Struktur og skrøbelighed afdækkes usentimentalt af billedkunstneren Martin Bigum.
Tekst: mag.art Merete Sanderhoff – Foto: Anders Sune Berg
Billedkunstneren og digteren Martin Bigum hører til blandt de mest interessante og originale skabere op gennem 90’erne. Bigum har beskæftiget sig med flere forskellige udtryk og kunstarter, og hans malerier er repræsenteret på 14 danske og udenlandske museer, bl.a. AROS, Statens Museum For Kunst og Arken. Derudover siden 2002 i væsentlige udenlandske private og offentlige kunstsamlinger i bl.a. USA, England, Spanien, Frankrig, Schweiz, Portugal, Tyskland, Holland, Sverige.
For nylig kunne man i Geneve opleve Bigums samlede produktion fra 2002 og frem til i dag på udstillingen The Face Of God, arrangeret af den franske storsamler og kunstmæcen Marc Blondeau.
Ved at bevæge sig fra det ene kunstneriske udtryk til det andet (poesi, maleri, musik) udfolder Bigum en slags kompleks allegori, som ikke har sin lige på den samtidige kunstscene.
VOL.magazine: – Hvad driver dig som kunstner?
– Der er mange ting. Lige fra traumer til idealer til desillusion til ønsket om klarhed og indsigt. Nærvær kan have mange ansigter, maleriet er et af dem. Suset det giver når jeg får en idé til et nyt maleri vil jeg heller ikke undvære- og kan i øvrigt heller ikke stoppe det, om jeg så prøvede. Selve arbejds-processen byder ikke på mange herlige stunder, men kræver fokus og kærlighed til processen i sig selv, men det er som regel bare hårdt arbejde. Når jeg har bakset mig gennem et maleri gennem lang tid og pludselig oplever at NU, nu er det færdigt, det er også guld værd. Hvert færdiggjort maleri er som at trække forhænget foran virkeligheden til side og bare et kort øjeblik få et uhindret vue til hele eksistensens knirkende stillads, altings sammenhæng, men ikke noget svar. Og så falder forhænget på plads igen, og vi er tilbage ved scratch. Det driver mig naturligvis også at jeg ved stædigt tålmodigt arbejde kan lave malerier og kunstværker som ingen andre kan lave. Og sidst, men ikke mindst, det at vove en historie, en påstand, en kritik, en poetisk situation, det at insistere og sætte form på “noget”, i en hurtig verden, det er også en stor drivkraft for mig.
VOL.magazine: – Hvad kan man bruge din kunst til?
– Det må folk selv finde ud af. Nogen kan lide mit udtryk, andre ikke. Jeg må bare lave de ting og få dem til at folde sig ud på bedste vis i samtiden. Men et signal må godt være at folk kan være som de er foran mine ting. De behøves ikke vide noget specifikt. Der er fri adgang til at man måske kan opleve en forvandling. Det er min opgave som kunstner at se til at de ikke forlader mit maleri upåvirkede.
VOL.magazine: – Hvad betyder poesi for dig?
– Rigtig meget. Uden poesi, intet liv. Uden liv, ingen poesi. Det at samle sansningen op, ikke bare lade den forsvinde. Poesien er en af de få kunstarter der er tilbage som stadig er autonomt, helt sit eget udefinerbare felt: For mig er den alle kunstarters overordnede mål. Hvis du sammenligner med billedkunsten er denne blevet spekuleret ihjel, kommercialiseret, taget bag fra, af strateg efter strateg. Det undrer mig meget at jeg ikke hører flere billedkunstnere tale om poesi som en vigtig bestanddel af det at lave kunst. Som om poesi kun er forankret i det at skrive digte. Eller lave noget der er “skønt”. Det er den ikke, det er en løsrevet omfattende ting. Det er æstetikkens og etikkens niveau, og dermed også stilhedens og det grusommes. Alt. Men hvad er poesi? Det spørgsmål er for mig kunsten selv: Det er et evindeligt fikspunkt for mig. Al kunst jeg laver forsøger at ramme en poesi. MEN, enhver der kender mine billeder ved jo hvor karikerede, kritiske og grumme de kan se ud, og at de ikke besidder den ømhed som er i mine digte. Grunden til at mit billedunivers ser ud som det gør, er at jeg vil undersøge i mine malerier hvor langt ud vi kan komme i malerisk form-og indhold, så der opstår “en ny poesi”. Det er nemlig sole-let at lave poetiske malerier og kan lynhurtigt blive klamt, hvis ikke bare patetisk. Udfordringen er at skævvride så vi får en poesi som peger fremad.
