Uanset hvad Beth Mohr har foretaget sig gennem livet, har erindring, refleksion over tiden og modet til at prøve noget nyt været de væsentlige fikspunkter. Mød den farverige billedkunstner, der i dag har fundet sit hjem på et 140 år gammelt fyrskib.
Tekst: Rune H. Jensen Fotos: Beth Mohr, Jan Zepelin og Sven Berggreen
Konkurrencesvømmer og roer. Skoleleder. Etableret billed- kunstner. Et hjem på verdens ældste fyrskib. Aktiv fodboldspiller. Og erindring som linjen gennem det hele. Forvirret?
Det lyder måske umiddelbart som flere og vidt forskellige mennesker. Eller måske lyder det af mere, end ét menneske kan nå på et helt liv. Ikke desto mindre er det, hvad Beth Mohr indtil videre har nået på et halvt ad snørklede og alligevel forbundne veje. Når hun selv ser tilbage, er det tydeligt, at der er en klar sammenhæng mellem levet liv og en billedkunst, der drejer om erindringens tematik:
Det her kommer du til at leve af
– I dag kan jeg se, at erindring har været en rød tråd gennem mit liv. Jeg kom sent i gang med kunsten og var oprindelig skoleleder for vanskelige børn og unge i alderen 13-20 år. Desuden var jeg blevet skilt tidligere. Mine børn var på ferie uden mig, og jeg havde lyst til at foretage mig noget nyt. Noget, jeg ikke havde prøvet før. At udfordre mig selv, siger Beth Mohr og uddyber:
– Det er nok kendetegnende for mig, at jeg ikke er bange for at prøve noget nyt. Der skal være en vis risikovillighed, og man skal ikke være så bange for, at det går galt, når mulighederne byder sig, siger Beth Mohr om indledningen på kunstnerkarrieren.
– Jeg besluttede at starte på et kursus i maleri, men ejede ikke en pensel og var helt blank på området. Så jeg fik anskaffet udstyret, og maleriets verden fejede fuldstændig benene væk under mig. Jeg malede 25 billeder på en uge, og min lærer ville usædvanligt nok gerne have ét af dem. Han sagde til mig: Det her kommer du til at leve af. Så gik det slag i slag, jeg havde udstillinger året efter og kom på galleri – mens jeg spurgte mig selv: Hvad sker der egentlig?
Ind til kernen
Den refleksion ledte Beth Mohr til at søge mere dybdegående uddannelse for at finde ud af, hvad det handlede om. Til trods for sin alder kom Beth Mohr ind på en forskole til Kunstakademiet, Spektrum, og blev senere uddannet fra Kunstakademiet i Amsterdam, Gerrit Rietveld Academie. Og efterhånden fandt hun nærmere ind til kernen af det, hendes kunstneriske udfoldelser allerede kredsede om:
– Jeg blev bevidst om, at det handler om erindring, eksistensen, om at være her eller ej. Jeg var midt i livet, og måske derfor var der mange refleksioner omkring det eksistentielle. Noget peger fremad, men der er også meget, der rækker bagud.
– Samtidig mistede jeg også min mor i den periode, hvilket nok forstærkede det. Det har hele tiden været det eksistentielle, jeg har været inde i uden at have formuleret det for mig selv eller intellektualiseret det på forhånd. Det er sammenhængen med levet liv, refleksionen over det afprøvede, fortæller Beth Mohr.
Ekspressiv erindringskunst
Den i dag 53-årige billedkunstner maler med store penselstrøg, energi og skaber ekspressive malerier og udtryksfulde kraftudladninger. Farverne blandes direkte på lærredet, og værktøjet er dét, maleriet kræver, uanset om det så er pensler eller koste. Og fælles for billederne er erindringens tematik, hvor erindring ikke blot er hukommelse, men en følelse af at rejse i tid. En fornemmelse af at overvinde tidens fremadskridende kronologi.
Og selv om vi her er inde over traditionelt tunge, teoretiske fagområder, som tænkere fra filosoffen Søren Kierkegaard og psykologen Carl Gustav Jung til forfatteren Marcel Proust har beskæftiget sig indgående med, så er Beth Mohr gået sin egen og omtrent omvendte vej i tilgangen til erindring:
– Jeg er ikke forsker, har ikke bidt mig fast i noget og påstår ikke, jeg ved alt om erindring og eksistentialisme. Men jeg drejer om det og har altid gjort det. Hele sanseligheden, det at sætte sanserne i spil. Vi er meget intellektuelt orienterede i vores kultur i stedet for at følge intuitionen og være i det. Vi intellektualiserer tingene først. Der bliver det en begrænsning. Jeg er gået den anden vej, forklarer Beth Mohr.
De spontane og de kollektive
I sit artist statement har hun alligevel peget på en definition af erindring, der trækker på filosofien, psykologien og litteraturen og skelner mellem to typer erindringer: De spontane og de kollektive, som begge har betydning for vores måde at forstå vores omverden og os selv på.
