, at der pludselig kom forventninger udefra, fortæller René Holm.
– De forventninger blev indfriet. Men så går der en fem års tid, og så kommer der nye forventninger til. Jeg husker en anmeldelse, der sluttede med, at anmelderen glædede sig til at se det næste, jeg fandt på. Det er forventninger afløst af nye forventninger. Der er altid forventninger til kunsten – men i dag er det ikke så meget dem udefra, men mere og mere mine egne, der virkelig betyder noget.
Udforsk, aldrig lefle
Der findes kunstnere, der vælger at ride højt på succesens bølger og slå mønt på momentum. Men det er ikke vejen for René Holm, der i dag tilhører den mere etablerede del af kunstens verden:
Jeg går tvært i mod tit bevidst i modsat retning. At tjene mønt er ikke min forventning. En kunstner må aldrig tænke på, hvad der er lettest salgsmæssigt. Jeg forsøger hele tiden at udforske mine ting. Man kan selvfølgelig genkende stregen, strukturen og temaeme, men jeg søger altid udvikling og dét at gå i dybden med et emne. Og jeg har en tendens til at dykke ned i dem, der har det svært, hvor der er noget på spil, noget der rører ved beskueren. Nogle bliver så overraskede over det “nye”, jeg laver, men det kan jeg rigtig godt lide. Det er væsentligt at prøve at indfri sine egne høje forventninger, og jeg vil ikke gentage mig selv i fem år eller nå at blive træt af det. Mange glæder sig til at gå på pension eller holde weekend. Jeg glæder mig til mandag, smiler René Holm.
En historie uden ord
Det er det eksistentielle og værdieme med virkelig tyngde, der trækker hos René Holm. Ensomheden, forfaldet, armoden, forgængeligheden, marginaliseringen, men også menneskets sammenhæng med naturen, minder vs. glemsel og fortsat liv. Det er ikke politisk kunst, der peger fingre og opdrager, men kunst der fordrer stillingtagen, som er interessant for beskueren og som rører ved noget. Det er ikke postulater, men folks egen fortolkning, der gælder. Og det er komplette serier og ikke enkeltmalerier, fordi René Holm går helt i dybden med sine temaer og billeder og bliver ved, så længe der er noget at fortælle:
Jeg har tre faser, når jeg arbejder. Først er jeg en slags journalist, en opdagelsesrejsende, der tager ud, researcher, ser mennesker i øjnene, mærker frygten, affotograferer og bare oplever tingene. Når jeg kommer hjem igen, ser jeg på billederne: Hvad er interessant? For mig selv og for beskueren? Til sidst er der så den praktiske del, hvor jeg maler. Det er en længere proces, og jeg ved aldrig på forhånd, hvor mange malerier det bliver til. Og når jeg er færdig med en serie, sælger jeg ikke ét af dem, før serien er blevet vist samlet. Fordi det er en sammenhængende historie, som jeg fortæller uden ord – folk skal selv sætte ordene på. Men når de er vist samlet, kan de godt sælges separat og dermed blive spredt ud.
Drop brokkeriet
Det er nysgerrigheden, der driver det. Jeg er jo også familiefar, så når jeg rejser væk fra min familie i måske tre måneder, så er det fordi, det er en meget stærk trang. Turene er centrale, og de er fede. Dér ser jeg noget, der er så langt fra den her tryghedsverden, vi lever i. Jeg kan godt savne, at vi sætter lidt mere pris på de goder, vi faktisk har. Det er lidt ude af proportion at brokke sig over for langsomt internet eller kedelige madpakker og alle mulige andre småting. Jeg opsøger, hvad andre undgår som f.eks. det grimme i storbyen, siger René Holm og vender igen tilbage til de forventninger, der konstant kredser over kunsten:
– Som opstartende kunstner har man det egentlig ret fedt. Man gør bare, hvad man har lyst til. Man undersøger, fester og leger. Og det er en sindssygt vigtig fase. Så finder man efterhånden frem til noget, et eller andet udtryk, som folk kan lide og gerne vil købe, fordi køberne har en vis fordel i at investere i unge kunstnere, før de bliver dyre. Så går der lidt first mover i den.
Benhårdt arbejde
– Men efter en håndfuld år indfinder der sig en svær periode. En nervøsitet, nu hvor værkerne måske ikke længere koster 3.000, men 30.000 kroner. Der sætter forventningeme virkelig ind. Man skal leve op til de næste krav. Lave nyt. Nogle kunstnere bliver heldigvis ved med at gå amok, men det er samtidig også et spil med held i forhold til, hvem der løfter dine ting. Der er jo forskel på gallerier. Når det er sagt, har det ikke været held for mig, men benhårdt arbejde fra morgen til aften, siger René Holm og uddyber:
– Du må spørge dig selv: Hvad er det rigtige at gøre for mig som kunstner? Hvad går du efter? Der er en uforudsigelighed i det, og det er næsten umuligt at finde en opskrift eller formel. Hvis man kigger bagud, har nogle kunstnere kun lavet få ting, der så til gengæld virkelig holder. På den anden side sprøjtede en kunstner som Andy Warhol ting ud, og det holder og koster stadig. Ligesom andre har været glemt i århundreder og pludselig bliver genopdaget og hypede. Det kan godt give lidt rumleni maven, fordi der er nogle uigennemskuelige mekanismer i spil her. Så svaret til dig selv må være, at så længe lysten til at undersøge og arbejde er der, så må det være dét, du gør.
