Krigsveteranen Martin Nore har fundet vej ud af rædselsekkoet, der runger videre i hovedet på hjemvendte soldater. Svaret er organisationen AFPAF og kunst – at skabe den og hjælpe andre med kunsten som et grænseløst middel til frihed og mening.
Tekst: Rune H. Jensen Foto: Simone Aaberg Kærn // Martin Nore // Thomas Larsen
”Fortes Fortuna Juvat” står der på barethuens mærke hos Jydske Dragonregiment som en hilsen til, at ”lykken står den kække bi”. Og det er et udtryk, der har reelt indhold for den 41-årige krigsveteran Martin Nore. Mellem 1995-2010 var han udstationeret otte gange i krigszoner og er nu kommet hjem til et helt andet liv: – Lykken står virkelig den kække bi. Jeg har faktisk ikke rigtig gjort noget. Ikke haft nogen masterplan. Jeg skyder fra hoften og kaster mig ud i tingene. Al min kunst er bundet op på mine oplevelser med krig. Og kunsten har virkelig hjulpet mig. Jeg skylder kunsten alt. Kunsten er også et våben. En bølgebryder. Vi kaster fysisk med maling op på lærredet som en parallel til at slippe af med en aggression og indestængte følelser. Og selv børn forstår det og synes samtidig, at det er sjovt.
Bomberegn & næstekærlighed
Krigsveteranen Martin Nore har fundet vej ud af rædselsekkoet, der runger videre i hovedet på hjemvendte soldater. Svaret er organisationen AFPAF og kunst – at skabe den og hjælpe andre med kunsten som et grænseløst middel til frihed og mening.
I krig & kunst
Ordene falder tæt og engageret hos ekssoldaten, der blev fredskunstner og stiftede NGO-organisationen AFPAF, ”Artists for Peace and Freedom”, der arbejder for at skabe kunst, fællesskab, frihed og forståelse på tværs af landegrænserne. Han tolker i dag barethuens ni hjerter som næstekærlighed og var efter eget udsagn altid en ”underlig soldat”, der nok oplevede bomberegn og død og fik PTSD, posttraumatisk stress syndrom, men som også byggede golfbaner i Irak og sad med i forsvarets fritidsudvalg. Der er en pudsig blanding af ydmyghed og uimponerethed over Martin Nore. Af vrede og konstruktiv modstand. Af lethed og tyngde, fællesskabslyst og enegængeri, smil og den tungeste tvivl, som en mand, der har oplevet helvede i krig nødvendigvis må kende til. Det gør ham ægte. Og det mærkes i hans kunst. For en udenforstående kan der måske umiddelbart virke langt fra krig til kunst. Men Martin Nore ser tværtimod en klar linje fra drengeårenes legetøjspistoler og træsværd frem til livet som en fredskunstner, der bogstavelig talt skyder på lærredet med hænderne som våben:
Jeg er nødt til at lave kunst
– Det har vist altid ligget i kortene, at jeg skulle være soldat. Jeg har leget krig, siden jeg var dreng. Og jeg har ikke fortrudt, at jeg blev soldat og udstationeret og oplevede alle de her ting. Vi har virkelig gjort en forskel for folk i krigszonerne. Du glemmer aldrig reaktionerne fra mennesker, der fx genser deres hjem igen efter flere år. Krigen gav mig også PTSD og ar på sjælen, men jeg har heldigvis fået vendt det til noget positivt de sidste tre-fire år med min kunst og AFPAF, siger Martin Nore og uddyber: – Kunsten blev min valuta, for jeg har været helt nede at grave. Der har kunsten hjulpet mig. Jeg er nødt til at lave kunst. Det kommer ofte, når jeg er vred og har nedtur, og jeg er heldig, at jeg har kunnet kanalisere det ud et andet sted hen. Det går galt for mig, hvis jeg ikke laver kunst. Og der vil jeg gerne udfordre den elitære holdning til kunsten lidt. Det handler om kunstens potentiale. Den kan faktisk godt bruges til noget. Hvorfor må den ikke favne folk? Bringe dem sammen på tværs af grænser? Og hvorfor må børn ikke være med, hvorfor må det ikke være sjovt?
Martin Nore stiller spørgsmål til selvfølgelighederne og går uimponeret til værks uden nogen form for masterplan. Det lykkes jo, når man er kæk. Og sådan kom også både kunsten og AFPAF til verden.