De spontane erindringer er typisk personlige, kommer uanmeldt via sanseindtryk og har en stærk evne til at påvirke os følelsesmæssigt. De er en genvej til vores fortid. Derimod er kollektive erindringer noget, vi deler med et kulturelt fællesskab. De dækker indhold, fra før vi selv blev født og ligger som et ubevidst, mentalt lag i samfundet og definerer, hvad der er acceptabel eller ikke-acceptabel adfærd. Den kollektive erindring er nedarvet i os alle og påvirker og former det enkelte menneskes erindring og identitet som et fælles, fortrængt erindringslag.
Samtidig er de spontane og kollektive erindringer stærkt knyttet til hinanden. De spontane er personlige, men også bundet til vores kulturs fortolkninger – det vil sige de kollektive erindringer – i en dynamisk vekselvirkning. Det generelle bliver vores eget, og det personlige bliver alment.
I dialog med barndommen
– I mine malerier går jeg i dialog med det private og personlige rum og oversætter det til noget fælles i den kunstneriske proces. Jeg bruger fx min egen barndom i 1960’ernes middelklasse. Det er min personlige historie, men det er ikke kun min barndom. Den er fuldstændig ens med mange andres. Der er en masse kulturbåren i det individuelle, som også kan generaliseres og genkendes af andre.
Beth Mohrs erindringsmalerier kan ligne kunstneriske nyfortolkninger af polaroidfotos fra en svunden epoke. Et eksempel er udstillingen “Memory Lane – fortidslængsel og fremtidsønsker” på Jarsbo Contemporary Art hos Gitte Jarsbo. Her er længslen efter barndommens selvforglemmende tilstand centralt og skildrer det voksne menneskes længsel efter den barnlige evne til at være i nuet.
Et andet eksempel er hendes udstilling på Kunsthal Nordhavn og Docken i 2016, hvor erindringer både ses som familiens samlingspunkt og skillelinje. Beth Mohr går tæt på individet, familien, følelsen af ensomhed og evnen til at bryde med forventninger. På erkendelsen af, at vi mentalt lever med vores afdøde, men at intet vender tilbage i den fysiske verden. På at genkalde det forgangne for at forstå os selv og hinanden. På at mennesket må være i og følge med tiden og kaste mentalt anker for at opnå mening med livet.
Fyrskibet, der sank
Selv har Beth Mohr kastet et mere fysisk håndgribeligt anker i sit liv. Nærmere bestemt midt i indsejlingen til Københavns Havn med Den Lille Havfrue og Amalienborg som naboer. Sammen med sin nuværende mand, Carsten Lehrskov, købte Beth Mohr for fem år siden verdens ældste fyrskib fra 1877 med drømmen om at skabe et anderledes ønskehjem på den 400 m2 store flydende bolig.
– Da vi så skibet første gang, var det herreløst og totalt raseret. Men der var fantastiske muligheder i det, og man må jo gribe det, der byder sig. Så vi købte det af Refshaleøen for 65.000 kr. og begyndte at bygge det om. Men det gik helt galt under ombygningen, fordi ændringer i konstruktionen fik vandet til at trænge ind, så pumperne ikke kunne følge med. Skibet sank. Så måtte vi have det bjærget og bygge om igen.
– Senere fik vi besøg af TV2 og David Zahle, partner i tegnestuen BIG, med en række idéer til indretningen. Der blev bl.a. åbnet op mellem de to øverste dæk, stuen blev til soveværelse og badeværelset flyttet og gjort større. Nu bor vi der, og det er det mest fantastiske sted med en unik udsigt, lyder det fra Beth Mohr.
Brug for noget regnvejr og nogle glidende tacklinger
Fyrskibet er et eksempel på modet til at springe ud i noget nyt og på en god sammenhæng mellem følelse og handling. Beth Mohr har tidligere været konkurrencesvømmer, men “orkede på et tidspunkt ikke flere baner”. Hun har også været involveret i roning, og da hun fyldte 35 år, besluttede hun sig for at blive aktiv fodboldspiller. “Jeg havde brug for noget regnvejr og nogle glidende tacklinger”, som hun udtrykker det.
Om de seneste valg og begivenheder på et tidspunkt også får en kunstnerisk manifestation som erindringer, er uvist. Men det er utvetydigt, at erindringen for Beth Mohr både har et bagudrettet og et fremadrettet aspekt, der bliver ved med at virke som et drive i skabelsen af kunsten:
Skulpturer og udstillinger på vej
– Erindring, det er dét, der tricker. Også fremover. Der kommer noget nyt i form af skulpturer, som for mig er et nyt materiale og form at arbejde med. Men en supplerende kunstform. For det vil stadig komme til at kredse om erindringer for mig, siger Beth Mohr.
Beth Mohr er bl.a. i stalden hos Galleri Kampmann i København og Jarsbo Contemporary Art i Aalborg, og fra 25. november til 17. december 2017 medvirker billedkunstneren i en juleudstilling med 2000 m2 kunst på kulturkajen Docken i Nordhavnen på Østerbro i København.
Se mere på www.bethmohr.dk