Behind the Curtain
Det har René Holm gjort med serier som bl.a. Behind the Curtain, Lose, Shelter og Tidsrejsen. Normalt figurerer der menneskeskikkelser i René Holms værker, men i interiør-serien Behind the Curtain fra 2015 sætter han fokus på de tomme, forladte steder, der i en gennemstruktureret og såkaldt civiliseret verden opnår en særlig kunstnerisk tiltrækning, fordi de konfronterer nutiden med fortidens arv. René Holm opsporede et forladt sanatorium i Potsdam syd for Berlin og kravlede ind ad kældervinduet i den forfaldne institution med knuste ruder, afskallede lofter og efterladte medicinflasker – og åbnede sanserne:
Hvis man lukkede øjnene, kunne man næsten høre folk ligge og hoste i sengene. Det handler om forfald og forgængelighed, samtidig med at man nærmest kan se og høre det liv og de mennesker, der har opholdt sig på et nu affolket og dødt sted, mens der stadig er referencer i malerierne til naturen, træeme og samfundet lige uden for vindueme.
René Holm affotograferede sanatoriet, og resultatet blev en serie malerier om forfaldets indre liv. Om konfrontationen med levende spor i nu mennesketomme rum som et billede på vores stræben efter forklaring og fortælling. Idet blikket rettes mod de efterladte rum, bliver fornemmelsen af tidens gang og fortidigt liv igen bragt til live i en ny, æstetisk form. Der er tilsyneladende også mere liv og kreativ kraft i sanatoriet for René Holm, der netop nu overvejer endnu en serie fra det tyske sanatorium, men denne gang med en helt mørk og natteagtig serie, der tager tiden og de eksistentielle temaer op til et nyt, fortættet niveau til en kommende udstilling på TRAFO Museet i Polen.
Ein Grüss nach Hause – historien i en banankasse
Også i den allernyeste serie, Ein Grüss nach Hause, er (for)tiden og historien i fokus for kameraets linse og beskuerens blik. Serien er i familie med den tidligere Tidsrejsen på Trapholt Kunstmuseum, idet den vækker historien og for længst afdøde mennesker på gamle fotografier til live i en ny sammenhæng.
OM TERROR OG CHARITY
I 2016 fik René Holm nok af de fortsatte terrorhandlinger fra USA og Mellemøsten til London, Nice og København. Det fik ham til at optage og dele en video på sin Facebook-side, hvor han maler budskabet “Hey coward terrorist go fuck yourself”, som han genposter hver gang, en ny terrorhandling forekommer. Videoen bliver flittigt delt og er i dag set over 100.000 gange:
– Ingen af os undgår at se terroren. Vi har en nyhedsstrøm i lommen, som vi tjekker hele tiden. Jeg tænkte, at nu er det fandeme nok, tog et kæmpelærred og lavede et statement, ligesom når musikere laver en sang. Det er ikke rettet mod nogen religion eller person. Selvfølgelig er frygten der, men det er vigtigt ikke at lade frygten styre. Jeg fik trang til at gøre noget, sætte noget i gang, og reaktionerne har været overvældende.
Se videoen på www.facebook.com/rene.holm.54
René Holms sociale engagement har også afstedkommet velgørenhedsarbejde for bl.a. Unicef, og han anslår, at han på 10 år har hentet ca. 650.000 kr. ind til Charity via sin kunst. Se mere på www.reneholm.dk
I en banankasse på Berlins største loppemarked fandt René Holm et fotoalbum fra 1954, der afbilleder en gruppe mennesker på rejse rundt i Thüringen i det sydlige Tyskland. Albummet er sirligt og respektfuldt udfyldt med små s/h-fotos med hvid kant, pænt klistret ind og tilføjet håndskrevne undertekster, der beskriver hvem og hvor personeme er. Det er en sammenhæng, en gruppe mennesker, der rejser, oplever, fortæller og fastholder hinandens historie sammen. Men som nu er forsvundet i tidens strøm og endt i en banankasse på et loppemarked i Berlin som en påmindelse om, at minderne og historien kan forsvinde også i en moderne, digital tidsalder.
Her i 2017 får de “glemte” mennesker nu nyt liv i farver med lys i gadelygterne, og det private, det intime rum bliver lagt ud for beskuerens øjne i en ny og offentligt tilgængelig sammenhæng, hvor ansigterne ikke er aflæselige, men betegner et fællesmenneskeligt vilkår og fortæller den vigtige historie om tid og glemsel.
Større frihed
Det har været en lang rejse fra graffitmaler til anerkendt kunstner og en udstilling som Ein Grüss nach Hause på Galleri Franz Pedersen. Men linjen, det sociale engagement og opdagelsestrangen er fortsat intakt hos kunstneren og historiefortælleren René Holm, som da også ser store fordele ved integritet og en måske mere voksen tilgang til forventningemes verden:
– Jeg føler da, jeg har mere frihed nu. Der er ingen, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Og folk kan ikke bede mig komme og male et eller andet – uanset hvad de står med af penge, slutter René Holm.
OM RENE HOLM
René Holm (f. 1967) stammer fra Esbjerg og er uddannet fra Aarhus Kunstakademi 2001-06. Siden har han udstillet over hele verden fra Danmark til Rusland, Holland, Tyskland, England, USA, Tyrkiet og Spanien m.v. på gallerier, museer og kunstmesser i udlandet og senest haft den store soloudstilling Tidsrejsen på Trapholt Kunstmuseum.
René Holm har desuden soloudstillinger på TRAFO Museet i Polen i 2018 og på Varde Kunstmuseum ligeledes i 2018. Derudover deltager han på gruppeudstillinger i Bremen og København i oktober og i Aalborg i november 2018.
Netop nu har René Holm en separatudstilling på Galleri Franz Pedersen, Carolinelundsvej 47, Horsens.
Udstillingen med titlen Ein Grüss nach Hause løber frem til d. 31. oktober 2017
Se mere på www.gfranzp.dk/da/udstillinger/rene-holm og www.reneholm.dk