Fra kunsthøjskole til World Children’s Festival
Efter udstationeringerne og de psykiske mén betød erkendelsen af, at man kan gå ”fra top til bund på ingen tid” også, at Martin Nore begyndte at kigge indad – og kom på kunsthøjskole i Holbæk. Det blev hans redning, hvor han endelig forstod, hvad han kunne bruge kunsten til. At den kunne give ham identitet og mening, og at det at skabe kunst og især actionmalerier kan være en effektiv terapiform for mennesker ramt af PTSD. At man kan slippe tøjlerne og få det indestængte ud af kroppen, op på lærredet og se det indre kaos udefra. Da han – efter eget udsagn lidt heldigt – fik sin første udstilling på Holstebro Museum, inddrog han soldater med fysiske handicaps og skød maling på lærredet med sprængladninger og skabte et helt nyt udtryk.
Også AFPAF kom til verden ved tilfældets logik. I lufthavnen hørte han fejlagtigt Morten Gøbel Poulsen, projektleder hos CKU (Center for Kultur & Udvikling, red.) sige, at de skulle ”lave” en organisation med henblik på fredsfestivaller – og ikke retteligt ”finde” én. Men Martin Nore tog udfordringen på fejlhørelsen op og begyndte straks at skabe AFPFAF. På samme måde var Martin Nore ”på røven”, da han en nattetime på Café Casablanca i Aarhus tilfældigt mødte Claus Brændstrup, der blev hans redningsmand og mæcen. Nærmest på det glatte ansigt lånte han Martin Nore penge til finansiering af et filmprojekt. Og sådan har det ene taget det andet de seneste år med kunsten og AFPAF – såsom en tilsyneladende tilfældig invitation og deltagelse i World Children’s Festival i Washington foran præsidentens nok så kendte bolig.
Troværdig kunst uden symboler og politik
Det er med andre ord ikke for ingenting, at Martin Nore står inde for den kongstanke, at lykken står den kække bi. Alligevel ligger der også bevidste refleksioner og erfaringer bag de ting, han involverer sig i: – Jeg går uden om det politiske nu, jeg skal kunne navigere blandt alle mulige forskellige. Jeg tør sige min mening, men der er ingen symboler i min kunst. Vi har ikke brug for provokationskunst såsom Muhammed-tegningerne, vi skal turde gøre noget andet nu og i stedet samle verden. Der er kunsten et stærkt middel. Også for erhvervslivet tror jeg den kan være en gateåbner. Jeg er god til at skabe troværdighed. Det var også en stor del af min soldaterkarriere, hvor jeg var spejder og vant til at skulle tale med folk og hjælpe dem. Det kan jeg også overføre og bruge nu.
Forude venter nu en masse nye kunstrelaterede projekter for Martin Nore og AFPAF. En ny film er undervejs og ligeså en fotobog i samarbejde med fotografen Henrik Saxgren med fotos med en kunstnerisk vinkel taget af soldater. Martin Nore har både malerier afbilledet på forside og inde i bogen ”Kritik af krigens fornuft” af universitetsforskeren Gorm Harste. Og mange andre projekter er undervejs – og ikke nødvendigvis uden store armbevægelser.
Med næstekærlighed og eksplosionsmalerier som våben
Det næstkommende projekt med AFPAF er således intet mindre end ”Verdens største eksplosionsmaleri”, hvor medarbejderne i en større københavnsk virksomhed er med at til at skyde maling på en masse lærreder, der så senere finder plads i hver afdeling. Her er Martin Nore ifølge eget udsagn ”general” på skabelsen af eksplosionsmaleriet – og den kunst, der har givet ham et helt nyt liv: – Jeg skulle skamme mig, hvis jeg brokkede mig. Kunsten har givet mig et helt andet netværk. Jeg skal bare være kunstner nu, hjælpe veteraner og andre, der er på bunden og lave kunst med dem. Eksplosionsmaleriet er virkelig røget ud over stepperne, og jeg har udviklet mig helt vildt som kunstner. Med AFPAF handler det om at løfte folk, lægge ansvar på deres skuldre, så de tror på, at man kan gøre en forskel. Min livsfilosofi er i dag, at man frem for bitterhed skal takle tingene med næstekærlighed. Og der er kunsten altså et mere stærkt, menneskeligt og rummeligt våben.
Om AFPAF
41-årige Martin Nore har været udstationeret otte gange mellem 1995-2010 på Balkan og i Mellemøsten og har PTSD, posttraumatisk stress syndrom. Han bor i dag i Risskov og har kæreste og små børn. Martin Nore står bag den transnationale NGO-organisation AFPAF, ”Artists for Peace and Freedom”. Sammen med andre kunstnere søger han her at ”bygge broer mellem tabt liv og kreativt liv” og til at hjælpe mennesker i konfliktzoner ud af meningsløsheden. Kunsten skabes i fællesskab med andre bl.a. i form af action-malerier, eksplosionskunst, events, film og udstillinger i bl.a. Egypten, Kroatien, USA, Tyskland, Tyrkiet og Danmark. AFPAF er bygget på idéen om, at konflikt og sorg kan transformeres via kunstens medium til frihed og ny livsmening.