Tekst: Pia Møller Søe Fotos: Frodo Mikkelsen og Karen-Marie Trans
Hans kunst er en kommentar til verden. En note på den dødsangst, der gør os blinde for alt det, der vokser ud af noget, der godt kan ligne ingenting. Det dystre er på en måde i strid med sig selv i Frodo Mikkelsens kunst, hvor kranier og cowboys finder form i farver, der er lyse – og stringent legende.
Frodo Mikkelsen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 2001. Han var 27 år gammel og havde vidst det i årevis; at han skulle være kunstner. Som 10-årig startede han med at male graffiti i hjembyen Albertslund – og som søn af en kunstmaler, malede han selv sit første maleri otte år senere. Frodo Mikkelsen vidste det godt – og han havde ret; han er kunstner.
”Udstillingen på Kunstnernes Efterårsudstilling var sådan en blåstempling af et arbejde, jeg havde udført i årevis. Jeg er ikke uddannet fra Kunstakademiet, og på den måde var udstillingen i 2001 – også for mig selv – med til at stadfæste mig som kunstner.”
Frodo Mikkelsen er repræsenteret på Metropolian Museum of Art i New York, på aRos i Aarhus, Bergen Kunstmuseum i Norge og Heart – Museum of Contemporary art i Herning – blandt andet. Næste år har han en soloudstilling på Vendsyssel Museum, hvor han under titlen ’Dødedans’ udstiller værker fra næsten to årtier. Han er for længst anerkendt for sit talent – og alligevel strides han lidt med betegnelsen ’kunstner’. Han er ikke typisk, siger han, for han går hverken med islændersweater eller håndbajer. Han går struktureret til værks. Han møder ind i det atelier, han har etableret på sin bopæl i Thy, hvor han sammen med sin hustru og deres tvillinger på seks år, er i eksil for det Københavner-kaos, han er født og opvokset i. Deroppe, hvor der er lidt højere til himmelen, går de kronhjorte, der er et af hans foretrukne motiver, rundt i baghaven og tager sig billedskønt ud.
En foræring i forfaldet
Hans værker tager udgangspunkt i naturen. I den foræring, der er i forfaldet. I stramme former og i farver, der vil ses. Og døden er der på en måde altid, hvis vi vil se den i øjnene. Frodo Mikkelsen arbejder også i keramik, grafik og installation – og hans skulpturer tager ofte udgangspunkt i kranier, som også tit er at finde i hans malerier. Det er de, fordi de har en fed form – og måske kunne det lige så godt have været en paraply, han malede, men der er alligevel noget med de kranier, som bliver en foræring til den historie, han gerne vil fortælle. At alting er forgængeligt; at verden visner, mennesker gør, og lige der, starter noget nyt. I hans kranieskulpturer vokser frodige haver ud af den blottede pandeskal. De døde fugle nærer jorden, vi begraver dem i. Der vokser noget nyt der, hvor vi lader døden have sin plads, siger han.
”Der er noget absurd i, at vi gemmer døden væk, når den nu er en så uundgåelig del af livet. Vi fælder de elmetræer, der ser svage ud, vi låser vores forældre inde på et plejehjem, når de bliver svage og gamle – alt, hvad der minder os om død, bliver gemt væk, og det er meningsløst, synes jeg. Døden er en væsentlig ting at blive mindet om, for når vi husker, at den findes, så lever vi lidt ekstra hver dag.
Frodo Mikkelsens historier tager form på mange måder. Hans verden er i farver. Det er den, han deler med omverdenen. Hans værker er en kommentar til den virkelighed, han ser, og når nogen spørger, så svarer han, at han er kunstner, selvom han hader det.
”Jeg hader det spørgsmål, fordi jeg har sådan en ret klar fornemmelse af, at når jeg svarer, at jeg er kunstner, så bliver jeg i andre menneskers øjne ret resolut til sådan en, der ikke laver noget. De fleste tror, at kunstnere er sådan nogle, der går rundt med bare tæer og bar røv og ryger joints ude i haven – og resten plejer at spørge, om jeg så ikke kan male deres carport. Virkeligheden er, at det er et håndværk. At jeg går på arbejde hver dag. At jeg maler og skaber værker, der fortæller historier. Jeg elsker mit arbejde, men jeg hader kunstnerklicheen. Jeg hader, når kunst bliver til et statussymbol, og jeg bryder mig ikke om, at vi gør det til en del af en fortælling, der handler om alt muligt andet end det, det er; en æstetisk kommentar til verden.”
Se selv
Kunsten begejstrer ham – selv har han Kørner, Tal R, Alexander Tovborg og Fie Norsker hængende eller stående hjemme i huset. Meget af det har han byttet sig til – og det meste er på tålt ophold. Det er der så længe, det har en historie at fortælle. Når det bare bliver værker, der hænger eller står, så skal det videre.
”Kunst skal ikke være sofastykker – det skal være historier, som fortæller sig selv. Hvis det på et tidspunkt er set færdigt, så synes jeg, det skal videre. Kunst skal gøre os gladere, klogere, mere nysgerrig på virkeligheden og meget gerne eftertænksomme i forhold til vores helt eget verdensbillede. Det æstetiske har sit eget sprog, det skal vi have blik for.”
Han er flittig oppe i Thy, Frodo Mikkelsen. Han maler hver dag – og sommetider også om natten. Han vasker også tøj, nyder udsigten, børnene, kærligheden og haven, der gror. Han har det sjovt. Det er en forudsætning for hans udtryk. Hvis en kunstner keder sig, så kan det ses – siger han. Han udfordrer sig selv i genrer, og han bliver barnligt begejstret, når hans idéer tager form. Han elsker at se den gule farve svømme rundt på lærredet – og selvom han har malet sin kontur-cowboy et utal af gange, så kan han stadig forfines. Udtrykket bliver stadig mere grafisk. Farverne flyder sammen på nye måder. Han har det sjovt – det kan man selv se…
Læs og se mere på www.frodomikkelsen.dk