VOL.magazine: – Hvad handler din seneste serie malerier The Face Of God om?
– Man har det udtryk i USA og England at man har set “guds ansigt”. Og det er altså når man et øjeblik ser ting helt klart og man er bevidst om det. Man ser, via en grotesk situation, eller ophobning af modstridende erfaringer, hvordan Han ser ud. Det er et stort tema, hvor vi møder malerier med titler som “Bitre dommere”, og “Forskræmte kirurger” eller “Skuffede guder” og så er det helt konkret det man ser på lærredet og altså i bundter. Men vi bliver ikke et hak klogere af det. Malerierne bringer os helt hen til kanten af genkendelighed og det er op til beskueren selv at finde ud af hvorfor jeg laver dette træk. Andre malerier hedder “Sacred & Profane” og “The Hunt Of The Unicorn” (se begge andetsteds på disse sider. -red.) og er mere uudgrundelige. Jeg vil gerne vise at maleriet kan være et medie med noget på hjerte. Jeg veksler mellem larm og stilhed.
VOL.magazine: – Hvad arbejder du på for tiden?
– Jeg er ved at opbygge en ny stor maleri-serie, hvor jeg indtil videre har lavet fire malerier henover en ni måneder. Serien hedder “Structure Beneath Skin” og har til formål at vise det man ikke umiddelbart kan vise, men som ikke desto mindre udgør kunstens korpus og sind: Følelser. Tanker. Det erotiske rush. Det hemmelige indre individuelle kollaps. Det når der er noget ens krop ikke kan magte. De nye malerier er konkret visuelle metaforer på det der ikke kan vises, men skal føles. Men hvis man maler det godt nok, kan man godt få det til at krybe ind under huden på beskueren og folde tankens magt ud.
Martin Bigums maleriserie The Face Of God (2002-06) vil næste år blive vist i sin helhed i Danmark.
I oktober 2007 udgiver forlaget Politisk Revy bogen “Sorte billeder- Kunst og kanon” af mag. art. Merete Sanderhoff. Den omhandler bl.a. Martin Bigums kunst, men også flere andre danske malere, der er med i gruppen af “gruppeløse kunstnere.
Martin Bigum (f. 1966) havde sin debut som både billedkunstner og digter i 1990, på hhv. Charlottenborgs Forårsudstilling og i Hvedekorn. Han har sideløbende med det billedkunstneriske virke udgivet fire roste digtsamlinger, senest Poet-etik fra 2006, som også bestod af et samtids-essay om kunst og poesi og en poetik. Martin Bigum fik sit nationale gennembrud som billedkunstner i 1997-98 da fire danske kunstmuseer gik sammen om turnéen The Adventures Of ART, der viste hans produktion fra 1990-1997. I 2002-03 vistes The Homecoming som var en skandinavisk museumsturné på 3 nordiske
museer.
Martin Bigum er i Danmark repræsenteret af gallerist Nils Stærk, Njalsgade 19 C, 3., 2300 Kbh. S, 32544562,
nils@nilsstaerk.dk
Vigtige links:
www.martinbigum.dk
www.nilsstaerk.dk
www.bfasblondeau.com
www.airdeparis.com